Aldrig mere nisseven

Den sidste tid har været mørk på flere niveauer. Og som altid når dagene bliver kortere og temperaturen falder, begynder jeg at rulle mig sammen til en kugle. Helt bogstavelig faktisk. Mine skuldre har i forvejen en tendens til at søge fremad og det øverste af ryggen rundes, hvilket nok har sin oprindelse i, at jeg i 5. klasse var den allerhøjeste pige i klassen, fordi min krop valgte at vokse sig til sin fulde længde på 172,5 cm på et halvt år. Pænt traumatisk, at være den stille pige, der bare gerne ville sidde og læse på sit værelse og så pludselig ikke kunne skjule sig. Jeg var i flere år et hoved højere end alle andre og var derfor også hende den akavede ranglede type, der til springgymnastikopvisning for 11 årige løb rundt i abekostume, men lignede en på 16 år. Der var alligevel en del hvisken i krogene den dag i Herlev Hallen i midt firserne.

For at sige det som det er, bliver jeg stadig utilpas, når jeg går ved siden af mennesker, der er lavere end mig. Jeg ryger direkte tilbage til mit 11 årige ranglede jeg, og runder lige lidt ekstra, så jeg ikke virker så utroligt vanvittig høj på mit lidt mindre medmenneske.

Min krop lærte at gøre sig lidt kortere ved at få en virkelig uhensigtsmæssig holdning og den har jeg stadig. Der er intet yoga i verden, der kan tage den psykiske runding ud af kroppen, men jeg gør hver dag mit til, at der ikke sker en yderligere udvikling. Og især i vinterperioden skal der ekstra arbejde til. Folk ville tro jeg var tosset, hvis de så hvor mange ting, jeg ligger på hver dag. Hver morgen ruller jeg ryggen på en foamrulle, jeg ligger mig i Saddlepose med blokke på forskellige leder under skuldre og hoved, jeg ligger på sammenrullede måtter og laver kameler og Sphinx’er. Det er min rutine og jeg lever med den.

Selve julen ruller mig ekstra sammen, fordi travlhed gør mig endnu mere rund i topryggen. Der er eddermugme meget, der skal nås i denne måned.
Jeg kan nu faktisk virkelig godt lide december og jul. Jeg elsker julesange, julebag, juleudsmykning på gaderne og julekalender med børnene. Jeg elsker det julen er for børnene. Til gengæld er jeg mindre vild med det, som voksne gør ved hinanden  i julen. Venner, familie, kollegaer, pædagoger i børnehaver, SFO’er og lærerne i skolen, trænere til fodbold, you name it. Listen fortsætter i en lang gusten uendelighed med pålagt skyld med skyld på og dårlige æbleskiver som sidedish.

I år har jeg startet mit eget lille forsigtige modangreb på julestafetten iværksat af velmenigheden. Når man er 40 år, er man blevet så gammel, at man selv må bestemme, hvad man har lyst til at proppe i sin jul. Der er derfor skåret julefrokoster, afslutninger, nissevenner og voksenpakkekalendre fra. Det er ikke de mennesker, der står bag dem, jeg har skåret fra, for de er alle, hver og én, virkelig virkelig fine eksempler på, hvad gode mennesker er. Jeg tror bare, jeg er en meget bedre ven, kollega, mor osv., hvis jeg ikke behøver at sætte “nisse” foran i december.