Når virkelighed, drømme og personlighed clasher i et stort livspuslespil

Når man sidder med øjnene på Toysrus’ hjemmeside og et øre på Krejlerkongen på Tv2/Fri, ved jeg simpelthen ikke hvem jeg er. Samme dilemma sidder jeg i hver eneste dag, når jeg går i kælderen for at udføre en bjergmeditation og lidt yin yoga, hvorefter jeg går direkte op og fniser af en Svend Brinkmann opdatering på Facebook, fordi jeg elsker hans ironisering af alle de der selvudviklingstyper.
Ofte starter jeg dagen med lunken vand og citron og cirka en time efter indtager jeg min chiagrød, om aftenen tømmer jeg en Carletti pose med p-tærter. Og fatter ikke hvem jeg er. Det har jeg nok aldrig vidst.

Hvad hvis nu ens billede af sig selv ikke stemmer overens med den, man i virkeligheden er?

Som barn var jeg så genert, at jeg nærmest ikke kunne magte at være til. Alligevel var min største drøm at blive skuespiller og Susanne Brøgger-agtig forfatter. Det stemte overhovedet ikke ens med den måde jeg forvaltede min plads i verden på, men alligevel var det det, jeg ville.
Da jeg blev ældre fik jeg større og større interesse for psykologien og religion og tro. Men fordi genertheden stadig prægede min hverdag, blev mine mundtlige karakterer i gymnasiet ikke prangende og jeg endte derfor med et gennemsnitligt gennemsnit, hvilket betød so long til psykologien og hello til teologien.

Jeg opdagede mere og mere i de år på universitetet, at jeg ikke brød mig om mange mennesker samlet på et sted og i særdeleshed at tale i store (og mindre) forsamlinger. Det blev så invaliderende, at et forestående oplæg kunne ødelægge hele min hverdag.
Angst for at tale i forsamlinger -små og store- hang overhovedet ikke sammen med præsteembedet. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det simpelthen ikke nyttede noget at gå med den.
Den følelse prægede mit liv i over 20 år.

Hvad jeg elsker allermest at beskæftige mig med nu, spørger du?
At gå ind i en stor sal med masser af glade mennesker, der har blikket rettet mod mig. At undervise. Yoga. Jeg elsker at undervise store hold- mere end de små. Jeg taler stort set non-stop i 60 minutter, når jeg underviser. Og jeg forstår ingenting.

Men der er nok ingen pointer. Hvis der var, havde jeg knækket den. Koden altså.
Jeg begynder at forstå, at det ikke skal forstås. Livet altså. Og det altså er helt okay at sidde med selvbruner i hovedet, mens jeg læser Japansk litteratur og fniser af Phil fra Modern Family og spiser både kikærter og pulverbudding med den allerstørste nydelse, løber intervaller og laver yin yoga med Den gamle mand og havet i ørerne, mens jeg håber på, at der måske er et afsnit af Rundt på gulvet eller klipfiskerne i TV. Jeg kunne blive ved, men jeg gider ikke, jeg er alt for træt på den friske måde……..

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s