Den frigjorte der havde andre planer

Når man sættes stolen for døren, kan man vælge to ting: at føle sig smidt ud som småt brændbart eller at ranke ryggen, finde sin indre Pippi og tænke “Hey, den fest ville jeg slet ikke med til”.
Som en tørlagt alkoholiker eller en ikkespillende ludoman, der undgår gamle drukvenner og spillehaller, SKAL man også som vaklende ny-semi-rask-stressramt ikke græde overvældende meget snot, når stresskatalysatoren sætter en fri og siger “du må ikke være med mere”. Sådan er det bare. Og mere kan der ikke siges om det. Eller det kan der nok, men jeg gider ærligt talt ikke.

Jeg vil hellere tale om den spirende nysgerrighed, jeg nu mærker. For egentlig har jeg før i tiden været sådan en lidt tosset type, der snildt kunne møde min afdøde morfar i en døråbning, eller tage mig selv i at få taget billeder af min aura eller blive healet af en ældre dame i et socialt boligbyggeri i Herlev.
Jeg var vel nærmest den virkelige verdens Phoebe.
Det har jeg godt nok ikke været i mange år. Jeg har været dræbende kedelig og voksenagtig og købt ind på Nemlig og lagt budgetter både i privaten og på mit arbejde.
Jeg har arbejdet med målgrupper og effektmålinger begge steder og  alt har været sådan en lidt cost/benefit-analyse-agtig hverdag.

Det gider jeg egentlig ikke mere. Det føles i hvert fald som om, at hverdagen, der indebar så utroligt mange helt ufatteligt kedelige ting, der hørte til i samme skuffe som strategiudvikling og “at se maling tørre”, endte med at suge alle enhjørninger ud af mit liv. Jeg har derfor taget den beslutning, at i år IKKE bliver mit Hank Moody-år, men til gengæld året hvor jeg løber efter regnbuer, enhjørninger og hverdagseventyr. Jeg skal dykke helt ned i Haruki Murakamis forfatterskab. Og spille Afrikas stjerne (og snyde) og høre Santana og overveje at blive katolik. Og drikke en lille smule mere Rosé vin.

Bare fordi!

HA!

De siger, det går bedre

De siger, det går bedre.

Fordi jeg siger, at det går bedre.

Det gør det også.

På en måde.

Men der er altså også det der med, at mit blik ikke længere er uskarpt og kroppen ikke længere indhyllet i vat.  Jeg mærker alt igen.

Og det er ret vildt.

Jeg mærker det på sekundet, hvis mit hjerte hamrer hurtigere, min vejrtrækning føles besværet, det svimler og jeg næsten falder eller sommerfuglene starter med at flakse. Inden jeg blev sygemeldt, var det min hverdag. Med sindssyge symptomer. Uden at jeg kunne mærke dem…..

Jeg har ikke været svimmel i mange måneder nu, men hjerte, vejrtrækning og sommerfugle er der stadig noget med. Ikke hele tiden. Men min krop registrerer det lige med det samme.

Min hjerne er heller ikke helt med, men den hviler i det mindste lidt nu. Jeg kan koncentrere mig nogenlunde igen. Om én ting af gangen. Jeg øver mig i, at det KUN er én ting. Jeg vil ikke mere “have flere bolde i luften” og jeg trives ikke med “mange forskelligartede opgaver i et dynamisk miljø” og “perioder med ekstra arbejdspres”. Jeg troede egentlig, at jeg ville trives med den slags, men min vejrtrækning sagde noget andet. Så mine tre en halv måneders lange sygemelding har sænket min puls og givet mig en eller anden form for afklaring.

Den hårdeste kamp starter først nu. For afklaringens klarsyn, skal nu materialiseres  ud i en hverdag og et arbejdsliv, jeg kan leve i og med. Og det jeg frygter aller aller mest er at blive følelsesløs igen.