Jonattan

Den her lille tekst skrev jeg for et par måneder siden efter at have været til skoleparathedssamtale i Jonattans børnehave. Jeg var lykkelig, stolt og klar til kamp:-)
Den handler om, hvordan modgang kan ændre og styrke, men at der stadig er omkostninger:

Vandet gik i 30.uge og i 34. blev han født. Fra vandet gik til hans fødsel var jeg sengeliggende på Rigshospitalet. De fire værste uger af mit liv. Savnet til dem derhjemme var så enormt, at depressionen lå og lurede et ikke helt så fjernt sted. Jeg flygtede fra virkeligheden med 1000 afsnit af Sex and the City. Resten af tiden tænkte og tænkte og tænkte jeg….mest på hvordan alt skulle ændre sig, når jeg en dag kom hjem og vi igen var os. Plus én.
Det eneste jeg egentlig husker af alle de tanker og som jeg tit vender tilbage til var: yoga. Crazy at ligge og tænke på yoga med en familie, der føles som noget, der langsomt smuldrer væk og hvor kun frustration og angst er tilbage. Men yoga var min redningsvest og det eneste jeg vidste kunne gøre en forskel. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville løbe igen. Nogensinde. Det løfte har jeg ikke kunne holde. For jeg løber stadig både med løbesko og ofte uden- på mit arbejde, derhjemme, til og fra noget. Mere nu end nogensinde før. Det meste af tiden er jeg en kriger, der kæmper mig igennem dagen, verden, møder, indkøb, hverdag og weekender. De sidste snart 6 år har jeg erfaret, at hvis ikke jeg kæmper, taber jeg. Hospitalsforløbet lærte mig, at intet er givet, intet kommer let og at de fleste kampe bør tages. Og jeg dyrker yoga, som aldrig før- ikke en dag uden kriger 1, 2 og 3. Og det virker!

Da Jonattan kom til verden, var han et kilo større, end beregnet. Jeg så det som en sejr over dem, der havde ladet mig ligge på en firemandsstue uden særlige hensyn til, at mine besøg indeholdt en 3 årig.

Men han var stadig lille. Han fik gulsot og skulle ligge med små solbriller og var viklet ind i bobleplast. My God. Det var det sødeste, åndsvageste, tristeste og mest hjerteskærende syn, jeg nogensinde har set.
Da vi kom hjem var alting godt, lige indtil det ikke var det og en RS virus fik indlagt os på Hvidovre lige op til jul. Jeg var ikke ked af det mere. Jeg var uoverskueligt vred. Vred over at være indlagt igen, over forholdende, lægerne der virkede ligeglade og over at vi skulle igennem det igen. Shit altså, jeg havde misset det meste af Mattias første børnehavetid, hans første feriekoloni og nu måske også en juleaften. Jeg tror jeg fik superkræfter. Blev tre meter høj, talte bestemt og tydeligt. Jeg havde krav på, at der kom en læge og tilså ham. Han var ikke døden nær, men vores familie var ved at visne over skuffelser, savn og sorg. Vi kom hjem lillejuleaften.

Jonattan startede i dagpleje. Og fire måneder efter ville hun ikke være dagplejer mere. Den næste blev alvorligt syg og den tredje blev næsten taget fra ham, fordi en anden dreng havde mere brug for et trygt sted at være. Behøver jeg sige, at jeg kæmpede, talte, skrev, tudede, råbte og det blev jeg ved med til han fik lov at blive hos sin sidste dagplejer.

Derefter startede det børnehavemarathon, der viste sig ikke have været kampen værd. Efter flere besøg fra en sundhedsplejeske med speciale i børn, der er født for tidligt, fik vi lov til at søge om at kunne blive henvist til en lille børnehave, der ville være god for ham. Han fik en plads i en lille fin børnehave, der viste sig at være alt andet end fin. De næste to år gik med, at hans selvtillid krakelerede fuldstændig og kulminerede i, at et par virkelig ubehagelige forældre på den mest upassende måde, bad os om at finde en anden fodboldklub til Jonattan. Børnehaven prøvede at vise en eller anden form for fokus, men gav den ikke synderligt gas.
Vi fandt derpå en børnehave til Jonattan, hvor han ville kunne starte i en skolegruppe. Der har han nu gået siden september sidste år. I torsdags var vi til førskolemøde med hans kontakt person. Der er ikke det mindste at sætte på ham. Han er social. Han leger med alle. Hans sprog er alderssvarende. Og han er SÅ klar til at skulle i skole.

Jonattan har gået i SFO siden 2. maj, han er glad, træt, har nye kærester hver dag og tonser på, som kun en lille kriger kan. Jeg er glad, men klar til kamp når som helst og hvor som helst. Og du taber…..muahahahah.

2012-05-12 18.36.28

Lige for tiden tænker jeg rimelig meget på:

 

  • Om min kørelærer Sven mon lader sig pensionere efter mig?
  • Om man mon kan køre bil uden at ramme rundkørsler, motorveje og venstresving i kryds?
  • At 100% af mine vågne timer har en overskrift i min kalender: aflevere, arbejde- Red Barnet, Teori i Tip Top, undervise i DoYoga, Undervise i UpDogYoga, Undervise på Frederiksberg, køre på motorvej med Sven, tage Mattias til løbehjulstræning, tage Jonattan til fodbold, fodboldturnering, førstehjælpskursus, teoriprøve, drikke hof med Mette på Borgerkroen……..
  • Om man rent faktisk kan lave så meget yin yoga, at travlhed, stress og hektiskhed bare preller af en?
  • Eller om jeg fik så stor en dosis af stress i februar, at min krop nu bare frastøder det?
  • At trække vejret
  • At danskere er pænere, sødere og venligere i 20 graders varme
  • Hvor taknemmelig jeg er for at have læst artiklen, der fortalte, at A38 faktisk er sundere end Skyr
  • At jeg nok holder mig fra Skyr de næste syv til otte år
  • Om Netflix nogensinde bliver det samme efter Dexter?
  • Om noget som helst TV-relateret bliver det samme efter Dexter- verdens allersødeste seriemorder?
  • At jeg for første gang i 5,5 år afleverer børn på samme matrikel
  • At samtlige af De Unge Præster er små mirakler for folkekirken
  • At jeg er blevet ældre- ellers kunne jeg ikke have skrevet den ovenstående linje uden ironi2015-09-03 14.56.23