Hvad jeg lærte af 2016 

  • At sige nej…..tak (især til pligt og skyld og ‘jeg ved godt du har rigtig meget lige nu, meeeen ku jeg få dig til bare lige at kigge på’-ting) 
  • At alle har krav på en normal vejrtrækning -hele tiden (ikke kun hveranden uge)
  • At det er en decideret fysisk oplevelse ‘at gå ned med stress’
  • At det dog tager længst tid for hjernen at hele
  • At hvis jobbet former ens identitet, er man fattig. Punktum.
  • At det er ok at snuble, det giver dig muligheden for at tjekke verden ud i frøperspektiv 
  • At andre mennesker er dejlige 
  • At rejser er vigtige
  • At jeg ikke behøver at veje mig hver dag- jeg skal nok opdage det, hvis jeg pludselig vejer 100 kilo
  • At jeg godt kan lide at løbe igen
  • At bøger er bedre end nyheder 
  • At der stadig er plads til nye vigtige mennesker i mit liv
  • Og at jeg i 2016 netop blev klar over, at der faktisk er 3-4 styks af de der nye vigtige mennesker, der er virkelig vigtige
  • At alt nok skal gå

Der har været stille

Min far græder altid, når julen slutter. Han er relativt dårlig både til begyndelser og afslutninger. Han har bevaret hver en dråbe af den barnlige jul. Jeg beundrer hans vilje til at ville holde fast i det gode. Og forblive barn helt og fuldt.

I år havde jeg for første gang – som mor- tid til at nyde julen. Og finde barndommens jul frem. Jeg kan virkelig godt lide jul. Og lige præcis i forhold til julen, ejer jeg ikke en snert af sarkasme eller ironi. Julen skal nemlig ikke forveksles med det rædselsregime, der udfoldes i institutioner og på arbejdspladser. Den jul er jo den menneskelige variant af foie gras produktion, hvor vi alle holdes fast og får mast skyldmedskyld arrangementer ned i halsen med tørre æbleskiver og sød gløgg på toppen. 

Jeg har også tilbragt mere end et sammenlagt døgn i Tiger butikkerne. Her har jeg indkøbt lige nøjagtigt 78 lortegaver. Men alt det har intet som helst at gøre med JULEN. Den rigtige jul. Julen er ikke indkøb og pligtkomsammen, men forventningen om bedre tider og glæde og krammere. Og det kan jeg ret godt lide. 

Jeg elsker også julemusikken og -lets be honest – marcipan, nougat og pebernødder. Jeg gik All in i år. Wham har spillet på repeat i mine ører. At George Michael døde, var noget lort, men godt han i det mindste også levede og skrev alle de klassikere, der for evigt vil stå så lysende klare.

Og ja, jeg har været stille. For jeg har sådan set kun haft en bold i luften de sidste par uger. Den bold hed jul. Og efter nytår vil jeg lægge julebolden til side til næste år og kaste en eneste ny bold op i luften. Den hedder livet. Og den er stor og kræver nok lidt mere overblik. Men det bliver den og kun den, jeg vil beskæftige mig med de næste par måneder. Og min plan er at skrive om den proces herinde, så jeg håber I vil kigge med af og til.

Kæmpe julekrammer og nytårskindkys herfra😘🤗

Den nærsynede, der opdagede verden – lidt sent

Vi har alle vores helt egne skelsættende begivenheder i vores liv. Jeg har også mange. Store og små. Fødsler, uddannelser, rejser, mødet med vigtige mennesker. Og så er der den der sætning. En sætning, jeg har sagt højt til mig selv i et par år. Da jeg tog min yogalæreruddannelse, blev vi introduceret til begrebet Dharma (ikke hende fra tv-serien). Dharma, “den rette vej” (gennem livet). Det blev vist beskrevet sådan, at: Det er bedre at gøre sine egen dharma uperfekt, end en andens dharma perfekt.” Jeg blev så ramt af den sætning. Den har kørt rundt i knolden på mig lige siden. Den slog mig omkuld. For var det ikke det, jeg havde gjort det meste af mit liv?  I hvert fald fra det tidspunkt, hvor man begynder at kunne mærke, at verden har forventninger til dig?
Jeg har en fornemmelse af, at erkendelsen af Dharma, måske var med til at gøre mig syg og rask igen. Man kan gå bevidstløs rundt i andres dharma og have det ok, men når man vågner, begynder det at gøre ondt. Og man kvæles langsomt. Det var min oplevelse.

Som barn havde jeg få, men meget tætte venner. Jeg var ekstremt introvert og ekstremt loyal. En svær kombination i en verden, der allerede dengang hyldede det ekstroverte, det charmerende og det lette.
Jeg var en lille nørd, der læste tykke bøger med mine allerede dengang meget nærsynede øjne. Jeg læste om Himalayaeventyr, om frygtelige børneskæbner i 1930’erne og eventyr i fjerne fantasilande. Dengang ville jeg til enhver tid vælge bøgerne frem for mennesker. Jeg syntes mennesker var svære. Men jeg stod stadig ved bøgerne, nærsynetheden og mig selv.

Senere måtte jeg tage del i den verden, jeg ikke forstod.

Jeg kan stadig få helt ondt i maven over alle de strategier, man skal have og kompetencer, man skal mestre for at overleve et helt almindeligt lille drengeliv i 0. klasse. Og min erfaring er nærmest ikke eksisterende. Som barn lod jeg mig bare drive med strømmen. Fulgte med, der hvor de andre gik og gik hjem og læste “Guds blinde øje” og forstod meget mere dér.

Strategierne og kompetencerne har jeg stadig ikke. Jeg famler, når jeg på en eller anden måde skal støtte mine børn i det sociale liv. Jeg kan jo se, at dem der kommer længst, også er dem, der viser vejen. Ikke dem der følger.

Jeg har sådan set fulgt andre hele livet. Min vej havde været anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan jeg lyttede til, hvad jeg ville og ikke hvad andre gjorde. Jeg har oplevet og gennemført spændende og gode ting, men jeg tænker tit på, om det egentlig er min vej, jeg er gået.
Som 41 årig er der allerede mange ting, jeg nu forstår baglæns. En indsigt der forhåbentlig kan tjene mig, når jeg ser fremad og går forlæns.

Jeg er ikke ekstremt introvert mere. Snarere tværtimod. Jeg har med årene fundet en lille pige med rottehaler og fregner på næsen frem, der godt tør sige til en næsten fremmed: “dig kan jeg godt lide. Skal vi lege?”.
Jeg har mødt flere mennesker de sidste 10 år, der tiltalte mig i en sådan grad, at jeg måtte lære dem bedre at kende.
Den nysgerrighed besad jeg ikke som barn. Det er en besynderlig side at finde frem i sine 30’ere. Men det har været en kæmpe gave at møde voksne mennesker, der har haft en så fin betydning for mit liv. Jeg ville for eksempel ikke have været krammet foran bageren foruden i morges -i mit løbetøj og et menneske, der i sin sårbarhed havde brug for at tale.   Lige der i morgentrafikken.
For nyligt stod jeg i en metro og talte sagte om en mors selvmordsforsøg med et andet menneske, der pludselig kom ind i mit liv for fem år siden. Et venskab, der stille har udviklet sig. Det samme som flere andre bekendtskaber har. Jeg har mødt så ufatteligt fine mennesker det seneste årti.

Og nu hvor det hele skal leves forlæns, håber jeg så meget, at alt det andet i mit liv, vil give lige så meget mening nu, hvor jeg er faldet af den vej, jeg ikke rigtigt selv har valgt. Planen er i hvert fald at beholde rottehalerne og fregnerne på næsen og møde verden med lige så meget nysgerrighed, som jeg har gjort med menneskene i den. Og så vil jeg for første gang i dette liv gå ud ad den vej, der var tiltænkt mig. Og jeg vil forhåbentlig blive på den. Og læse bøger med min endnu mere nærsynede øjne. Men med en kæmpe åbenhed og erkendelse. Og alle mine nye venner. 2015-08-30-09-57-48

Når virkelighed, drømme og personlighed clasher i et stort livspuslespil

Når man sidder med øjnene på Toysrus’ hjemmeside og et øre på Krejlerkongen på Tv2/Fri, ved jeg simpelthen ikke hvem jeg er. Samme dilemma sidder jeg i hver eneste dag, når jeg går i kælderen for at udføre en bjergmeditation og lidt yin yoga, hvorefter jeg går direkte op og fniser af en Svend Brinkmann opdatering på Facebook, fordi jeg elsker hans ironisering af alle de der selvudviklingstyper.
Ofte starter jeg dagen med lunken vand og citron og cirka en time efter indtager jeg min chiagrød, om aftenen tømmer jeg en Carletti pose med p-tærter. Og fatter ikke hvem jeg er. Det har jeg nok aldrig vidst.

Hvad hvis nu ens billede af sig selv ikke stemmer overens med den, man i virkeligheden er?

Som barn var jeg så genert, at jeg nærmest ikke kunne magte at være til. Alligevel var min største drøm at blive skuespiller og Susanne Brøgger-agtig forfatter. Det stemte overhovedet ikke ens med den måde jeg forvaltede min plads i verden på, men alligevel var det det, jeg ville.
Da jeg blev ældre fik jeg større og større interesse for psykologien og religion og tro. Men fordi genertheden stadig prægede min hverdag, blev mine mundtlige karakterer i gymnasiet ikke prangende og jeg endte derfor med et gennemsnitligt gennemsnit, hvilket betød so long til psykologien og hello til teologien.

Jeg opdagede mere og mere i de år på universitetet, at jeg ikke brød mig om mange mennesker samlet på et sted og i særdeleshed at tale i store (og mindre) forsamlinger. Det blev så invaliderende, at et forestående oplæg kunne ødelægge hele min hverdag.
Angst for at tale i forsamlinger -små og store- hang overhovedet ikke sammen med præsteembedet. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det simpelthen ikke nyttede noget at gå med den.
Den følelse prægede mit liv i over 20 år.

Hvad jeg elsker allermest at beskæftige mig med nu, spørger du?
At gå ind i en stor sal med masser af glade mennesker, der har blikket rettet mod mig. At undervise. Yoga. Jeg elsker at undervise store hold- mere end de små. Jeg taler stort set non-stop i 60 minutter, når jeg underviser. Og jeg forstår ingenting.

Men der er nok ingen pointer. Hvis der var, havde jeg knækket den. Koden altså.
Jeg begynder at forstå, at det ikke skal forstås. Livet altså. Og det altså er helt okay at sidde med selvbruner i hovedet, mens jeg læser Japansk litteratur og fniser af Phil fra Modern Family og spiser både kikærter og pulverbudding med den allerstørste nydelse, løber intervaller og laver yin yoga med Den gamle mand og havet i ørerne, mens jeg håber på, at der måske er et afsnit af Rundt på gulvet eller klipfiskerne i TV. Jeg kunne blive ved, men jeg gider ikke, jeg er alt for træt på den friske måde……..

 

Fyret #2 (en tankedetox)

  • Læste Haruki Murakami’s Kafka på Stranden og elskede den. Virkelig. Jeg forelskede mig ganske simpelthen i, at alt var i spil og at intet var givet. Og jeg lod mig bare rive med.
    Da jeg læste Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe, fik jeg en helt ejendommelig klarhed. Verden (min verden i hvert fald) stod så meget klarere, end før.
    Jeg er nu halvt igennem Norwegian Wood  og jeg forstår den ikke. Den giver ingen som helst mening. Er bare lidt kedelig. Hvorfor?  Er det mig?
  • I MBSR kurset er vi nået til Bjergmeditationen. Man visualiserer et bjerg og bliver til sidst selv til bjerget. Det er en god meditation. Meget bedre end de der, hvor man skal scanne krop og mærke åndedræt. Bjerget kan jeg forstå. Og hver gang ender jeg i James Hiltons Tabte Horisonter. Og det er et ret godt sted at ende.
  • Jeg har været til første og anden samtale på et job. Det gik virkelig godt. Begge gange. Jeg fortalte med ærlighed om mine styrker og især svagheder. Jeg sagde fra overfor “flere-bolde-i-luften”-spørgsmålet. Jeg lavede lidt sjov og var alvorlig.
    Jeg fik IKKE jobbet (fordi jeg var overkvalificeret, men hun nævnte dog min ærlighed flere gange i afslags-opkaldet)(?).
    Og jeg var lettet.
    Jeg skulle have lavet det samme, som jeg gjorde i Red Barnet. Jeg kunne næsten ikke bære det. Og havde søgt jobbet for at komme nærmere den økonomiske ro, som ofte hænger sammen med den mentale ro. Men der var noget andet på spil. For jeg stoler ikke nok på mig selv, når det gælder den slags arbejde. jeg giver ikke slip, når jeg kommer hjem, hvis deadline er i morgen. Hvis jeg vil lave en varig forandring i mit liv, skal jeg væk fra den slags jobs. Og det er eddermame lettere sagt end gjort, når det er dem, man med garanti bliver kaldt til samtale til.
  • Jeg kan ikke love mig selv, at jeg ikke søger en lignende stilling igen om to måneder, når lønnen fra Red Barnet stopper. Og måske ender jeg også med at blive nødt til at svare Ja til spørgsmålet om de mange bolde i luften.
    Jeg håber det dog ikke.
  • 2016-12-01-13-57-20Jeg har købt 78 pakkekalender gaver. Jepski. 48 til julesokkerne herhjemme. Og 30 til skole og frit.
    I Mattias klasse har de i stedet for pakkekalender fået nissevenner. Nissevennerne må ikke drille eller købe noget. MEN!!!!! De skal selv…..LAVE noget.
    Så da jeg allerede i september proklamerede, at der ikke ville være skyggen af en Shane/Ramasjang kalender på Ferskenvej i år, havde jeg ikke regnet med, at en klukkende Hybris ville sparke mig så gevaldigt over skinnebenene, som tilfældet blev.
    Så limpistol, grankogle, piberensere og køkkerullerør er nu fundet frem til endnu et år med brandsår på fingerspidserne forårsaget af limpistol og piberensere fra helvede.
  • Men på trods af institutionernes indvirkning på den hjemmelige jul, er det første jul i mange år, hvor jeg ikke får koldsved, kvalme og præstationsangst over om børnene kommer tæt på det julen egentlig handler om: ro, omsorg, nærhed og tid. Jeg er nemlig kommet tættere på det der besnærende Pyt, som alle taler om. Og så er jeg jo arbejdsløs, hvilket pynter gevaldigt på det der Pyt- lige nu. Ikke om to måneder.