Men hvad skal jeg så????

“Vi har nedlagt din stilling og har desværre ikke andet at tilbyde dig.” Den sætning blev overskriften på mit liv for seks en halv uge siden. 

Jeg har løbet ret forvildet rundt siden den dag. Jeg har følt mig som en hovedløs høne, der løb på ren refleks uden mål. Mest for at holde mig i gang. Jeg har været bange for ikke at mærke, at jeg levede.

 Jeg har også tvunget mig selv til at sætte mig, puste ud og skrevet tanker ned. Holdt mig selv fast i følelsen af, at jeg havde styr på det og var i gang med at finde en ny vej.

 Jeg har løbet ture med det formål at blive af med den nervøse energi, der har taget fast bolig i min krop.

 Jeg har tjekket jobindex og følt mig frastødt af hver eneste beskrivelse af jobs, der bare tilnærmelsesvis ville kunne være et sted, jeg skulle kunne spendere 37 ugentlige timer af mit vågne liv på. 

 Jeg vil ikke hvad som helst. Jeg vil ikke finde mig i, at job eller mennesker stjæler mig, mit liv, min vejrtrækning eller mit fokus fra mit personlige livsformål.

Når man har mærket på egen krop, hvad en marinade af flereboldeiluften, konstante deadlines og to do lister fra helvede kan gøre ved én, så bliver man altså en anelse kræsen (min autopilot (mbsr sprog😉) skrev først krænket- freudian slip). 

Og jeg vil bare ikke sovses ind i det dårlige liv igen. Jeg er for eksempel nået til den erkendelse, at jeg ikke bliver lykkelig af at tilbringe 1/3 af min dag på en kontorstol. Det er jo faktisk en vigtig erkendelse.

 Jeg har samtidig lært via en motivationstest (😩), at jeg har brug for at være en del af et hold, der bygger på forståelse og omsorg. Min personlige livsglæde afhænger af, at folk rundt om mig er glade og føler sig hørt og forstået. 

Jeg skal med andre ord retænke mit liv som arbejdende. 

Jeg skal samtidig tage hensyn til, at mit nervesystem én gang er nået så langt ud, at jeg (forestiller jeg mig) aldrig vil kunne leve med en daglig brændende jord under mine fødder. Det løb er for evigt kørt og det er også helt okay. Jeg er heldigvis ikke lavet af sten og heldigvis betyder det noget, hvordan andre går og har det. Det er vigtig viden.

Men hvad skal jeg så?

Hvis jeg kunne leve af at undervise yoga, gjorde jeg det på stedet. Det er alt hvad jeg beder om samlet i en fantastisk ting. Men jeg har desværre et hus og et sommerhus, en bil og to børn. Det regnestykke går bare ikke op. 

Mine tanker kredser om et kæmpe puslespil, jeg forsøger at sætte sammen til en helhed, der i sidste ende kunne betale mine regninger og give mulighed for rendyrket omsorg, lytten, plads til alle og ikke involverer en kontorstol (og et par stramme jeans😩). 

Men hvordan gør jeg det, når dagene bare går med så vanvittig en fart, at jeg er bange for at ryge af og vågne op 1. marts helt forslået, desorienteret og på dagpenge i et sygt og nedbrydende system?


For lige meget hvad jeg siger. Der er ingen tid at spilde, det er nu det sker, i fuld fart henover hovedet på os.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s