Der er ikke sket særlig meget de sidste 23 år- og TV2 holder åbenbart stadig.

For helvede hvor har jeg skrevet mange ord i mit liv. Jeg skriver på samme måde, som jeg tisser, fem- seks gange i døgnet har jeg en bunke ord, der har brug for at blive læsset af et andet sted end i mit hoved.
Jeg har egentlig ikke tænk på det før, men så var det, at to veninder fra min pure ungdom kommenterede på mit forrige blogindlæg.
Vivian skrev dette: “Synes det er skægt at læse dine indlæg – det er sååå meget som jeg husker dig.” Og Tine dette: “Jeg holder med de andre – du skal skrive! Som bevis er her breve fra barndommens tid.”
Før bloggens tid og før man sad med bærbare og skrev i dokumenter med overskriften BOG, skrev jeg nemlig breve og dagbog. Non stop. Der er nok en 7-10 kvinder lige omkring de fyrre, der ligger inde med i omegnen af et par kilo breve hver fra undertegnede.

Og så er der dagbøgerne. Jeg har kun skrevet i udvalgte perioder af mit liv, men jeg har gemt dem. Og i dag fandt jeg dem frem. Jeg slog op i et kladdehæfte med titlen Tanker af Camilla Jacobsen. Jo jo, så mener man det. Den er skrevet i i perioden 13. januar 1993 – 16. november 1994. Jeg har illustreret den. Fint skulle det være.
Jeg slog op på en tilfældig side og her står der:

Nogle gange spekulerer jeg på, om det egentlig var en fejl, at jeg blev født i Danmark, om Paris egentlig ikke er min og at Triumfbuen er bygget for mig? Og hvad er det egentlig der sker rundt omkring mig? Det hele sker bare  og jeg når ikke at tænke det igennem, før der sker noget mere.
Så lige meget hvad der sker, der er ingen tid at spilde det er nu det sker, i fuld fart henover hovedet på mig

Mit 18 årige jeg fandt åbenbart TV2´s poesi lige så rammende som mit 41 årige jeg. Og jeg er samtidig stort set lige så forvirret. Det eneste der dog rammer mig, er min følelse af triumf trods afmagten over, at livet går så fuldstændigt vanvittig hurtigt.

Jeg tror jeg kan lære noget af hende den 18 årige. Hun gik ikke på så mange kompromisser og skrive – det ville hun. Hun tæppebombede veninder, familie og ethvert kladdehæfte hun kunne komme i nærheden af.
Hende vil jeg være, når jeg bliver stor.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s