Verden gik i stå i tiden omkring Kristi fødsel

Da han gik der på H.C. Andersens Boulevard, lignede han min farfar.
Min farfar som døde, da jeg var fire, men som på en eller anden måde har været en del af mig altid. 

Men ham, der gik der og lignede min farfar, var min far.

Min far, der var blevet ældre. Lidt mindre. Lidt mere foroverbøjet. Men stadig min far. 

Jeg blev rørt. Men vidste, at hvis jeg så meget som sneg en kvart tåre ud af øjenkrogen, ville han opdage det og det ville starte kaskader af tårer – en reel tudefest uden lige. For sådan er det med min far.
Min lille far. Som har så let til gråd og så langt til realisme.

Glyptoteket var rammen for vores, min far med det helt hvide hår og mig, datteren, på 41, formiddag. Vi har gjort det 1000 gange før. Gået på museer og udstillinger. På Geologisk museum, eller som vi kaldte det i min barndom – Sten museet. Jeg har set hver eneste sten på det museum 100 gange. Jeg har tilbragt timer i væksthuset i botanisk have med palmerne, åkanderne og de skrækindjagende vindeltrapper. Og zoologisk museum med den kæmpemæssige havskildpadde og orangutangen, der sad i mørket og var med i alle mine mareridt en overgang.

Hele min barndom har vi travet museumsgulvene tyndslidte. Og nu gik vi og sludrede her mellem kejsere og filosoffer. Og flød stille rundt i de drømmefyldte sale. Svævede gennem rækker af næseløse ansigter og fjollede frisurer. Og blev revet med af mageløse stendraperinger.

På en bænk i atriumgården sludrede vi om alt og intet, om at lave øl og blive fyret. Vi huskede tilbage på duftene og luftfugtigheden i væksthusene. Og sådan har det altid været.

 Med ham er alt flydende. Ingen kanter eller skærpede grænser. Bare væren. Som ofte fører til springende associationssamtaler. Andre gange små rå samtaler om drømme. Eller hel basal kedsomhed. Men ro.


Vi havde kun et par timer inden mit liv med seksårige drenge og trylleplaster kaldte igen. Men de var fine de timer og alt flyder nu lidt mere igen.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s