Den nærsynede, der opdagede verden – lidt sent

Vi har alle vores helt egne skelsættende begivenheder i vores liv. Jeg har også mange. Store og små. Fødsler, uddannelser, rejser, mødet med vigtige mennesker. Og så er der den der sætning. En sætning, jeg har sagt højt til mig selv i et par år. Da jeg tog min yogalæreruddannelse, blev vi introduceret til begrebet Dharma (ikke hende fra tv-serien). Dharma, “den rette vej” (gennem livet). Det blev vist beskrevet sådan, at: Det er bedre at gøre sine egen dharma uperfekt, end en andens dharma perfekt.” Jeg blev så ramt af den sætning. Den har kørt rundt i knolden på mig lige siden. Den slog mig omkuld. For var det ikke det, jeg havde gjort det meste af mit liv?  I hvert fald fra det tidspunkt, hvor man begynder at kunne mærke, at verden har forventninger til dig?
Jeg har en fornemmelse af, at erkendelsen af Dharma, måske var med til at gøre mig syg og rask igen. Man kan gå bevidstløs rundt i andres dharma og have det ok, men når man vågner, begynder det at gøre ondt. Og man kvæles langsomt. Det var min oplevelse.

Som barn havde jeg få, men meget tætte venner. Jeg var ekstremt introvert og ekstremt loyal. En svær kombination i en verden, der allerede dengang hyldede det ekstroverte, det charmerende og det lette.
Jeg var en lille nørd, der læste tykke bøger med mine allerede dengang meget nærsynede øjne. Jeg læste om Himalayaeventyr, om frygtelige børneskæbner i 1930’erne og eventyr i fjerne fantasilande. Dengang ville jeg til enhver tid vælge bøgerne frem for mennesker. Jeg syntes mennesker var svære. Men jeg stod stadig ved bøgerne, nærsynetheden og mig selv.

Senere måtte jeg tage del i den verden, jeg ikke forstod.

Jeg kan stadig få helt ondt i maven over alle de strategier, man skal have og kompetencer, man skal mestre for at overleve et helt almindeligt lille drengeliv i 0. klasse. Og min erfaring er nærmest ikke eksisterende. Som barn lod jeg mig bare drive med strømmen. Fulgte med, der hvor de andre gik og gik hjem og læste “Guds blinde øje” og forstod meget mere dér.

Strategierne og kompetencerne har jeg stadig ikke. Jeg famler, når jeg på en eller anden måde skal støtte mine børn i det sociale liv. Jeg kan jo se, at dem der kommer længst, også er dem, der viser vejen. Ikke dem der følger.

Jeg har sådan set fulgt andre hele livet. Min vej havde været anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan jeg lyttede til, hvad jeg ville og ikke hvad andre gjorde. Jeg har oplevet og gennemført spændende og gode ting, men jeg tænker tit på, om det egentlig er min vej, jeg er gået.
Som 41 årig er der allerede mange ting, jeg nu forstår baglæns. En indsigt der forhåbentlig kan tjene mig, når jeg ser fremad og går forlæns.

Jeg er ikke ekstremt introvert mere. Snarere tværtimod. Jeg har med årene fundet en lille pige med rottehaler og fregner på næsen frem, der godt tør sige til en næsten fremmed: “dig kan jeg godt lide. Skal vi lege?”.
Jeg har mødt flere mennesker de sidste 10 år, der tiltalte mig i en sådan grad, at jeg måtte lære dem bedre at kende.
Den nysgerrighed besad jeg ikke som barn. Det er en besynderlig side at finde frem i sine 30’ere. Men det har været en kæmpe gave at møde voksne mennesker, der har haft en så fin betydning for mit liv. Jeg ville for eksempel ikke have været krammet foran bageren foruden i morges -i mit løbetøj og et menneske, der i sin sårbarhed havde brug for at tale.   Lige der i morgentrafikken.
For nyligt stod jeg i en metro og talte sagte om en mors selvmordsforsøg med et andet menneske, der pludselig kom ind i mit liv for fem år siden. Et venskab, der stille har udviklet sig. Det samme som flere andre bekendtskaber har. Jeg har mødt så ufatteligt fine mennesker det seneste årti.

Og nu hvor det hele skal leves forlæns, håber jeg så meget, at alt det andet i mit liv, vil give lige så meget mening nu, hvor jeg er faldet af den vej, jeg ikke rigtigt selv har valgt. Planen er i hvert fald at beholde rottehalerne og fregnerne på næsen og møde verden med lige så meget nysgerrighed, som jeg har gjort med menneskene i den. Og så vil jeg for første gang i dette liv gå ud ad den vej, der var tiltænkt mig. Og jeg vil forhåbentlig blive på den. Og læse bøger med min endnu mere nærsynede øjne. Men med en kæmpe åbenhed og erkendelse. Og alle mine nye venner. 2015-08-30-09-57-48

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s