More than a woman

En lørdag aften i december viste DR2 eller DRK Saturday Night Fever. Det var sent. Kenneth lagde sig til rette. Han skulle ellers nok lige se dansefilm, kunne man se på ham.
Jeg syntes ikke, jeg var frisk nok til en halvfjerdser discofilm, så jeg gik i seng.

Jeg lagde mig op. Kiggede lidt på telefon, som jeg har for vane. Som om, at verden ikke er der, hvis ikke jeg ser billederne af den hele tiden.

Jeg lagde den dog hurtigt fra mig igen.

Der er nemlig sket en ændring. Med mig. Min hjerne er ikke et tilgroet overophedet drivhus mere. Der er luftet ud. Ryddet nogenlunde op. Sat skik på de fleste af planterne. Nogle er kasseret, andre er klippet lidt ned og alle har nu en plads. At jeg stadig glemmer at vande dem af og til og at de har lidt for mange visne blade, er ok.
For resten er i orden.
Der er, hvad der er.
Det der skal være.

Og derfor lagde jeg også mobilen fra mig 20 minutter før, jeg ellers ville have gjort. Slukkede lyset. Lagde mig godt til rette. Og lukkede øjnene. Og DER begyndte jeg at lytte. Til filmen. Soundtracket. Dette bløde univers af fine melodier, sunget af mænd med falsetstemmer.

Det var en lang lydmeditation.

Den førte mig dybere og dybere ind i barndommens land.
Jeg blev ført tilbage til den treværelses lejlighed vi boede i i Webersgade fra jeg var 5 til jeg var 10. En lejlighed, der i 2016 standarder ville være fuldstændig umulig at bo i for en familie på fire.

Men vi boede der.
Jeg kunne ikke mærke den var lille.
Det var bare mit hjem.
Der var det, der skulle være. Et badeværelse med et tapet med kæmpestore rosa blomster og avocado grøn baggrund. Der var påsatte træpaneler på væggene i stuen. De to sidste værelser skiftede tit status fra at være delt børneværelse, forældresoveværelse med skrivebord og walk in closet, delt forældre/børneværelse og spisestue osv. Alt var muligt. Og alle konstellationer var prøvet den dag, vi flyttede videre til Herlev.

Men mit nutids-jeg lå nu i sengen på Ferskenvej og lyttede til More than a woman og Stayin alive og tænkte tilbage på det sted, der endte med at være det ikoniske barndomshjem. Det jeg altid vender tilbage til i tankerne, når alt krakelerer.

Jeg husker, hvordan der skulle luftes ud, når gæsterne var gået hjem en sen lørdag aften. Hvordan den gule røg hang tungt i luften, mens de voksne ryddede ud og havde sat She med Charles Aznavour på, medens jeg nød musikken og den kolde luft, der kom udefra.

More than a woman fadede ud og mine tanker standsede og førte mig tilbage til sengen på Ferskenvej.
Tilbage var vejrtrækningen.
Mig som 41 årig.
Hvilende.
Nostalgisk.
Men lykkelig.
Mere er der ikke i det.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s