Mavepusteren

Da jeg sprang ud i det store, dybe, mørke og til tider helt tyrkisblå hav, var det med en følelse af lige dele angst og kæmpe store sommerfugle i maven. Bevares jeg sprang ud i havet med en lille sikkerhedsvest, der var formet af en fritstilling, der sendte mig penge hver måned frem til februar 2017.
Det føltes som om, jeg havde fået et gavekort med overskriften:
“5 MÅNEDERS FRIHED- MÅ BRUGES PÅ HVAD SOM HELST. ”

Samtidig kan man jo ikke flygte fra sin egen personlighed, så med friheden fulgte angsten for, hvad der så skulle ske. Det var jo KUN 5 måneder.

Jeg har snart brugt to af de fem måneder. Så jeg gik i panik og søgte et arbejde. Dét, som jeg var til samtale hos i mandags.
Jeg kan godt huske, at det gav god mening, jobbet altså, da jeg søgte det. Det er 25 timer. Det er tæt på. Det er et område jeg kender så godt- at jeg får kvalme og åndenød af at tænke på det. Men det ville kunne betale regningerne og give mig ro.

Men tage min frihed.

Og hvem får FEM måneders frihed og leverer de to af dem tilbage?
Det er 1000 år siden, jeg har været så levende, så kamplysten, så idérig og fyldt med optimisme.

Jeg har talt med kloge mennesker om det- altså min mand, mor og den klogeste pige jeg kender, Ida Tania Westergaard.
De taler alle sammen klart og tydeligt dansk og bruger alle deres logiske sans. De taler alle sammen for sikkerhedsnettet. De ser alle sammen logikken i at starte på arbejde igen, komme ind i kampen, give hamsterhjulet en chance mere. De kender mig jo også godt nok til at vide, at jeg virkelig holder af sikkerhedsnet, seler og veste. Jeg er faktisk lidt tosset med dem. Men da de begyndte at smuldre rundt om mig, begyndte jeg at skrive på en bog, min blog fik noget mere omsorg og fik sit eget domæne, yogaundervisningen tog fart, jeg begyndte at overveje at både mindfulness og æteriske olier kunne spiller større roller i den virksomhed, jeg i øjeblikket kalder YogaFlow/ v. Camilla Jacobsen.

De fleste ville nok tænke, at jeg vel godt kan det hele med blot 25 timer. Det vil være en hverdag bestående af 25 timer+ yogaundervisning, skrive bog, blog og tage uddannelser og kurser i mindfulness og olier.

Men det kan jeg ikke.

Da jeg gik ned med stress, havde jeg en arbejdsuge på 37 timer og max. 2 yogaundervisninger om ugen og tog et kørekort. Det endte ikke overbevisende.

Jeg har sjældent været så splittet, som nu. For verden er én ting og mine drømme noget andet. Min familie kan ikke vente på, at YogaFlow/v. Camilla Jacobsen omsætter for millioner. Vi skal jo holde ferier, der er lige så magiske som vores Italienske eventyr i sommer. Og jeg er så meget i mod voksne, der skal realisere sig selv så meget, at resten af familien står i kulissen og venter på, at deres eget liv kan starte.
Så jeg må hellere tage til anden samtale på mandag og gøre mig umage og svare på spørgsmål om administrationsbidrag og semifrie og temaøremærkede midler.

Det bliver lidt af en mavepuster.

Stod i kø på livets vej, mens andre overhalede mig

Mopper er død.
Og hvad skal vi så tænke om det, siger du?
Ja, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det jeg tænkte, da jeg læste det på de sociale medier var, at hun og de, hendes familie, alle havde regnet med, at hun blev godt op i 90’erne. Det blev hun ikke. Hun blev 78 år. Altså 15-20 år mindre, end hun havde regnet med.

Jeg er 41 år. Det er mere, end jeg havde forestillet mig, jeg ville blive, da jeg var i mine slut teenage-år og start 20’ere.

Men nu sidder jeg her. Jeg håber, at jeg stadig er i gang med første halvdel af mit liv. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, hvad i morgen bringer og jeg ved ikke, hvornår den bringer det.

Men tænk, hvis jeg “kun” bliver 78 år, så har jeg 27 år tilbage (Ahem 37 år. Jeg kunne ikke regne, min lillebror gjorde mig opmærksom på fejlen tsk..). Det er ikke meget!
Jeg er stadig ved at finde mit ståsted. Aner ikke på nogen måder, hvor jeg er på vej hen. Har tusindevis af drømme, som jeg ikke aner, hvordan jeg får ført ud i livet.

Jeg bliver helt mat i kroppen, når jeg opdager, at dem der læser nyhederne  op på TV er ti år yngre, end jeg er. Når seje businessdamer viser sig at være i slutningen af 30’erne og ministre i midten af 20’erne, så føles det næsten som et rabalderhøjt slag lige i knolden.
“Hvad pokker i lokker har du ellers lige gået og spenderet din tid med de sidste 25 år?”, spørger jeg mig selv om- og æder et honninghjerte mere. For det er jo korrekt. Hvad har jeg egentlig gået og lavet. Jeg har læst teologi og mit ophold i Rom gjorde mig helt og aldeles klar over, at jeg ikke skulle være præst i den danske folkekirke. Alligevel læste jeg færdig og tog slutlån og hele molletjavsen.
Efter jeg blev færdig og kunne kalde mig Kand. Theol. har min karrierevej udviklet sig ganske spændende. Jeg har nemlig valgt den lige vej, som: 1. Kirketjener (på deltid). 2. Aktivitetsmedarbejder på et menighedsplejehjem (på deltid) og 3. Søgt fonde i 8! et halvt! år! (ikke på deltid).

I kan godt se den røde tråd, ik???????

Nej?

Det kan jeg faktisk heller ikke. Og det er så nok der matheden for alvor tager fat. For hvad søren i helvede har jeg da lige forestillet mig med det her?
2016-11-23-14-08-05

Jeg har hængt med et øje på jobbet og det andet spejdende ud i horisonten i håbet om, at alt det jeg drømte om, ville rulle ned til mig og lande lige foran mine fødder.

Indtil videre lader den der fantasikugle af fede ting vente på sig. Og jeg har sådan lidt en dårlig mavefornemmelse, der siger mig, at jeg nok bliver nødt til selv at hente den.
Og deri ligger min allerstørste angst, for tænk hvis jeg ikke får lettet rumpetten og fundet den, inden jeg igen sidder i et job (nr. 4), der igen ikke giver nogen som helst mening?

 

 

 

 

Når enhjørningen forsvinder og pensionsordningen kalder

I dag opdagede jeg, at en nær ven havde skiftet sit navn på Facebook. Skiftet var ret stort fra et almindeligt “sen”-efternavn til et grønlandsk pigenavn, som nu fungerede som efternavn.
Jeg spurgte forsigtigt til skiftet og hun svarede, at hun havde været til numerolog.
Jeg fyldtes med omsorg og tænkte “Okay, vi har alle vores egne særprægede redningsplanker.” Og gav hende derpå en “You go girl”- agtig kommentar.

Og ja, det viste sig så, at hun bare havde skiftet navn på grund af sit job, så man ikke kunne finde hende på Facebook. Og så stod jeg der- mere Phoebe end nogensinde før.  Men det var okay. For hellere dumme sig på den måde, end at spørge hende om hun ” Seriøst mener det?” og så få et “Ja” tilbage. Hvad ville nogen af os kunne bruge det til?

Hvis jeg en dag skiftede Jacobsen ud med Poirot eller Månelanding ved jeg da godt, at cirka 89 % af hele min omgangskreds ville knække sammen i latterkramper og pege helt usigeligt længe fingre af mig. I know. Men så ville jeg da nok også være glad for de sidste 11 %, der sagde “Hey, håber det virker” eller ” Fedt navn” eller whatever.

Vi lever i så fantasiløse tider, at når man endelig møder folk, der løber efter enhjørningen, der bor 3. sal til venstre i Regnbuen nord for Falkoner Allé, så har vi så pisse travlt med at pege fingre og grine hånligt, medens vi går 2-meters skridt ned til metroen, vi skal med, så vi med lynets hast kan komme ind på kontoret, der ligger i skygge, så der altid skal være tændt lysstofrørslys i loftet og hvor vinduet er placeret så højt, at du skal stå på en stol, hvis du vil åbne det.
Jeg ved det, for jeg har været der.
Og det mørke sted er egentlig heller ikke det allerfedeste sted at være i hele verden.
Og ja, lige nu er jeg vel stadig der, hvor jeg ligger lidt på lur efter enhjørningen og eventuelt en enkelt lille nisse. Men det er godt nok også et virkelig sjovere sted, selvom nogle vil kalde det KUK KUK- land.

Samtidig kan jeg berolige alle med, at jeg jo nok også en dag ender på kontoret uden lys og med vinduet, man ikke kan nå. For jeg har søgt arbejde. Jeg har også været til samtale. Jeg har også haft så voldsom en hovedpine bagefter, at jeg troede mit hoved skulle sprænges. Så 2-meterskridtverdenen kalder sagte på mig igen. Den lokker med sin faste løn og pensionsopsparing, mens Regnbuen 3. sal til venstre lige nu virker lidt længere væk, end  i går. Og jeg ved ikke hvilken retning jeg skal gå eller løbe, for ingen af stederne giver jo vildt meget mening.
2014-07-14-13-08-41

Da hjernetågen forsvandt, ankom den lille arrige terrier

Min stresscoach ( hun er psykolog, men jeg gider ikke at gå til psykolog) siger, at jeg i min helbredelsesproces har skrællet et lag af. Jeg er nået ned til vreden. En vrede der kommer, når jeg føler, at mine grænser er overtrådt.

Altså, jeg er jo ikke vred hele tiden, men jeg har en meget meget vred lille terrier siddende lige inde bag facaden, som i helt høj falset går i flæsket på enhver, der bare er i nærheden af at træde mig ( næsten) over tæerne.

Så hold nu ellers lige kæft, der er noget kontaktforældregruppe, en enkelt mor fra klassen, verden og af og til Kenneth, der ser mig med damp ud af ørerne.

2015-07-02-16-26-12Og faktisk er vrede aldrig noget, jeg har gjort det så meget i.

Og hvis jeg endelig er kommet bare i nærheden af at være vred, er den forsvundet lige så hurtigt, som den er kommet. Jeg har derfor ingen erfaring med vrede- før nu. Og det viser sig at vrede er en meget fysisk følelse, der former sig som en sten lige i mellemgulvet og presser til, så vejrtrækningen bliver overfladisk og resten af kroppen sitrer.

Men det hele er okay, for vreden entrerede det sekund min hjernetåge forsvandt. Og hell yeah (ghettostyle), jeg må godt være vred!!!! 
Og helt paradoksalt gav vreden jo også plads til glæden og omsorgen, så der nu er plads til at fortælle fremmede, at de er helt igennem gode, dejlige og elskelige mennesker.

Da jeg spurgte psykologen stresscoachen, om der mon var flere spændende lag, man skulle igennem, kiggede hun på mig med et lille smil og med færøsk accent sagde hun: “Vi får se.”

Tror det er sjældent, at man tager sådan en fed cliffhanger med sig hjem fra stresscoach……

 

Når manden er skredet, må du godt sige det, i stedet for at give mig en sang fra de varme lande- som fx kunne være Sri Lanka

En blog er vel principielt en dagbog, man deler med andre. Jeg er på en og samme tid meget privat, men har egentlig ikke et sæt regler for, hvad jeg deler eller hvorfor. Jeg har det selv virkelig dårligt med mennesker, der holder så meget på formerne, at man overhovedet ikke kan mærke, hvem de er. Derfor deler jeg også gerne ud af de ting, der er lidt svære- en gave jeg har med mig fra mit barndomshjem. Her er der ikke rigtigt noget, man ikke kan sætte ord på og mottoet må være “hellere tude en gang for meget, end en gang for lidt”. Så sårbarheden tager jeg med mig som et par øreringe, jeg aldrig rigtigt tager af.

Så ja, det er vel derfor, at jeg stiller mig op på bjergets top og råber: JEG ER BLEVET FYRET OG VÆRET SYGEMELDT MED STRESS. For så er det ligesom sagt og jeg skal ikke til at opfinde en anden en af mig.
Jeg er nu heller ikke flov over det. Jeg tillægger det ingen som helst betydning i forhold til min personlighed.
Det er NOGET der er sket for mig.

Ja, jeg blev sgu stresset af, at jeg igen og igen blev bedt om at flytte mine grænser for, hvor meget mit arbejde skulle fylde i mit liv. Jeg medgiver, at det kunne indikere, at jeg måske er svag. Og okay, det er jeg så røvhamrende ligeglad med, hvis det er den konklusion, man vil komme frem til i forhold til mig- og alle de andre, som mig.
Ja, jeg er måske ikke helt så hårdfør, som alle andre mennesker i verden, men jeg vil egentlig vove den påstand, at de fleste ville have reageret på det, jeg levede med.
Så nej, det er fanme ikke pinlig at give et nyt menneske hånden og i samme nu sige “Hej, jeg hedder Camilla” og når det uundgåelige næste spørgsmål skal besvares, er det med:
” Jeg er netop blevet fyret efter længere tids sygemelding.” Og hvis folk bliver forlegne over den melding, så er det i og for sig deres problem.
Og ja, jeg vil sådan set også gerne hjælpe dem med deres problem med mig og guide dem sikkert igennem det, så vi til sidst kan se hinanden i øjnene, som to helt almindelige mennesker: et med et arbejde og et uden et arbejde. Og så er den vel ikke længere.

Men det er egentlig ikke kun det med sygemeldingen og fyringen, jeg tænker på. Der kan være mange ting, hvor det egentlig er en fordel lige at skrælle det yderste lag af, så vi ikke bare står og leger, at vi har en samtale, men i stedet for rent faktisk kan bruge tiden fornuftigt og HA en samtale. Sådan én som giver mening, fordi det vi siger, er noget, der betyder noget for os og ikke bare er noget, vi synes lyder fedt at sige. Og her taler jeg ikke om det der speltmors stadie, hvor vi praler af hvor meget, vi bager. For hey, lyv bare løs om bagning. Det er SÅ ligegyldigt.
Nej, jeg tænker mere på det lidt dybere overskudspraleri. Det der, hvor ens liv er vendt på hovedet, hvor manden er skredet eller ens mor er pisse syg og man stadig står helt glat i huden og affekteret taler om skiferier. Jeg føler mig altid taget SÅ meget ved næsen, når jeg har hørt om en dejlig ferie til Sri Lanka og ugen efter af omveje, bliver fortalt, at de gik fra hinanden lige efter, de kom hjem.

2014-07-18-20-28-03
Min mand, der (endnu) ikke er skredet

Nå, men jeg ved godt, at det bare er MIN mening. Og at, folk må have alle de overlevelsesstrategier, de kan skrabe sammen. Men hvis de kommer med dem til mig, så spilder de altså min tid. For hey, livet er for kort til at lege med på andre menneskers “laden som om” og “se mig.” Det er virkelig så gudsjammerligt kedeligt og adskiller sig ikke synderligt fra den der tendens ens børn også har, især på legepladser, hvor de står på et ben på en lille sten og råber “Se mig, mor” og man siger “Ja, det må jeg sørme nok sige”, mens ens hjerne keder sig så meget, at man er alvorligt bange for, at den visner.

Verden gik i stå i tiden omkring Kristi fødsel

Da han gik der på H.C. Andersens Boulevard, lignede han min farfar.
Min farfar som døde, da jeg var fire, men som på en eller anden måde har været en del af mig altid. 

Men ham, der gik der og lignede min farfar, var min far.

Min far, der var blevet ældre. Lidt mindre. Lidt mere foroverbøjet. Men stadig min far. 

Jeg blev rørt. Men vidste, at hvis jeg så meget som sneg en kvart tåre ud af øjenkrogen, ville han opdage det og det ville starte kaskader af tårer – en reel tudefest uden lige. For sådan er det med min far.
Min lille far. Som har så let til gråd og så langt til realisme.

Glyptoteket var rammen for vores, min far med det helt hvide hår og mig, datteren, på 41, formiddag. Vi har gjort det 1000 gange før. Gået på museer og udstillinger. På Geologisk museum, eller som vi kaldte det i min barndom – Sten museet. Jeg har set hver eneste sten på det museum 100 gange. Jeg har tilbragt timer i væksthuset i botanisk have med palmerne, åkanderne og de skrækindjagende vindeltrapper. Og zoologisk museum med den kæmpemæssige havskildpadde og orangutangen, der sad i mørket og var med i alle mine mareridt en overgang.

Hele min barndom har vi travet museumsgulvene tyndslidte. Og nu gik vi og sludrede her mellem kejsere og filosoffer. Og flød stille rundt i de drømmefyldte sale. Svævede gennem rækker af næseløse ansigter og fjollede frisurer. Og blev revet med af mageløse stendraperinger.

På en bænk i atriumgården sludrede vi om alt og intet, om at lave øl og blive fyret. Vi huskede tilbage på duftene og luftfugtigheden i væksthusene. Og sådan har det altid været.

 Med ham er alt flydende. Ingen kanter eller skærpede grænser. Bare væren. Som ofte fører til springende associationssamtaler. Andre gange små rå samtaler om drømme. Eller hel basal kedsomhed. Men ro.


Vi havde kun et par timer inden mit liv med seksårige drenge og trylleplaster kaldte igen. Men de var fine de timer og alt flyder nu lidt mere igen.

 

Fyret #1 (en tankedetox)

Dette er tænkt som en tankeudrensning eller tankedetox, om man vil. Her kommer jeg af med de løsthængende tanker, der ikke rigtig har rod eller mål- de er der bare. Og de skal som bekendt ud- ellers bliver man syg, træt og får dårlig hud. Så her er første omgang af tankeskraldespanden- “Fyret”.

  • jeg groede ikke et hjerte af sten, men besluttede mig alligevel for at høre “Min usynlige søn” færdig. Jeg er nu kendt som den hulkende løber på Frederiksberg og omegn. Men det var det værd. Den var god, hjerteåbnende, grænseoverskridende, men vigtig. Vi har et latterlidt forhold til død og sorg i Danmark, det skal vi fanme gøre noget ved.
  • Jeg løber hver morgen, når jeg har afleveret drengene. Det har resulteret i, at hver eneste voksen jeg møder på skolen spærrer øjnene op, glor forfærdet på mig og konstaterer “det burde jeg også det der”. Så her kommer en servicemeddelelse: Jeg løber fordi jeg er fyret og fordi jeg kan. Ikke for at give andre dårlig samvittighed og jeg behøver ingen form for anerkendelse eller forsikring om, at I også snart skal starte med at løbe igen.
  • Jeg er raskmeldt fra jobcenteret, men har stadig stresssymptomer. Jeg er megatræt af, at det skal tage så lang tid. Samtidig beroliger det mig, at det her ER en rigtig sygdom. En alvorlig sygdom. Og 14 dage på sofaen med reality-TV gør dig ikke rask (også selvom din chef siger noget andet).
  • Jeg har nu haft 8 sessioner med en stress coach/psykolog, nået halvt igennem et MBSR kursus, gået en uges Camino, gået eller løbet 5-10 kilometer dagligt, lavet kropsscanninger, droppet kaffen, spist sundt, stoppet med at gøre noget, der bare tilnærmelsesvist kunne sætte en stressfølelse i gang. Og alligevel sidder jeg her 6 måneder efter og er langt fra i mål.
  • Jeg har til gengæld opdaget, at der nu er kommet så meget plads i det kaotiske helvede, jeg havde stuvet sammen i min hjerne, at jeg pludselig får idéer igen. Ret mange virkelig dårlige, som for eksempel indeholder selvbruner og grønkålssmoothies (I får ikke eksempler på de gode- så stjæler I dem bare…….)
  • Jeg skulle skrive en sms til en mor i Jonattans klasse, for at sige, at han gerne ville komme til fødselsdag. Jeg sluttede sms’en med et PS, som lød “Jeg kan virkelig godt lide dig”. Yes yes- rimelig corny. Dagen efter fortalte hun mig, at hun havde fået min sms 5 minutter efter, hun havde fået at vide, at hun ikke længere havde et job.
  • Jeg kommer til at sende flere af den slags sms’er.                                                               2016-11-08-12-35-32Men kun hvis jeg mener det.

Der er ikke sket særlig meget de sidste 23 år- og TV2 holder åbenbart stadig.

For helvede hvor har jeg skrevet mange ord i mit liv. Jeg skriver på samme måde, som jeg tisser, fem- seks gange i døgnet har jeg en bunke ord, der har brug for at blive læsset af et andet sted end i mit hoved.
Jeg har egentlig ikke tænk på det før, men så var det, at to veninder fra min pure ungdom kommenterede på mit forrige blogindlæg.
Vivian skrev dette: “Synes det er skægt at læse dine indlæg – det er sååå meget som jeg husker dig.” Og Tine dette: “Jeg holder med de andre – du skal skrive! Som bevis er her breve fra barndommens tid.”
Før bloggens tid og før man sad med bærbare og skrev i dokumenter med overskriften BOG, skrev jeg nemlig breve og dagbog. Non stop. Der er nok en 7-10 kvinder lige omkring de fyrre, der ligger inde med i omegnen af et par kilo breve hver fra undertegnede.

Og så er der dagbøgerne. Jeg har kun skrevet i udvalgte perioder af mit liv, men jeg har gemt dem. Og i dag fandt jeg dem frem. Jeg slog op i et kladdehæfte med titlen Tanker af Camilla Jacobsen. Jo jo, så mener man det. Den er skrevet i i perioden 13. januar 1993 – 16. november 1994. Jeg har illustreret den. Fint skulle det være.
Jeg slog op på en tilfældig side og her står der:

Nogle gange spekulerer jeg på, om det egentlig var en fejl, at jeg blev født i Danmark, om Paris egentlig ikke er min og at Triumfbuen er bygget for mig? Og hvad er det egentlig der sker rundt omkring mig? Det hele sker bare  og jeg når ikke at tænke det igennem, før der sker noget mere.
Så lige meget hvad der sker, der er ingen tid at spilde det er nu det sker, i fuld fart henover hovedet på mig

Mit 18 årige jeg fandt åbenbart TV2´s poesi lige så rammende som mit 41 årige jeg. Og jeg er samtidig stort set lige så forvirret. Det eneste der dog rammer mig, er min følelse af triumf trods afmagten over, at livet går så fuldstændigt vanvittig hurtigt.

Jeg tror jeg kan lære noget af hende den 18 årige. Hun gik ikke på så mange kompromisser og skrive – det ville hun. Hun tæppebombede veninder, familie og ethvert kladdehæfte hun kunne komme i nærheden af.
Hende vil jeg være, når jeg bliver stor.

Men hvad skal jeg så????

“Vi har nedlagt din stilling og har desværre ikke andet at tilbyde dig.” Den sætning blev overskriften på mit liv for seks en halv uge siden. 

Jeg har løbet ret forvildet rundt siden den dag. Jeg har følt mig som en hovedløs høne, der løb på ren refleks uden mål. Mest for at holde mig i gang. Jeg har været bange for ikke at mærke, at jeg levede.

 Jeg har også tvunget mig selv til at sætte mig, puste ud og skrevet tanker ned. Holdt mig selv fast i følelsen af, at jeg havde styr på det og var i gang med at finde en ny vej.

 Jeg har løbet ture med det formål at blive af med den nervøse energi, der har taget fast bolig i min krop.

 Jeg har tjekket jobindex og følt mig frastødt af hver eneste beskrivelse af jobs, der bare tilnærmelsesvis ville kunne være et sted, jeg skulle kunne spendere 37 ugentlige timer af mit vågne liv på. 

 Jeg vil ikke hvad som helst. Jeg vil ikke finde mig i, at job eller mennesker stjæler mig, mit liv, min vejrtrækning eller mit fokus fra mit personlige livsformål.

Når man har mærket på egen krop, hvad en marinade af flereboldeiluften, konstante deadlines og to do lister fra helvede kan gøre ved én, så bliver man altså en anelse kræsen (min autopilot (mbsr sprog😉) skrev først krænket- freudian slip). 

Og jeg vil bare ikke sovses ind i det dårlige liv igen. Jeg er for eksempel nået til den erkendelse, at jeg ikke bliver lykkelig af at tilbringe 1/3 af min dag på en kontorstol. Det er jo faktisk en vigtig erkendelse.

 Jeg har samtidig lært via en motivationstest (😩), at jeg har brug for at være en del af et hold, der bygger på forståelse og omsorg. Min personlige livsglæde afhænger af, at folk rundt om mig er glade og føler sig hørt og forstået. 

Jeg skal med andre ord retænke mit liv som arbejdende. 

Jeg skal samtidig tage hensyn til, at mit nervesystem én gang er nået så langt ud, at jeg (forestiller jeg mig) aldrig vil kunne leve med en daglig brændende jord under mine fødder. Det løb er for evigt kørt og det er også helt okay. Jeg er heldigvis ikke lavet af sten og heldigvis betyder det noget, hvordan andre går og har det. Det er vigtig viden.

Men hvad skal jeg så?

Hvis jeg kunne leve af at undervise yoga, gjorde jeg det på stedet. Det er alt hvad jeg beder om samlet i en fantastisk ting. Men jeg har desværre et hus og et sommerhus, en bil og to børn. Det regnestykke går bare ikke op. 

Mine tanker kredser om et kæmpe puslespil, jeg forsøger at sætte sammen til en helhed, der i sidste ende kunne betale mine regninger og give mulighed for rendyrket omsorg, lytten, plads til alle og ikke involverer en kontorstol (og et par stramme jeans😩). 

Men hvordan gør jeg det, når dagene bare går med så vanvittig en fart, at jeg er bange for at ryge af og vågne op 1. marts helt forslået, desorienteret og på dagpenge i et sygt og nedbrydende system?


For lige meget hvad jeg siger. Der er ingen tid at spilde, det er nu det sker, i fuld fart henover hovedet på os.