Jeg svæver- en lille bitte smule igen

Jeg er her. Jeg tænker i tekster konstant. Jeg skriver også- bare ikke her. Og det er egentlig trist. For jeg kan godt li det. Det at ha et sted, hvor ordene kan få en parkeringsplads, når tankerne konstant finder nye retninger.

Der har været ekstremt meget uro den sidste måneds tid. Banken har rodet rundt i vores lån og når økonomien sejler, sejler jeg også. Jeg bliver søsyg og det svimler for mine øjne.

Ydermere siger min tandlæge, at kronen ikke kan vente længere og midt i bankens cirkus, ender jeg med at skulle trylle penge op af en hat, der ikke findes.

Jeg er typen, der arbejder med helårsbudgetter: for vores fælles økonomi, min egen, min lille yogavirksomhed og min opsparing. Så jeg har kontrol. Når andre så skubber til det, jeg havde styr på, sortner det lidt.

Og det er ikke kun økonomien, der modtager en så fornem særbehandling i mit liv, jeg har også notesbøger med årsmål, delmål og mål for ugen, der kommer. Jeg er med andre ord kontrolfreak og ja, mit stjernetegn ER jomfru. Ingen overraskelse der.

Målene skal overholdes. Helst. Der stod Kørekort på min liste over 2016 mål. Derfor tog jeg det. Og det er ret fedt, for så har jeg altid et billed id på mig. Køre gør jeg ikke. For biler er vanvittige dræbermaskiner og jeg kan simpelthen ikke tage ansvaret for, hvad sådan én kan finde på.

Jeg har mål for 2017, jeg ikke kommer til at nå. De må overføres til 2018. Det er bare sådan det er. Og livet giver mening alligevel.

Det jeg forsøger at komme frem til er, at når kontrollen ryger, mister jeg det fodfæste, som gør at jeg kan flyve. Jeg behøver fodfæste for at kunne sætte ordentligt og kontrolleret af og svæve lidt, inden jeg finder jorden igen. Sådan er det. Jeg drømmer da. Jeg drømmer bare helst fra jorden. Og når jeg har kontrol og fodfæste og overskud til at svæve lidt, så er der også plads til alt det, der gør mig svævende langs jorden.

Det hele er okay. Og jeg skriver. Et eller andet. Hvis ikke det giver mening, er det nok meningen. Og jeg mærker lige nu en lille krog blive hægtet fast, så jeg stille og roligt kan lette ud i natten med meteorstorme og stjerneskud.

Jeg vænner mig snart til det hele igen.

Når jeg hjemvender fra en ferie, hvis destination er længere væk, end lad os sige Sverige, Norge og Tyskland, er det første jeg tænker altid, at Danmark er så umådelig røvsygt, firkantet, ligelinjet, grantræsagtigt og frikadellelugtende. Det er i første omgang ikke skønhed, vi ruller os i i glædesrus og boblende latter. Vi bor i ting, der fungerer, giver mening og er praktiske.

Med rejserne væk, opdager jeg altid at smuk til hver en tid trumfer praktisk. Og at duften af søde kager, stegt hvidløg og stærk parfume gør mig lykkeligere end kanel, brun sovs og duften af angst for allergifremkaldende dufte i enhver afskygning.

Jeg ved også, at der max går 2 uger, så har jeg vænnet mig til livet i Danmark. Jeg retter ind. Går i netto og køber den samme yoghurt som alle andre, for her er der 4 eller 5 smage og alt er ens. Jeg cykler på arbejde i regnvejr med praktisk tøj, så jeg ikke bliver våd. Jeg spiser min røvsyge broccoli og detoxer og forsager hvidt brød og ser House of cards ligesom alle andre.

Og så bliver det mørkere. Efteråret og vinteren tager livet efter arbejde. Jeg tager bare hjem. Det er mørkt og koldt, så det er rarest at være derhjemme. Måske løber jeg en tur. Jeg gider ikke. Men ellers bliver jeg tyk. Der bliver trangt i huset. Børnene slås. Jeg bliver mere og mere rasende. Og stresset.

Med de mørke dage kommer også forældremøderne, skolearrangementerne, lege grupperne og forældrefesterne.

Med foråret kommer sommerferie planerne. Drømmene vokser. Der skal være varmt. Dufte. Mad. Lune nætter. Stille morgener.

Månederne op til ferien handler om planlægning, stress over om alt er i orden, mange opgaver på arbejdet, så man løber lidt for stærkt, pulsen stiger, børnene føles mere belastende end ellers. Jeg begynder at overveje, om vi bør droppe ferien. Det er så bøvlet. Stressende. Og angsten for, at vi allesammen dør tager til.

Bum. Og pludselig er den der. Ferien. Og de første 3-4 dage er halvt fantastiske, halvt et helvede.

Vi overlevede flyturen. Vi er ankommet. Men vi er sammen. Hele tiden. All. The. Time.

Det sker helt uden, at jeg mærker det. Pludselig er alt godt. Hjernen er faldet til ro. Hjertet slår. Normalt. Dobbeltslagene er aftaget.

Jeg får lyst til at spille spil med børnene og læse rigtige papirbøger.

Og så slutter det hele. Lige så pludseligt som det startede. Og man befinder sig igen i en metro fra lufthavnen til flintholm station. Og det eneste man kan tænke er, hvor ualmindelig grim Danmark er.

Og hvert år beslutter jeg, at dette år skal være anderledes. Dette år er året, hvor jeg giver slip, lærer lidt af de der sydeuropæere, drikker lidt mere rosé og spiser hvidt brød, hvis jeg har lyst.

Håber det i år er året, hvor det sker.

(Indtil videre ser det dog ikke lovende ud, jeg har allerede haft regnfrakke på og miljøvenlig lærredsnet med i Superbrugsen (hvor jeg rent faktisk både købte broccoli og cultura med den spændende smag af hindbær)).

En status 

Jeg tjekker hver dag ind der, hvor jeg før i tiden (i flere år) havde “eksamens angst og stress” på daglig basis. Lige der hvor sommerfuglene baskede non stop rundt uden den mindste form for pause. 

Lige nu sover de. De vågner ofte, men jeg giver dem et ordentligt gok i nødden, hvis de vågner alt for meget op til dåd.

Jeg har helt klart fået mere styr på arbejde og liv balancen og jeg forsøger at have mere ro og mere vejrtrækning  (især den vigtige udånding får lidt ekstra fokus). 

Det er hårdt arbejde at have det godt. Men det er det værd.

Mit største problem er ambitionerne. Ikke dem om lederstillinger og højere løn. Nej, det er snarere dem jeg altid har kæmpet med: “jeg udvikler mig, derfor er jeg”  eller den endnu mere opslidende “jeg dygtiggør mig, derfor er jeg”. 

Jeg kæmper altså stadig kampen mod at være til helt uden anden mening, end at være til. Og det er virkelig svært. For mig. 

Italien hjælper dog. Meget. 

Sidste nat med kliken

“Man skal passe på, hvad man ønsker sig”…

I 2007 købte vi et lille rødt hus i Sverige. En uge inden Mattias blev født. Han skulle have muligheden for at være i naturen, når nu vi, hans forældre, aldrig ville kunne give ham andet end den lidt sørgelige 3 værelses i Husum. 

I 2011 ændrede alt sig, da vi arvede et lille gult hus med have. Pludselig skulle vi slå græs to steder og egentlig havde vi også stadig lejligheden. Vi havde ejendomme til op over begge ører. Det var hårdt, for meget og for dyrt. 

Vi satte de lille røde træhus til salg sammen med Den Sørgelige i Husum. 

Der skulle gå tre år før Husumlejligheden blev solgt. Træhuset var der ingen, der ville have og vi var pressede over det.

Vi kunne ikke vedligeholde det. Og weekenderne i Sverige var hårdt arbejde. Den svenske drøm om idyl blev sjældent rigtigt virkelig for os.

Det forandrede sig pludseligt for et par år siden, da drengene pludselig følte sig trygge i skoven rundt om huset. De nød friheden og gemte sig i kæmpebregnerne. Vi lavede mad over bål, sov i hjemmelavede huler i skoven og løb ture ved søen. Det røde hus blev pludselig en oase, hvor selv jeg og min stressudbrændte hjerne fik ro.

Huset stod dog stadig til salg. For vedligeholdelsen havde vi stadig hverken tid eller råd til. 

I torsdags skrev vores svenske ejendomsmægler, at hun havde en køber. Til det lille røde træhus. Til Træhuset. Vores træhus. Med minder om barsel og små babyer.  Om en nybagt far, der brugte hele dage på at bygge det fineste legehus. Om regnfulde somre og sneklædte vintre. Og masser af kærlighed og tømninger af muldttoilet….. og jeg græd mig selv i søvn. Højst uventet. Hvis den sms var kommet for fem eller bare to år siden, havde vi nok fejret med champagne.

Der har ikke været noget champagne. Ikke en dråbe. Til gengæld har jeg tudet en lille smule på mit arbejde og spurgt Kenneth flere gange, om vi mon kunne komme ud af aftalen. 

Det kan vi ikke. Men jeg kan pludselig slet ikke være i mig selv over, at Træhuset snart ikke er vores mere.

Jeg har sat den grimme orange stol hen foran vores store glasdøre, så jeg en sidste gang kan kigge ud på de træer og småfugle, der har dannet rammen om de sidste 10 års ferier, barsler og weekender. Jeg har haft det lille røde træhus lige så længe, som jeg har været mor. Og det at miste huset er som at miste en del af vores familie. 

Så i nat er det sidste nat med kliken, træerne, det hvide soveværelse, køjesengen og stilheden. Og det er så skide sørgeligt, at vi i morgen kl. 10 kører op i Klippan og skriver under på et stykke papir, der på én gang trækker drømmene om glade drenge og varme sommeraftener i skoven væk under os. Og tilbage står vi med det vi troede, vi ønskede- ét hus, ét simpelt liv med kun én græsplæne. Og pludselig er det eneste vi ønsker os kompleksiteten, de afskallede trævinduer og 2000 kvm græs, der skal slås hver tredje uge.

Vi siger farvel nu og græder lidt og intet bliver helt som før, for det røde træhus har forladt os for altid.

I dag blev det ikke til smøger………..

Før i tiden kunne jeg godt finde på at købe to pakker smøger til ham. Men det er på en måde temmelig passé.
Han ryger nemlig ikke mere.
Der skulle gå ca. 54 år og så var han færdig med det.

Forleden dag opdagede jeg, at han pludselig var blevet mindre end mig. Det gav et lille stik. Måske fordi det mindede mig om, at han en dag vil være væk.

Han har ellers altid været der. Når jeg kom hjem fra skole. Når jeg gik om morgenen. Når jeg var syg og skulle blive hjemme. Så var han der. Og ikke som nutidsforældre (mig selv inklusiv) med den der slet skjulte irritation over ikke at kunne komme på arbejde. Nej, for han elskede og elsker selskabet. Konstant.

Han var og er fjollet som en lille pige og barnlig som en treårig. Han kan leve livet med en så forbilledlig lethed, mens han samtidig til tider rammes af livets voldsomme tyngde.

Han er ofte noget af det mest levende jeg kender, men kan pludselig gå i stå i det hele og derefter ikke røre sig en millimeter i flere dage.

Han er en rørende skabning, der mest af alt altid vil minde mig om Den Lille Prins med den barnlige nysgerrighed og overvældende kærlighed til verden og de nærmeste.

Han smelter en med hans umiddelbarhed og prikker til en for at få svar svar svar.
Han er med andre ord virkelig irriterende og virkelig virkelig elskelig.

Men det er netop det. Det der er.
Han har lært mig, at alt er flydende, at det er helt okay.
At sandheder kommer og går.
Og at man er den man er til man ikke er den, man var mere.

Jeg er sådan en heldig en, som i fødselsgave har fået en af de største (op)gaver og det er at have min far som far. Og det er jeg så umådelig glad for.

PS. Min mor er Pippi, det har jeg vist engang skrevet om, men tænker at jeg snart vil uddybe det:-)

 

Året, der blev væk

Jeg gik ned.
Jeg gik rundt om mig selv.
Jeg gik i stå.

Jeg lærte at trække vejret igen.
Jeg lærte at gå- langsommere.
Jeg lærte at registrere og anerkende, det der var.
Jeg lærte, at jeg ikke gør mig godt som entreprenør. Fordi, jeg som chef bedst kan lide at min medarbejder har det rart.

Jeg faldt i søvn, men vågnede op – i 2017.

Her holdt jeg afsked på min tidligere arbejdsplads.
Jeg ville vise, at jeg ikke kan væltes.
Det var hårdt.
Hun holdt en tale.
Jeg lyttede, men jeg kan ikke huske et eneste ord.
Jeg koncentrerede mig mest om at overleve.
Jeg tog hjem.
Lukkede bogen.
Sundede mig.

En uge efter hørte jeg en sang- en åndsvag én.
Men den vækkede mig.

Jeg lytter nu til Mozarts klaverkoncerter.
Og tuder over en enkelt lille fuldstændig genial tone og længes efter et klaver, jeg kan spille fuldstændigt ugenialt på.
Jeg skriver bøger om små generte piger, der bare drømmer om at danse.
Og kører forbi en rød Ferrari, der hver eneste morgen minder mig om, at drømmene ligger lige om hjørnet og venter.

Det er fredag 

Og jeg har krammet et andet menneske lige lidt for hårdt, fordi jeg blev sådan helt glad for at se hende. Hun havde støvler til Jonattan i en pose og det fineste opvarmede lift i ærmet.

Og jeg har gået morgentur på isglatte stier og veje i kridhvidt lys med varm kaffe i hånden og med ny menneskeven ved siden af mig. Vi talte kun om livet, sorg, døde forældre, angst og lykke.

Og jeg har kørt i flyverdragt ind til hulen i Store Kongensgade, hvor jeg underviste 20 glade damer. Vi grinede og havde røde kinder. Det gør planker, delfiner og krager ved en. 

Og på en hotelbar ved hovedbanen har jeg tænkt store tanker med fire mennesker, jeg næsten ikke kender, om afhoppere og exitere og inde og ude. 

Og jeg har købt slik for 97 kroner.

Og jeg har mødt et af de fineste mennesker, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Og haft en kort men meningsfuld lille snak på Rosenørns Allé, inden vi skulle videre i hver vores retning.

Og jeg har været til frisør med Mattias, hvor vi talte fodbold med frisøren fra Vestegnen. 

Og jeg har fået et job. Sådan et som jeg er glad for. Et jeg godt gider.

Og jeg har fundet en lille seksårig dreng i et skab, der ville forskrække mig, men som havde klukket så højt over sit eget genistregsgemmested, at jeg måtte finde skuespilleren i mig selv frem, da jeg skulle forestille at blive forskrækket.

Og jeg har sat mig i min sofa og tænkt, at livet er sådan helt okay.

De kommer frem om natten

Han stod altid lige bag mit senge hovedgærde om aftenen, når jeg skulle sove som barn. Jeg havde set en af de der afsnit af Sherlock Holmes med Jeremy Brett, som jo er den eneste rigtige Sherlock.
Det var ikke Brett, der stod bag mit hovedgærde, hver gang jeg ikke kiggede, men en mand, der sammen med sine søstre var blevet udsat for giftig røg og var blevet skør eller hjerneskadet eller noget i den retning. Han blev hentet af en gammeldags ambulance med tremmer for bagruden og han kiggede ud på dem med opspærrede øjne.
Bag min dør gemte Carries mor sig, helt religiøst vanvittig med en kniv parat til at slå sin datter ihjel med.
Ved siden af mit skrivebord stod Kim Novak i rollen fra Vertigo.
Jeg så dem aldrig, for når jeg åbnede øjnene var de væk, men når jeg lukkede dem igen, stod de helt skarpt nat efter nat efter nat i mit lille barneværelse, ungdomsværelse, min lille 2 værelses lejlighed i Stefansgade, på Nørrebrogade, Lundtoftegade. Hvert eneste sted jeg nogensinde har boet, har de altid været med.

Senere kom den ledløse The Ring type, der kravler ud af et tv, med i mit rædsels repertoire. Det samme gjorde hende med håret fra Forbandelsen.
I starten af 30’erne stoppede jeg derfor med at se gyserfilm og andre ting, der bare kunne komme i nærheden af at forøge min i forvejen alt for åndsvagt store gruppe af hæsligheder, jeg slæber rundt på om natten.
De er der nemlig stadig. Hver gang jeg er alene hjemme eller sover i et rum alene.

Jonattan har altid kunne sove alene, i mørke rum. Jeg har altid beundret ham for det. Tænk at vide, at intet ondt sker i mørket.
I juleferien ændrede det sig. Han opdagede mørket. Anerkendte det og tog det til sig. For meget.
Han kan ikke være alene i sit værelse mere. Han nægter at sove med mindre, vi er i nærheden og værst af alt han vågner om natten, fordi der står mennesker i hans værelse. Ikke når han har åbne øjne, men når de er lukkede. De er grimme og onde. Og han er bange.
Jeg ved præcis, hvordan han har det, men jeg er jo den voksne, så jeg siger: “Jamen, Jonattan, der er jo ikke nogen.” Og “Far og jeg passer jo på dig- HELE tiden. For altid og for evigt.” Det er ligegyldigt. For de er der. Og jeg ved de er der. Og at de nok altid vil være der ….lidt.

Han kom ind og sov i vores seng en af de værste af nætterne. Jeg kunne ikke sove på de ti cm jeg havde til min krop, så jeg stod op. Jeg gik ind i drengeværelset med Ronaldo på væggene. Jeg lagde mig ned og lukkede øjnene. Træt. Jeg forsøgte at finde ro. Få styr på tankerne. Det eneste problem var, at der stod en mand bag ved hovedgærdet. Carries mor gemte sig bag døren. Kim Novak stod midt i rummet helt sindssyg og smuk. Hår begyndte at vokse ud af loftet og små pagehårspigers ansigter var hele tiden helt tæt på mit. De forsvinder aldrig.

Jeg kan ikke engang skyde skylden på mørket, for jeg havde ladet Real Madrid lavalampen være tændt.

 

Dagpengene fra helvede

Dagpengene er kommet tættere på. Det er det allerværste, jeg ved.
Jeg kontaktede i dag min a-kasse for at få helt styr på det der med supplerende dagpenge, da jeg jo selvfølgelig gerne vil fortsætte min yogaundervisning.

Vidste I, at man ikke kan få supplerende dagpenge, hvis man får løn via fakturaer, man sender ud? Men hvis du har 15 timer som pædagogmedhjælper i en børnehave, kan du godt.
Bevares, hvis jeg lægger alle mine timer efter kl. 17.00, så må jeg godt modtage supplerende dagpenge. Men hey, hvis jeg arbejder, mens mine børn er i skole, så er det UT!

Jeg vidste godt, at jeg havde det sådan her med dagpengesystemet. Jeg oplevede det samme, da jeg afsluttede min uddannelse på universitetet. Jeg følte mig kvalt tilintetgjort og mindre værd. Jeg kunne bare ikke. Derfor søgte jeg arbejde i en kirke, som kirketjener på deltid. Tjente mindre end dagpengesatsen, men var væk fra det der system, der gør mig syg.

Jeg har i 13 år betalt til min A-kasse. Jeg har også en lønforsikring. Den kan jeg heller ikke bruge, hvis jeg underviser lidt ved siden af. Jeg har snart betalt 100.000 kroner til noget, jeg ikke rigtigt kan komme til at bruge med mindre, at jeg smider den eneste ting væk, der får mig til at føle mig i kategori med almindelig hverdagsmennesker- mit freelancejob.
My God.

Nå, men derfor. Hvis du har et job, så gi noget.

More than a woman

En lørdag aften i december viste DR2 eller DRK Saturday Night Fever. Det var sent. Kenneth lagde sig til rette. Han skulle ellers nok lige se dansefilm, kunne man se på ham.
Jeg syntes ikke, jeg var frisk nok til en halvfjerdser discofilm, så jeg gik i seng.

Jeg lagde mig op. Kiggede lidt på telefon, som jeg har for vane. Som om, at verden ikke er der, hvis ikke jeg ser billederne af den hele tiden.

Jeg lagde den dog hurtigt fra mig igen.

Der er nemlig sket en ændring. Med mig. Min hjerne er ikke et tilgroet overophedet drivhus mere. Der er luftet ud. Ryddet nogenlunde op. Sat skik på de fleste af planterne. Nogle er kasseret, andre er klippet lidt ned og alle har nu en plads. At jeg stadig glemmer at vande dem af og til og at de har lidt for mange visne blade, er ok.
For resten er i orden.
Der er, hvad der er.
Det der skal være.

Og derfor lagde jeg også mobilen fra mig 20 minutter før, jeg ellers ville have gjort. Slukkede lyset. Lagde mig godt til rette. Og lukkede øjnene. Og DER begyndte jeg at lytte. Til filmen. Soundtracket. Dette bløde univers af fine melodier, sunget af mænd med falsetstemmer.

Det var en lang lydmeditation.

Den førte mig dybere og dybere ind i barndommens land.
Jeg blev ført tilbage til den treværelses lejlighed vi boede i i Webersgade fra jeg var 5 til jeg var 10. En lejlighed, der i 2016 standarder ville være fuldstændig umulig at bo i for en familie på fire.

Men vi boede der.
Jeg kunne ikke mærke den var lille.
Det var bare mit hjem.
Der var det, der skulle være. Et badeværelse med et tapet med kæmpestore rosa blomster og avocado grøn baggrund. Der var påsatte træpaneler på væggene i stuen. De to sidste værelser skiftede tit status fra at være delt børneværelse, forældresoveværelse med skrivebord og walk in closet, delt forældre/børneværelse og spisestue osv. Alt var muligt. Og alle konstellationer var prøvet den dag, vi flyttede videre til Herlev.

Men mit nutids-jeg lå nu i sengen på Ferskenvej og lyttede til More than a woman og Stayin alive og tænkte tilbage på det sted, der endte med at være det ikoniske barndomshjem. Det jeg altid vender tilbage til i tankerne, når alt krakelerer.

Jeg husker, hvordan der skulle luftes ud, når gæsterne var gået hjem en sen lørdag aften. Hvordan den gule røg hang tungt i luften, mens de voksne ryddede ud og havde sat She med Charles Aznavour på, medens jeg nød musikken og den kolde luft, der kom udefra.

More than a woman fadede ud og mine tanker standsede og førte mig tilbage til sengen på Ferskenvej.
Tilbage var vejrtrækningen.
Mig som 41 årig.
Hvilende.
Nostalgisk.
Men lykkelig.
Mere er der ikke i det.