Der er typer, der skal være glade for, at jeg ikke i øjeblikket uddeler lammere

​Jeg har lige været til endnu en fest. I 20 minutter. 

Man havde efter sigende glemt at invitere os. Så da Jonattans allerbedste venner – udklædte og høje på den dejlige halloween fest, de var til sammen med deres forældre – bankede på vores dør kl. 18.00 og inviterede os, kunne jeg ikke andet end at æde stoltheden og iføre Jonattan i lidt udklædning og mig selv i en eller anden form for tøj og marchere derover på vrede og en følelse af at være 12 år og være holdt udenfor. 

Jeg blev mødt med et “Heeej” og krammere. Jeg har aldrig, aldrig!!!! haft så umådeligt svært ved ikke at stille disse kvindelige voksen-og børnemobbere op på en lang række og skyde til måls på dem med en mobbekuffert. 

Da Jonattans bedste venner også lige havde nået at øve på et flot trampolin nummer, selvfølgelig uden Jonattan og derpå udførte det foran klappende mødre, proklamerede Jonattan, at han ville hjem. Lige så højt sagde jeg, at det kunne jeg sgu godt forstå og det ville jeg også. 

Så vi tog vores gode tøj og sko og skred. Der er vel ingen skam i at skride med trampende skridt fra en lorte fest, hvor man ikke er inviteret?

Og heri ligger nu den store øvelse, hvor jeg med ikkedømmende tilgivelse , iagttager oplevelsen uden at lade verden overmande mig. 

Så se mig nu, spise min rosin og udføre min kropsscanning med ét eneste fokus. Nemlig NU og ikke “Skam Jer”.

Ps. Jonattan er okay. Vi har krammet og snakket og spist hjemmelavet mangosushi, mens vi lavede yoga stillingen ‘flyveren’ (på børnesprog)😊

Om rosinøvelsen og det der nu

Jeg spiste en rosin i går. Først lagde jeg den i håndfladen. Udforskede den. Tog den op med tommel og pegefinger og førte den op til øret for at undersøge om den havde en lyd. Jeg duftede til den og til sidst lagde jeg den på tungen. Stille og roligt blev den blødere og blødere. Og til sidst tyggede jeg blidt på den, inden jeg slugte den.
Den oplevelse blev lige med det samme lagt i kurven for virkelig spøjse, lettere akavede, men lærerige oplevelser.

Og Jeps, kendere ved, at rosinøvelsen åbenbart er en classic inden for MBSR- mindfulnessbaseret stress reduktion.

Jeg var på MBSR kurset i går for allerførste gang. Typisk for mig kom jeg fem minutter for sent, fordi jeg havde undervist yoga i Nordvest kvarteret fra 8 til 9 og derefter talte med en af damerne på yogaholdet om hendes syge far og datter. Jeg beklager, men jeg kan ikke lade være. Selvom det så betød, at jeg skulle forcere det meste af nordvest og Frederiksbeg på 13 minutter. Det tog så åbenbart 18. Jeg arriverede derfor kampsvedende, undskyldende og fyldte allerede dér alt for meget.
Vi skulle fortælle hinanden i gruppen, hvorfor vi var der. Nærmest som et AA møde for folk, der misbruger tid, sig selv og deres nærmeste. Vi var faktisk alle sammen lidt flove over, at vi kom der som små knækkede mennesker, der ikke rigtigt magtede verden.
Men vi var også stærke fordi, vi faktisk var der. Og jeg sad flere gange og tænkte på de lige knapt 100 mennesker, jeg kender, der også burde være der.

Jeg blev meget opmærksom på, hvor meget autopilot mit liv har været på i mange år. Hvor meget jeg har lavet og oplevet, mens jeg lagde nye planer og regnede nye budgetter ud. Hvor tit jeg har gjort noget uden at være til stede overhovedet. Det sker jo hele tiden under madlavning, indkøb, transport til og fra noget, samtaler med mine børn, samtaler med min mand, når jeg har læst en bog eller set en film. Ja, stort set hele mit liv leves i et filter af “Hvad nu hvis” eller “Hvorfor skete det”. Fortid og fremtid. Aldrig nutid.

Så nutid, det skal altså prøves af nu. Jeg ved overhovedet ikke, om det kan lykkes. Nutid er sgu en svær en. Det er ligesom om, at den er en smule kedeligere, end de andre tider. Men jeg er nu villig til at give den en chance. Måske kan jeg faktisk nå det, så jeg for en gang skyld kan nyde julemåneden uden at stresse over, hvad julen engang var og om vi får gjort julen lige så god, som den var dengang.
Måske vil man endda kunne finde mig til en af de der arrangementer på fritidshjemmet med 6000 børn og deres forældre, der løber rundt på 100 kvm. mens man jonglerer 2 tørre æbleskiver på en paptallerken i den ene hånd og en kop meget sød gløgg i den anden, på en stol midt i det hele med et stykke nougat i hånden, studere det grundigt, dufte til det, lytte til det, lægge det stille på tungen og lad det smelte i sit eget tempo. Det ville på alle måde være blæret. Jeg er dog lidt i tvivl om, om MBSR og jul er forenelige. Det ender nok mere med at blive som den plejer med et spækbræt, en kniv, en rulle marcipan, en pakke nougat, en der siger ” Ooooog sæt i gang” og 10 minutter efter er alt væk, mens jeg sidder kørt ned på fedt og sukker og drømmer mig frem til i morgen, hvor alt bliver anderledes. Hvor jeg har løbet en tur og kun spist mandariner og rødkål på Årstidernes måde.
Men alt det er jo fremtid og nu er nu. Og lige nu spiser jeg rosiner på den mindfulde måde.

Dragen

Mit første besøg i biografen var i slut 70’erne. Jeg skulle se Peter og dragen Elliot med min far. Jeg klarede 5 minutter. Et stort mudderslagsmål mellem fulde mænd, var mere end hvad mit lille hoved kunne klare.

 På vej hjem købte vi en billedbog med historien i stedet. 

Jeg har altid elsket den historie. Den lille dreng med hans usynlige drage. Det der fantastiske venskab, der også tåler, at de giver slip på hinanden. Det er så fint, at man kunne tude.

Det gjorde vi også i biografen i forgårs. Vi græd, fordi Peter ikke kan blive hos sin drage. Og fordi dragen skal videre, nu hvor Peter har fået en familie af mennesker. 

Alle har brug for en drage i en  periode. En man kan flyve 80 km væk sammen med og som passer på dig i skoven. En der kan slippe dig fri. Give dig mod til at brøle din vrede ud. Give dig styrke til at klatre op i de højeste træer. Og som griber dig, når du uopmærksomt falder ud fra den stejleste klippe.

 Jeg har prøvet at falde. Dragen greb mig ikke. Men noget greb mig dog og trangen til at brøle har overmandet mig. Så dragen må være der et sted. Den er stadig usynlig, men jeg tror at den kommer. Ligesom da jeg læste den gamle billedbog højt for Mattias for mange år siden og han forventede at dragen Elliott ville komme forbi hvert øjeblik. Han savnede også sin drage. Det gør vi nok alle. Alle mangler en drage.



Jeg giftede mig med en håndværker

Som AKADEMIKER gjorde jeg noget meget kontroversielt for mere end 12 år siden. Jeg faldt for en HÅNDVÆRKER. En krøltop af en elektriker. Jeg giftede mig også med ham. OG jeg er stadig gift med ham.

Det er tydeligt, at det for mange er en virkelig mærkelig konstellation. Mange bliver nærmest forlegne, nå vi når til: “Nåh, men hvad laver din mand, så?” Det er helt tydeligt, at forvirringen overmander dem. Tusindevis af spørgsmål suser igennem deres hoveder: “Hvordan kan det lade sig gøre?” og “Hvad taler de om, hvis han vil tale om lampeudtag og hun om Den nikænske Trosbekendelse?”
Det er så tydeligt, at det nærmest er et tabubelagt liv, vi har valgt. Men helt ærligt, det er det altså ikke. Jeg indrømmer da blankt, at nej, vi taler halvsjældent om syndens årsag og den frie vilje. Og det er måske endnu sjældnere, at vi berører ohms lov. Til gengæld taler vi oftere om vigtigere ting som skove, vandring, ro, himmel og selvfølgelig børn.

Jeg  ved, at uden ham, ville jeg skøjte rundt i luftige drømme om alt og ingenting og samtidig excelarke alt til døde. Han er om muligt det perfekte Yin til min Yang og omvendt. Vi er en enhed, der hele tiden holder hinanden oppe og- når det er nødvendigt – nede. Som enhed er vi stærke og så er jeg egentlig fløjtende ligeglad med, om han har gået på EFG eller universitetet- det samme er han om mig. For sjovt nok møder han jo lige så mange fordomme i forhold til mig. Men hvorfor er det sådan? Man gifter sig bare ikke uden for ens kaste eller hvad? Jo, hvis det er manden, der har den “højere” uddannelse, er det jo helt helt normalt. Men omvendt- no way!!!!
Men altså hvis man er villig til at kigge efter kærligheden i andre luftlag, kan man ende med at finde det ene menneske, der giver ens liv allermest mening.

Kærlighed til alle!

SA-TA-NA-MA

I går gik jeg i hælene på den smukkeste kvinde, der var klædt i hvidt fra top til tå. Hun havde sådan en turbanagtig ting på hovedet og selv hendes Helly Hansen jakke var hvid. Jeg gik sammen med 15-20 andre- rundt og rundt i Kongens Have.
Solen skinnede naturligvis på os og det der skønne væsen, der lærte os at gå igen. På en ny måde.
Jeg er ellers vant til at gå. Jeg går relativt meget. Især de sidste par måneder, hvor min app fortæller mig, at jeg hver eneste dag har gået imellem 10.000 og 45.000 skridt. Så gå det kan jeg. Men altså ikke på den måde, som hun kunne.
For et stykke tid siden besluttede jeg mig for at udvide min horisont og springe på tog, jeg ikke før har kørt med. Og i går sprang jeg på toget med en helt ukendt destination. Jeg anede ikke, hvad Breathwalk var, da jeg takkede ja til tilbuddet om en plads på workshoppen her. Jeg havde ikke en gang tjekket op på det inden, som mit gamle kontrolfreaks-overjeg ellers før i tiden klart ville have gjort.
Da jeg så hende, Shakta Kaur, blev jeg blændet af hendes umiddelbare personlighed, der var så lys og let. Og da vi 20 minutter efter gik i en lang række efter hende ned til Kongens Have, må vi have lignet en løbeskos-sekt på tur. Men jeg var ligeglad. For jeg var klar til min oplevelse.
Efter nogle indledende øvelser startede vi med at gå. Bare gå. Så kom ørnevejrtrækningen. Fire stødvise indåndinger ind i takt med de skridt, vi tog. Derefter 4 stødvise udåndinger. Vi skulle chante SA-TA-NA-MA inden i os selv og udføre fingermagi. Pegefinge til tommelfinger. Langefinger til tommelfinger. RIngefinger til tommelfinger. Lillefinger til tommelfinger. Forfra. Igen. Og igen. Og igen. Og så begyndte tårerne at løbe. Træernes skønhed udfoldede sig. Jeg kunne dufte græsset. Høre fuglene og børnene, der legede. Og det gik op for mig, at det er sådan det føles, når hjernen får fred. Når tankerne stopper, fordi de drukner i SA-TA-NA-MA, fingermagi, vejrtrækning og at gå.
Da jeg om eftermiddagen skulle hente mine egne og et par stykker af nogle andres drenge, gjorde jeg det igen. Det virkede.
På et tidspunkt blev jeg afbrudt af en ung pige, der ledte efter Flintholm st. Jeg lagde armen om skulderen på hende og sagde “kom med, så følger jeg dig på vej.” Hun blev nok lidt overrasket, men forhåbentlig på den gode måde. Det samme gjorde jeg.

SA-TA-NA-MA:-)

En dag vil jeg plastre min verden til med glimmer, candyfloss og bobletyggegummi.

Jeg har valgt at udøve lidt selvcensur og slettet mit sidste blogindlæg.
Mere Pippi et jeg så heller ikke.
Men jeg glemmer tit, at der også findes mennesker, der ikke får et sug i maven bare ved at tænke på Mio min Mio. At verden styres af dem, der har glemt, at også de engang var børn, der drømte om at blive prinsesser eller riddere. At firkantet klart trumfer det ovale…

Og det må man jo gardere sig i mod. Jeg turde ikke gå op imod det firkantede.

Jeg mener dog stadig hvert et ord, ordene står bare ingen steder mere.
Til gengæld borer de sig længere og længere ind i min bevidsthed og sætter sig fast overalt.

Jeg var til stresscoach i mandags og fortalte hende, at jeg var bange for min manglende reaktion.
Hvornår kommer den, spurgte jeg hende?
Hun svarede: den kommer ikke, Camilla. Du har allerede haft den- de sidste 3,5 måned. Du kan ikke reagere mere nu. Ikke negativ i hvert fald.

Så nu gør jeg det modsatte.
Jeg vil videre, hvile og vove mig ud i nye ting.

Jeg har dog endnu ikke fundet en eneste enhjørning eller regnebue. Til gengæld har min mindste lille seksårige dreng foldet sig helt sammen som en kugle og lagt sig ind til mig og faldet i søvn på et sekund. Det er faktisk næsten det samme.

2016-08-30-21-18-41

Så nu vil jeg øve mig i at finde glimmer, candyfloss og bobletyggegummi. Og så starter jeg derfra.