Alternativt soundtrack

Hanernes galen har vækket mig hver morgen i snart 3 uger nu.

Mine nætter har været akkompagneret af de små firbens piben og de større gekkoers mærkværdig råb.

Vi har samsovet sammenfiltret og været tæt tæt tæt.

Af og til lidt hårdt for en type som mig, der plejer at flygte ned i min kælder til yoga og ro. Her kan man ikke flygte. Vi er sammen.

Men jeg ser også på familierne i Laos. Børnene er en del af hele forældrenes (arbejds)dag. Jeg ser bemærkelsesværdigt mange mænd med babyer på armen og trods fattigdom virker det harmonisk.

Og jeg tænker på min egen hverdag, hvor børnene er i institutionerne, fordi jeg skal arbejde arbejde arbejde og heldagsskolen med uforståelige fyldfag som Faf og uuv. Jeg ved sgu ikke. Det virker bare ikke som det rigtige. Slet ikke lige nu og lige her.

I dag tager vi ud i det blå og ser flere laguner, grotter, afsvedne rismarker og de bløde bjerge, jeg godt kan lide.

Det bløde og varme Laos

Efter næsten en uge i Luang Prabang- godt nok i forskellige dele af byen og med et par smutture til bjergene, tog vi sydpå.

Vi har været et par dage i Vang Vieng med alt hvad det indebar af jointrygende backpackere, gamle amerikanske tresserflippere, der hørte Jimmi Hendrix højt og længe alt imens der blev drukket kæmpe Laobeer og festet i natten.

Men Vang Vieng var også megasmukt. Naturen var venlig med bløde bjerge, dybe grotter, blå laguner og hmong landsbyer. Lige nu er vi kortvarigt taget videre. Ud i ingenting- dog et par timers kørsel fra Vientiane, men laaangt væk fra byer og hovedveje. Vi bor i små bungalows med udsigt til brun grumset flod. Vi får serveret den lækreste Lao mad. Store sølvgrå fisk med lime, hvidløg og koriander. Hakket kylling med mynteblade og frisk frugt.

Det er fantastisk.

En lille sky franskmand leder stedet på en stille og respektfuld måde. Han hænger store hvide lagner op i mørket og tænder skarp lys, så det forvandles til en kæmpemæssig tv skærm, der tiltrækker de vildeste sommerfugle, natsværmere og knælere. Børnene bader her og vi har set slanger, frøer og kæmpe gekkoer. Kenneth er lykkelig langt væk fra byerne, markederne og tuk tukkerne. Og jeg giver slip og mærker ro, alt imens jeg fascineres af Andrea Hejlskovs flugtfortælling “Og den store flugt”.

Om den “rigtige” yoga

Hvornår er yoga rigtigt?

Når jeg har haft internet, har jeg kunne læse debatten om den lille yogaskole mod kædeyogacentrene.

Jeg forstår godt debatten. Jeg har selv i flere år drømt om den lille yogasal, der skulle være min egen. Men jeg ved også, at det er utopisk. Yogaen vil simpelthen blive for dyr og jeg vil ikke kunne få det til at løbe rundt. Altså med mindre at jeg tilbød uddannelser og dyre retreats, hvilket mit liv ikke er til lige nu.

Samtidig ved jeg også, fordi jeg selv underviser flere steder, også i en af de store kæder med billig yoga, at yogaen dér ikke er discount.

Jeg har ca 8 timers undervisning ved siden af mine 30 timer som projektleder i Scleroseforeningen. Det er meget. Jeg knokler for at det kan lade sig gøre. Men jeg elsker at undervise. Hver eneste time jeg underviser er med hele mig -100 procent. Jeg giver hele min verden, men får lige så meget igen, om det er seniorholdet i fysioterapien i nordvest, De-Stress holdet i det fuldstændigt magiske Salig eller mine forskellige hot og ashtanga hold i Doyoga. Jeg gør mig umage hver eneste gang. Og jeg sørger for at uddanne mig hvert eneste år. Jeg sætter penge og tid af, jeg egentlig ikke har, for hele tiden at kunne være den bedste version af den yogalærer, jeg vil være og blive.

Jeg uddanner mig hos dem, jeg ser op til- dem der ved noget om mere end bare stillingerne og som hæver mit niveau hver eneste gang jeg har uddannet mig. På grund af dem, bliver en times ashtanga meget meget mere, fordi min viden rækker længere. Mine destresstimer fylder jeg med mere end bare åndedræt og stilhed og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg sørger med andre ord for at uddanne mig bredt, så jeg ikke ender i den fanatiske dogmatiske yogaforståelse, hvor man prædiker kun en eneste yogaform, som den rigtige. Og derfor får dem, der deltager i mine timer alt fra min kæmpe store investering i yoga.

Og det er min pointe. Selvom yogaen er S.U. venlig er der stadig kvalitet i den. Jeg underviser og for mig er det virkelig det der giver mening. Og jeg giver det hele videre. Og jeg både guider og lytter- både før, under og efter mine timer Og for mig bliver det aldrig samlebånd, hvilket det heller ikke er for nogen af mine kollegaer, de forskellige steder, jeg underviser. Jeg har aldrig oplevet så meget vilje til at dele og begejstres, som i “faget” yogaundervisning. Så at yogaen bliver flad, når den er billig, skal vi nok ikke være bange for. Men vi kan stadig ærgre os over at de små centre nok ikke vil bestå på samme måde, som den lille købmand nok heller ikke gør det mere. Og det er trist. Det synes jeg også. Og min drøm passer heller ikke ind i den virkelighed. Men yogaen i sin rene form skal nok bestå. Det bekræftes jeg i hver eneste dag, når jeg møder mine kollegaer, der tager sig tid til at snakke, give et kram eller guide videre til lige præcis den indsigt, mennesket foran dem søger.

Feber og junglelyde

Og så kom sygdommene.

Mattias havde feber i forgårs nat, der gjorde mig så bange, at jeg hele natten lå helt tæt og lyttede til hans vejrtrækning. Det var vist bare en forkølelse og dagen efter var han oprejst igen.

Netop nu ligger Kenneth med kvalme- måske fordi han skulle “smage” på noget vand i et vandfald.

Vi andre har spist sandwich og drukket kakaomælk- fordi ris på syvende dag ikke lød mega tillokkende.

Men vi har gået i jungle i dag i mange timer, hørt vilde lyde fra papegøjer, set lokale stege rotter over bål, mødt de små mindretalsbefolkninger i bjergene og sejlet med halv fuld sejler på Mekong.

Luang prabang er en lille lun blød perle og alt er stadig godt.

Videre frem

Chiang kong – Pak Beng – Luang Prabang.

Vi har rejst langsomt. Efter fly kommer bil og derefter båd for at følge med.

Hjertebanken og stress ved visumkontoret. Sådan er det. Men også det passerer.

Slow boat på Mekong er ikke luksus, lækkert eller komfortabelt, men sjælen følger med.

Vi glider igennem de bløde, grønne bakkede landskaber af det brune grumsede Mekong vand, mens lysebrune sandstrande svæver forbi os med små smukke børn, der vinker til os i de lange langsomme både.

Backpackerne er her også. De står midt i båden og bliver fuldere og mere højtrystede for hver ny kæmpeøl, der deles. De følger med. Som det tynde øl, der ikke ænser, hvor de er, så længe festen er der. Jeg ved det godt. Har selv været en af dem- dog uden helt den samme respektløshed. De smider papir i Mekong og synger Come on Eilleen og det hele er helt forudsigeligt.

Og vi når frem efter 2 dages skvulpen i den brune suppe og ligger nu i noget, der virker alt for luksuriøst sammenlignet med de seneste dages kolde lysstofrørsoplyste rum med senge så hårde som sten.

I morgen tager vi den med ro og finder jordforbindelsen igen.

Vi fløj

Natten til tirsdag stod vi i samlet flok op kl. 03.30. En taxa hentede os i den iskolde tidlige morgen og vi var trætte og forpjuskede.

At flyve henover tiden gør kroppen og sindet døsigt og det føles uvirkeligt, at sidde på et vandrehjem 24 timer, 2 flyvninger, 3 lufthavne og ca. 45 grader senere. Men vi er her og har badet i en pool med forhåbninger om at vaske jetlagen af.

Chiang Mai dufter som jeg husker det og varmen gør min krop glad.

Vi er slet ikke færdige, for i morgen tidlig rejser vi videre til grænsen til Laos og sejlture på Mekong.

Jeg svæver- en lille bitte smule igen

Jeg er her. Jeg tænker i tekster konstant. Jeg skriver også- bare ikke her. Og det er egentlig trist. For jeg kan godt li det. Det at ha et sted, hvor ordene kan få en parkeringsplads, når tankerne konstant finder nye retninger.

Der har været ekstremt meget uro den sidste måneds tid. Banken har rodet rundt i vores lån og når økonomien sejler, sejler jeg også. Jeg bliver søsyg og det svimler for mine øjne.

Ydermere siger min tandlæge, at kronen ikke kan vente længere og midt i bankens cirkus, ender jeg med at skulle trylle penge op af en hat, der ikke findes.

Jeg er typen, der arbejder med helårsbudgetter: for vores fælles økonomi, min egen, min lille yogavirksomhed og min opsparing. Så jeg har kontrol. Når andre så skubber til det, jeg havde styr på, sortner det lidt.

Og det er ikke kun økonomien, der modtager en så fornem særbehandling i mit liv, jeg har også notesbøger med årsmål, delmål og mål for ugen, der kommer. Jeg er med andre ord kontrolfreak og ja, mit stjernetegn ER jomfru. Ingen overraskelse der.

Målene skal overholdes. Helst. Der stod Kørekort på min liste over 2016 mål. Derfor tog jeg det. Og det er ret fedt, for så har jeg altid et billed id på mig. Køre gør jeg ikke. For biler er vanvittige dræbermaskiner og jeg kan simpelthen ikke tage ansvaret for, hvad sådan én kan finde på.

Jeg har mål for 2017, jeg ikke kommer til at nå. De må overføres til 2018. Det er bare sådan det er. Og livet giver mening alligevel.

Det jeg forsøger at komme frem til er, at når kontrollen ryger, mister jeg det fodfæste, som gør at jeg kan flyve. Jeg behøver fodfæste for at kunne sætte ordentligt og kontrolleret af og svæve lidt, inden jeg finder jorden igen. Sådan er det. Jeg drømmer da. Jeg drømmer bare helst fra jorden. Og når jeg har kontrol og fodfæste og overskud til at svæve lidt, så er der også plads til alt det, der gør mig svævende langs jorden.

Det hele er okay. Og jeg skriver. Et eller andet. Hvis ikke det giver mening, er det nok meningen. Og jeg mærker lige nu en lille krog blive hægtet fast, så jeg stille og roligt kan lette ud i natten med meteorstorme og stjerneskud.

Jeg vænner mig snart til det hele igen.

Når jeg hjemvender fra en ferie, hvis destination er længere væk, end lad os sige Sverige, Norge og Tyskland, er det første jeg tænker altid, at Danmark er så umådelig røvsygt, firkantet, ligelinjet, grantræsagtigt og frikadellelugtende. Det er i første omgang ikke skønhed, vi ruller os i i glædesrus og boblende latter. Vi bor i ting, der fungerer, giver mening og er praktiske.

Med rejserne væk, opdager jeg altid at smuk til hver en tid trumfer praktisk. Og at duften af søde kager, stegt hvidløg og stærk parfume gør mig lykkeligere end kanel, brun sovs og duften af angst for allergifremkaldende dufte i enhver afskygning.

Jeg ved også, at der max går 2 uger, så har jeg vænnet mig til livet i Danmark. Jeg retter ind. Går i netto og køber den samme yoghurt som alle andre, for her er der 4 eller 5 smage og alt er ens. Jeg cykler på arbejde i regnvejr med praktisk tøj, så jeg ikke bliver våd. Jeg spiser min røvsyge broccoli og detoxer og forsager hvidt brød og ser House of cards ligesom alle andre.

Og så bliver det mørkere. Efteråret og vinteren tager livet efter arbejde. Jeg tager bare hjem. Det er mørkt og koldt, så det er rarest at være derhjemme. Måske løber jeg en tur. Jeg gider ikke. Men ellers bliver jeg tyk. Der bliver trangt i huset. Børnene slås. Jeg bliver mere og mere rasende. Og stresset.

Med de mørke dage kommer også forældremøderne, skolearrangementerne, lege grupperne og forældrefesterne.

Med foråret kommer sommerferie planerne. Drømmene vokser. Der skal være varmt. Dufte. Mad. Lune nætter. Stille morgener.

Månederne op til ferien handler om planlægning, stress over om alt er i orden, mange opgaver på arbejdet, så man løber lidt for stærkt, pulsen stiger, børnene føles mere belastende end ellers. Jeg begynder at overveje, om vi bør droppe ferien. Det er så bøvlet. Stressende. Og angsten for, at vi allesammen dør tager til.

Bum. Og pludselig er den der. Ferien. Og de første 3-4 dage er halvt fantastiske, halvt et helvede.

Vi overlevede flyturen. Vi er ankommet. Men vi er sammen. Hele tiden. All. The. Time.

Det sker helt uden, at jeg mærker det. Pludselig er alt godt. Hjernen er faldet til ro. Hjertet slår. Normalt. Dobbeltslagene er aftaget.

Jeg får lyst til at spille spil med børnene og læse rigtige papirbøger.

Og så slutter det hele. Lige så pludseligt som det startede. Og man befinder sig igen i en metro fra lufthavnen til flintholm station. Og det eneste man kan tænke er, hvor ualmindelig grim Danmark er.

Og hvert år beslutter jeg, at dette år skal være anderledes. Dette år er året, hvor jeg giver slip, lærer lidt af de der sydeuropæere, drikker lidt mere rosé og spiser hvidt brød, hvis jeg har lyst.

Håber det i år er året, hvor det sker.

(Indtil videre ser det dog ikke lovende ud, jeg har allerede haft regnfrakke på og miljøvenlig lærredsnet med i Superbrugsen (hvor jeg rent faktisk både købte broccoli og cultura med den spændende smag af hindbær)).

En status 

Jeg tjekker hver dag ind der, hvor jeg før i tiden (i flere år) havde “eksamens angst og stress” på daglig basis. Lige der hvor sommerfuglene baskede non stop rundt uden den mindste form for pause. 

Lige nu sover de. De vågner ofte, men jeg giver dem et ordentligt gok i nødden, hvis de vågner alt for meget op til dåd.

Jeg har helt klart fået mere styr på arbejde og liv balancen og jeg forsøger at have mere ro og mere vejrtrækning  (især den vigtige udånding får lidt ekstra fokus). 

Det er hårdt arbejde at have det godt. Men det er det værd.

Mit største problem er ambitionerne. Ikke dem om lederstillinger og højere løn. Nej, det er snarere dem jeg altid har kæmpet med: “jeg udvikler mig, derfor er jeg”  eller den endnu mere opslidende “jeg dygtiggør mig, derfor er jeg”. 

Jeg kæmper altså stadig kampen mod at være til helt uden anden mening, end at være til. Og det er virkelig svært. For mig. 

Italien hjælper dog. Meget. 

Sidste nat med kliken

“Man skal passe på, hvad man ønsker sig”…

I 2007 købte vi et lille rødt hus i Sverige. En uge inden Mattias blev født. Han skulle have muligheden for at være i naturen, når nu vi, hans forældre, aldrig ville kunne give ham andet end den lidt sørgelige 3 værelses i Husum. 

I 2011 ændrede alt sig, da vi arvede et lille gult hus med have. Pludselig skulle vi slå græs to steder og egentlig havde vi også stadig lejligheden. Vi havde ejendomme til op over begge ører. Det var hårdt, for meget og for dyrt. 

Vi satte de lille røde træhus til salg sammen med Den Sørgelige i Husum. 

Der skulle gå tre år før Husumlejligheden blev solgt. Træhuset var der ingen, der ville have og vi var pressede over det.

Vi kunne ikke vedligeholde det. Og weekenderne i Sverige var hårdt arbejde. Den svenske drøm om idyl blev sjældent rigtigt virkelig for os.

Det forandrede sig pludseligt for et par år siden, da drengene pludselig følte sig trygge i skoven rundt om huset. De nød friheden og gemte sig i kæmpebregnerne. Vi lavede mad over bål, sov i hjemmelavede huler i skoven og løb ture ved søen. Det røde hus blev pludselig en oase, hvor selv jeg og min stressudbrændte hjerne fik ro.

Huset stod dog stadig til salg. For vedligeholdelsen havde vi stadig hverken tid eller råd til. 

I torsdags skrev vores svenske ejendomsmægler, at hun havde en køber. Til det lille røde træhus. Til Træhuset. Vores træhus. Med minder om barsel og små babyer.  Om en nybagt far, der brugte hele dage på at bygge det fineste legehus. Om regnfulde somre og sneklædte vintre. Og masser af kærlighed og tømninger af muldttoilet….. og jeg græd mig selv i søvn. Højst uventet. Hvis den sms var kommet for fem eller bare to år siden, havde vi nok fejret med champagne.

Der har ikke været noget champagne. Ikke en dråbe. Til gengæld har jeg tudet en lille smule på mit arbejde og spurgt Kenneth flere gange, om vi mon kunne komme ud af aftalen. 

Det kan vi ikke. Men jeg kan pludselig slet ikke være i mig selv over, at Træhuset snart ikke er vores mere.

Jeg har sat den grimme orange stol hen foran vores store glasdøre, så jeg en sidste gang kan kigge ud på de træer og småfugle, der har dannet rammen om de sidste 10 års ferier, barsler og weekender. Jeg har haft det lille røde træhus lige så længe, som jeg har været mor. Og det at miste huset er som at miste en del af vores familie. 

Så i nat er det sidste nat med kliken, træerne, det hvide soveværelse, køjesengen og stilheden. Og det er så skide sørgeligt, at vi i morgen kl. 10 kører op i Klippan og skriver under på et stykke papir, der på én gang trækker drømmene om glade drenge og varme sommeraftener i skoven væk under os. Og tilbage står vi med det vi troede, vi ønskede- ét hus, ét simpelt liv med kun én græsplæne. Og pludselig er det eneste vi ønsker os kompleksiteten, de afskallede trævinduer og 2000 kvm græs, der skal slås hver tredje uge.

Vi siger farvel nu og græder lidt og intet bliver helt som før, for det røde træhus har forladt os for altid.