Dagpengene fra helvede

Dagpengene er kommet tættere på. Det er det allerværste, jeg ved.
Jeg kontaktede i dag min a-kasse for at få helt styr på det der med supplerende dagpenge, da jeg jo selvfølgelig gerne vil fortsætte min yogaundervisning.

Vidste I, at man ikke kan få supplerende dagpenge, hvis man får løn via fakturaer, man sender ud? Men hvis du har 15 timer som pædagogmedhjælper i en børnehave, kan du godt.
Bevares, hvis jeg lægger alle mine timer efter kl. 17.00, så må jeg godt modtage supplerende dagpenge. Men hey, hvis jeg arbejder, mens mine børn er i skole, så er det UT!

Jeg vidste godt, at jeg havde det sådan her med dagpengesystemet. Jeg oplevede det samme, da jeg afsluttede min uddannelse på universitetet. Jeg følte mig kvalt tilintetgjort og mindre værd. Jeg kunne bare ikke. Derfor søgte jeg arbejde i en kirke, som kirketjener på deltid. Tjente mindre end dagpengesatsen, men var væk fra det der system, der gør mig syg.

Jeg har i 13 år betalt til min A-kasse. Jeg har også en lønforsikring. Den kan jeg heller ikke bruge, hvis jeg underviser lidt ved siden af. Jeg har snart betalt 100.000 kroner til noget, jeg ikke rigtigt kan komme til at bruge med mindre, at jeg smider den eneste ting væk, der får mig til at føle mig i kategori med almindelig hverdagsmennesker- mit freelancejob.
My God.

Nå, men derfor. Hvis du har et job, så gi noget.

More than a woman

En lørdag aften i december viste DR2 eller DRK Saturday Night Fever. Det var sent. Kenneth lagde sig til rette. Han skulle ellers nok lige se dansefilm, kunne man se på ham.
Jeg syntes ikke, jeg var frisk nok til en halvfjerdser discofilm, så jeg gik i seng.

Jeg lagde mig op. Kiggede lidt på telefon, som jeg har for vane. Som om, at verden ikke er der, hvis ikke jeg ser billederne af den hele tiden.

Jeg lagde den dog hurtigt fra mig igen.

Der er nemlig sket en ændring. Med mig. Min hjerne er ikke et tilgroet overophedet drivhus mere. Der er luftet ud. Ryddet nogenlunde op. Sat skik på de fleste af planterne. Nogle er kasseret, andre er klippet lidt ned og alle har nu en plads. At jeg stadig glemmer at vande dem af og til og at de har lidt for mange visne blade, er ok.
For resten er i orden.
Der er, hvad der er.
Det der skal være.

Og derfor lagde jeg også mobilen fra mig 20 minutter før, jeg ellers ville have gjort. Slukkede lyset. Lagde mig godt til rette. Og lukkede øjnene. Og DER begyndte jeg at lytte. Til filmen. Soundtracket. Dette bløde univers af fine melodier, sunget af mænd med falsetstemmer.

Det var en lang lydmeditation.

Den førte mig dybere og dybere ind i barndommens land.
Jeg blev ført tilbage til den treværelses lejlighed vi boede i i Webersgade fra jeg var 5 til jeg var 10. En lejlighed, der i 2016 standarder ville være fuldstændig umulig at bo i for en familie på fire.

Men vi boede der.
Jeg kunne ikke mærke den var lille.
Det var bare mit hjem.
Der var det, der skulle være. Et badeværelse med et tapet med kæmpestore rosa blomster og avocado grøn baggrund. Der var påsatte træpaneler på væggene i stuen. De to sidste værelser skiftede tit status fra at være delt børneværelse, forældresoveværelse med skrivebord og walk in closet, delt forældre/børneværelse og spisestue osv. Alt var muligt. Og alle konstellationer var prøvet den dag, vi flyttede videre til Herlev.

Men mit nutids-jeg lå nu i sengen på Ferskenvej og lyttede til More than a woman og Stayin alive og tænkte tilbage på det sted, der endte med at være det ikoniske barndomshjem. Det jeg altid vender tilbage til i tankerne, når alt krakelerer.

Jeg husker, hvordan der skulle luftes ud, når gæsterne var gået hjem en sen lørdag aften. Hvordan den gule røg hang tungt i luften, mens de voksne ryddede ud og havde sat She med Charles Aznavour på, medens jeg nød musikken og den kolde luft, der kom udefra.

More than a woman fadede ud og mine tanker standsede og førte mig tilbage til sengen på Ferskenvej.
Tilbage var vejrtrækningen.
Mig som 41 årig.
Hvilende.
Nostalgisk.
Men lykkelig.
Mere er der ikke i det.

Når Zen Master Buddha Larsen taler, lytter man.

Vi sad ved morgenmaden og jeg begyndte at fortælle drengene om den åndsvage drøm, jeg havde haft lige inden jeg vågnede.
Vi var i Lalandia, mig, Kenneth og drengene. Det var et kæmpe sted og mere stilfuldt end den virkelige verdens Lalandia.
Jeg var alene. De andre var allerede gået i gang med vandløjerne.
Jeg havde lagt mit badetøj i et skab i et omklædningsrum ved en lille bro. Jeg gik på udkig efter et federe skab i andre omklædningsrum. Og til sidst havde jeg været så mange steder, at jeg ikke kunne finde tilbage til MIT skab og mine ting. Det var vildt frustrerende, for jeg kunne se min familie hygge sig og lege bag glasset.
“Haha”, sagde jeg, da jeg var færdig med at fortælle og tænkte,  de nok syntes,  at jeg var helt crazy med sådan en fjollet Lalandia-drøm.

Kenneth sad med sin kaffekop i hånden og sagde så: “Måske det er lidt sådan, du har det lige nu. Lidt udenfor den verden vi andre er i, mens du løber rundt for at finde det helt helt rigtige sted at være. Det virker som om, at du måske er lidt presset.”

Øhm, tak for det, Zen Master Buddha Larsen, sådan havde jeg ikke lige set den drøm.
Men jo. Min underbevidsthed havde simpelthen valgt at give mig et ordentligt spark i røven med Lalandia som et billede på det liv, jeg ikke lige nu deltager i og brugt skabe som symbol for alle de (tomme) projekter, der endnu ikke er kommet fyld i.
“Du kan kun fylde et skab af gangen, vælg et, Fru Jacobsen,”sagde den.

Underbevidstheden.