Vejen

Jeg har længe ville skrive et eller andet om den der Camino tur. Noget med dens vigtighed og alt muligt. Men så skete “tiden”. Den går sådan en. Jeg lægger vasketøj sammen og går på arbejde og laver yoga, i mens så går tiden bare, som om intet kunne stoppe den. Min veninde Pernille nævnte sidst, jeg skrev et blog indlæg, at hun var spændt på, om jeg ville poste oftere end hende, da hun havde en blog. Det har jeg også været spændt på….
Frekvensen har været svingende og lidt ikkeeksisterende. Men altså sagen er, at hvert sekund af mit liv skriver jeg bøger, blog indlæg og lange rejsereportager-  i mine tanker. De når bare ikke ned på papiret eller i worddokumentet.

Men altså Caminoen. Ligesom det år jeg boede i Paris definerede meget af min ungdom på godt og ondt, definerede mit år på Universitetet i Rom mit religiøse (eller mangel på samme) liv. Da jeg tog på rygsækrejse til Thailand og Malaysia vækkedes min søgen efter yogaens verden, som definerede MIG fra jeg var i midt-tyverne til nu. Caminoen, de fem dage vi havde, fornemmer jeg, vil definere resten af mit liv.

For første gang i mit liv forstod jeg, at selve rejsen – eller vejen – er det vigtigste. Målet er bare der, hvor vejen ender. Vejen var 100 % alt. Vejen gjorde ondt, men var så fuldstændig gennemgribende fantastik. Den var smuk og grim og lurvet og tørstig og støvet og varm og alle følelser på en gang.
Lige præcis på den vej mellem Léon og Ponferrada stod tiden fuldstændig stille. Tiden var gået i stå og evigheden viste os vej. Jeg var i en konstant følelse af noget velkendt, som jeg aldrig rigtigt har kunne sætte fingeren på.
Som barn oplevede jeg følelsen som en altoverskyggende følelse af savn. Jeg kan huske, at jeg allerede i 5 års alderen definerede den som ”Jeg savner farfar”-følelsen.
Følelsen overmander mig stadig i ny og næ. Jeg er nu blevet mere klar over, at det nok ikke er en følelse, der kun har rod i et savn til min farfar, der døde i 1979. Jeg definerer nu følelsen som lykkelig melankoli – udefineret overvældelse af skønhed og forfald. Storhed og evighed.

Som barn knugede følelsen tit i maven på mig, samtidig med at jeg søgte den. Jeg søgte den i billeder, musik og da jeg blev ældre i bøger. Jeg søger stadig følelsen. Og der midt på vejen i Nordspanien fandt jeg den materialiseret i luften, træerne, gruset, bjergene og de faldefærdige huse i små brune landsbyer. Lige der fornemmede jeg, at følelsen hørte hjemme og det gjorde jeg også.

Jeg har det med nogle steder, som med mennesker jeg holder meget af. Jeg savner dem, som var de et kært familiemedlem og jeg er først rigtig mig, når jeg er lige der på mit aller ynglings sted. Paris har i mange mange år været en kær slægtning, som jeg savner så jeg græder en gang i mellem.2015-09-01 18.26.53 Rom får mit hjerte til at slå lidt hurtigere.
Og nu Caminoen. Vejen. Som resten af mit liv vil fylde mig med længsel til jeg står på den igen. Jeg savner den. Virkelig. Og samtidig er jeg så fuldstændig åndeløs over, at jeg nu har fundet et sted, jeg vil kunne udforske i mange mange år endnu. For Caminoen er til forskel for Paris og Rom ikke et defineret sted som sådan, men en følelse og en grusvej som opfylder alle mine drømme- og det er faktisk ret stort at have fundet.