Stod i kø på livets vej, mens andre overhalede mig

Mopper er død.
Og hvad skal vi så tænke om det, siger du?
Ja, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det jeg tænkte, da jeg læste det på de sociale medier var, at hun og de, hendes familie, alle havde regnet med, at hun blev godt op i 90’erne. Det blev hun ikke. Hun blev 78 år. Altså 15-20 år mindre, end hun havde regnet med.

Jeg er 41 år. Det er mere, end jeg havde forestillet mig, jeg ville blive, da jeg var i mine slut teenage-år og start 20’ere.

Men nu sidder jeg her. Jeg håber, at jeg stadig er i gang med første halvdel af mit liv. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, hvad i morgen bringer og jeg ved ikke, hvornår den bringer det.

Men tænk, hvis jeg “kun” bliver 78 år, så har jeg 27 år tilbage (Ahem 37 år. Jeg kunne ikke regne, min lillebror gjorde mig opmærksom på fejlen tsk..). Det er ikke meget!
Jeg er stadig ved at finde mit ståsted. Aner ikke på nogen måder, hvor jeg er på vej hen. Har tusindevis af drømme, som jeg ikke aner, hvordan jeg får ført ud i livet.

Jeg bliver helt mat i kroppen, når jeg opdager, at dem der læser nyhederne  op på TV er ti år yngre, end jeg er. Når seje businessdamer viser sig at være i slutningen af 30’erne og ministre i midten af 20’erne, så føles det næsten som et rabalderhøjt slag lige i knolden.
“Hvad pokker i lokker har du ellers lige gået og spenderet din tid med de sidste 25 år?”, spørger jeg mig selv om- og æder et honninghjerte mere. For det er jo korrekt. Hvad har jeg egentlig gået og lavet. Jeg har læst teologi og mit ophold i Rom gjorde mig helt og aldeles klar over, at jeg ikke skulle være præst i den danske folkekirke. Alligevel læste jeg færdig og tog slutlån og hele molletjavsen.
Efter jeg blev færdig og kunne kalde mig Kand. Theol. har min karrierevej udviklet sig ganske spændende. Jeg har nemlig valgt den lige vej, som: 1. Kirketjener (på deltid). 2. Aktivitetsmedarbejder på et menighedsplejehjem (på deltid) og 3. Søgt fonde i 8! et halvt! år! (ikke på deltid).

I kan godt se den røde tråd, ik???????

Nej?

Det kan jeg faktisk heller ikke. Og det er så nok der matheden for alvor tager fat. For hvad søren i helvede har jeg da lige forestillet mig med det her?
2016-11-23-14-08-05

Jeg har hængt med et øje på jobbet og det andet spejdende ud i horisonten i håbet om, at alt det jeg drømte om, ville rulle ned til mig og lande lige foran mine fødder.

Indtil videre lader den der fantasikugle af fede ting vente på sig. Og jeg har sådan lidt en dårlig mavefornemmelse, der siger mig, at jeg nok bliver nødt til selv at hente den.
Og deri ligger min allerstørste angst, for tænk hvis jeg ikke får lettet rumpetten og fundet den, inden jeg igen sidder i et job (nr. 4), der igen ikke giver nogen som helst mening?

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s