Tanke skæld ud og yogasky

2015-08-09 12.29.30Efter en sommerpause på et par måneder er jeg nu eeeendelig tilbage i yogalærerbuksen. Det ville næsten være en underdrivelse at sige, at jeg elsker det. Jeg har så meget savnet at sidde og komponere flowsekvenser med mine små tændstikmænd, som ligner små noder. Ofte får jeg helt sommerfugle i maven, når jeg finder den helt perfekte sekvens, der ender i den mest uimodståelige stilling, som jeg glæder mig til at give videre til mine elever.
Det er en gave, at jeg har fundet min passion, som har opløftet min hverdag til noget ganske andet. Jeg ser pludselig utallige muligheder for fremtiden, som godt nok kræver en del arbejde og masser af timer væk fra familien. Men den giver mig også en nærhed til livet, som af og til kan gøre mig til lidt af en tosse ( Ja, jeg ved det faktisk godt.) For jeg suger til mig.
Når jeg læser på facebook, at en eller anden yogalærer anbefaler at stå med bare fødder på en græsplæne, så gør jeg det. For tænk hvis den oplevelse er ligeså pisse-fucking-fantastisk, som det yogaen ellers har gjort for og ved mig.
Jeg giver den altså med andre ord pænt meget yoga-gas lige for tiden, men jeg er stadigvæk ligeså selvironisk og selvkritisk som jeg altid har været. Så passionen og personligheden kan til tider splitte mig. For hvordan kan jeg på den ene side flyve på en lyserød yogasky og være lige ved at tude, når jeg efter at have ligget i tre minutter med en yogablok “på det bløde stykke af ballerne”, fordi det er så åbenlyst, at lige præcis de tre minutter var så banebrydende for resten af mit liv? Når mit selv-ironiske/kritiske over-jeg samtidig står og ser til og bombarderer mig med tanke-skæld-ud og råber: “Tag lige en slapper, Yogini Løvehjerte, med alt det yoga-rabalder. For lige om lidt tager du hjem og ser Gossip Girl og spiser kødburger.”
Så jeg vil sige det sådan, at intet er fuldendt endnu. Jeg er stadig bitter, hysterisk og grundnervøs helt ind i nyrerne, men heldigvis har det fået et kæmpe modspil- alt det dumme og det er egentlig bare det, jeg ville sige:-)