Når enhjørningen forsvinder og pensionsordningen kalder

I dag opdagede jeg, at en nær ven havde skiftet sit navn på Facebook. Skiftet var ret stort fra et almindeligt “sen”-efternavn til et grønlandsk pigenavn, som nu fungerede som efternavn.
Jeg spurgte forsigtigt til skiftet og hun svarede, at hun havde været til numerolog.
Jeg fyldtes med omsorg og tænkte “Okay, vi har alle vores egne særprægede redningsplanker.” Og gav hende derpå en “You go girl”- agtig kommentar.

Og ja, det viste sig så, at hun bare havde skiftet navn på grund af sit job, så man ikke kunne finde hende på Facebook. Og så stod jeg der- mere Phoebe end nogensinde før.  Men det var okay. For hellere dumme sig på den måde, end at spørge hende om hun ” Seriøst mener det?” og så få et “Ja” tilbage. Hvad ville nogen af os kunne bruge det til?

Hvis jeg en dag skiftede Jacobsen ud med Poirot eller Månelanding ved jeg da godt, at cirka 89 % af hele min omgangskreds ville knække sammen i latterkramper og pege helt usigeligt længe fingre af mig. I know. Men så ville jeg da nok også være glad for de sidste 11 %, der sagde “Hey, håber det virker” eller ” Fedt navn” eller whatever.

Vi lever i så fantasiløse tider, at når man endelig møder folk, der løber efter enhjørningen, der bor 3. sal til venstre i Regnbuen nord for Falkoner Allé, så har vi så pisse travlt med at pege fingre og grine hånligt, medens vi går 2-meters skridt ned til metroen, vi skal med, så vi med lynets hast kan komme ind på kontoret, der ligger i skygge, så der altid skal være tændt lysstofrørslys i loftet og hvor vinduet er placeret så højt, at du skal stå på en stol, hvis du vil åbne det.
Jeg ved det, for jeg har været der.
Og det mørke sted er egentlig heller ikke det allerfedeste sted at være i hele verden.
Og ja, lige nu er jeg vel stadig der, hvor jeg ligger lidt på lur efter enhjørningen og eventuelt en enkelt lille nisse. Men det er godt nok også et virkelig sjovere sted, selvom nogle vil kalde det KUK KUK- land.

Samtidig kan jeg berolige alle med, at jeg jo nok også en dag ender på kontoret uden lys og med vinduet, man ikke kan nå. For jeg har søgt arbejde. Jeg har også været til samtale. Jeg har også haft så voldsom en hovedpine bagefter, at jeg troede mit hoved skulle sprænges. Så 2-meterskridtverdenen kalder sagte på mig igen. Den lokker med sin faste løn og pensionsopsparing, mens Regnbuen 3. sal til venstre lige nu virker lidt længere væk, end  i går. Og jeg ved ikke hvilken retning jeg skal gå eller løbe, for ingen af stederne giver jo vildt meget mening.
2014-07-14-13-08-41

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s