SA-TA-NA-MA

I går gik jeg i hælene på den smukkeste kvinde, der var klædt i hvidt fra top til tå. Hun havde sådan en turbanagtig ting på hovedet og selv hendes Helly Hansen jakke var hvid. Jeg gik sammen med 15-20 andre- rundt og rundt i Kongens Have.
Solen skinnede naturligvis på os og det der skønne væsen, der lærte os at gå igen. På en ny måde.
Jeg er ellers vant til at gå. Jeg går relativt meget. Især de sidste par måneder, hvor min app fortæller mig, at jeg hver eneste dag har gået imellem 10.000 og 45.000 skridt. Så gå det kan jeg. Men altså ikke på den måde, som hun kunne.
For et stykke tid siden besluttede jeg mig for at udvide min horisont og springe på tog, jeg ikke før har kørt med. Og i går sprang jeg på toget med en helt ukendt destination. Jeg anede ikke, hvad Breathwalk var, da jeg takkede ja til tilbuddet om en plads på workshoppen her. Jeg havde ikke en gang tjekket op på det inden, som mit gamle kontrolfreaks-overjeg ellers før i tiden klart ville have gjort.
Da jeg så hende, Shakta Kaur, blev jeg blændet af hendes umiddelbare personlighed, der var så lys og let. Og da vi 20 minutter efter gik i en lang række efter hende ned til Kongens Have, må vi have lignet en løbeskos-sekt på tur. Men jeg var ligeglad. For jeg var klar til min oplevelse.
Efter nogle indledende øvelser startede vi med at gå. Bare gå. Så kom ørnevejrtrækningen. Fire stødvise indåndinger ind i takt med de skridt, vi tog. Derefter 4 stødvise udåndinger. Vi skulle chante SA-TA-NA-MA inden i os selv og udføre fingermagi. Pegefinge til tommelfinger. Langefinger til tommelfinger. RIngefinger til tommelfinger. Lillefinger til tommelfinger. Forfra. Igen. Og igen. Og igen. Og så begyndte tårerne at løbe. Træernes skønhed udfoldede sig. Jeg kunne dufte græsset. Høre fuglene og børnene, der legede. Og det gik op for mig, at det er sådan det føles, når hjernen får fred. Når tankerne stopper, fordi de drukner i SA-TA-NA-MA, fingermagi, vejrtrækning og at gå.
Da jeg om eftermiddagen skulle hente mine egne og et par stykker af nogle andres drenge, gjorde jeg det igen. Det virkede.
På et tidspunkt blev jeg afbrudt af en ung pige, der ledte efter Flintholm st. Jeg lagde armen om skulderen på hende og sagde “kom med, så følger jeg dig på vej.” Hun blev nok lidt overrasket, men forhåbentlig på den gode måde. Det samme gjorde jeg.

SA-TA-NA-MA:-)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s