Det er fredag 

Og jeg har krammet et andet menneske lige lidt for hårdt, fordi jeg blev sådan helt glad for at se hende. Hun havde støvler til Jonattan i en pose og det fineste opvarmede lift i ærmet.

Og jeg har gået morgentur på isglatte stier og veje i kridhvidt lys med varm kaffe i hånden og med ny menneskeven ved siden af mig. Vi talte kun om livet, sorg, døde forældre, angst og lykke.

Og jeg har kørt i flyverdragt ind til hulen i Store Kongensgade, hvor jeg underviste 20 glade damer. Vi grinede og havde røde kinder. Det gør planker, delfiner og krager ved en. 

Og på en hotelbar ved hovedbanen har jeg tænkt store tanker med fire mennesker, jeg næsten ikke kender, om afhoppere og exitere og inde og ude. 

Og jeg har købt slik for 97 kroner.

Og jeg har mødt et af de fineste mennesker, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Og haft en kort men meningsfuld lille snak på Rosenørns Allé, inden vi skulle videre i hver vores retning.

Og jeg har været til frisør med Mattias, hvor vi talte fodbold med frisøren fra Vestegnen. 

Og jeg har fået et job. Sådan et som jeg er glad for. Et jeg godt gider.

Og jeg har fundet en lille seksårig dreng i et skab, der ville forskrække mig, men som havde klukket så højt over sit eget genistregsgemmested, at jeg måtte finde skuespilleren i mig selv frem, da jeg skulle forestille at blive forskrækket.

Og jeg har sat mig i min sofa og tænkt, at livet er sådan helt okay.

De kommer frem om natten

Han stod altid lige bag mit senge hovedgærde om aftenen, når jeg skulle sove som barn. Jeg havde set en af de der afsnit af Sherlock Holmes med Jeremy Brett, som jo er den eneste rigtige Sherlock.
Det var ikke Brett, der stod bag mit hovedgærde, hver gang jeg ikke kiggede, men en mand, der sammen med sine søstre var blevet udsat for giftig røg og var blevet skør eller hjerneskadet eller noget i den retning. Han blev hentet af en gammeldags ambulance med tremmer for bagruden og han kiggede ud på dem med opspærrede øjne.
Bag min dør gemte Carries mor sig, helt religiøst vanvittig med en kniv parat til at slå sin datter ihjel med.
Ved siden af mit skrivebord stod Kim Novak i rollen fra Vertigo.
Jeg så dem aldrig, for når jeg åbnede øjnene var de væk, men når jeg lukkede dem igen, stod de helt skarpt nat efter nat efter nat i mit lille barneværelse, ungdomsværelse, min lille 2 værelses lejlighed i Stefansgade, på Nørrebrogade, Lundtoftegade. Hvert eneste sted jeg nogensinde har boet, har de altid været med.

Senere kom den ledløse The Ring type, der kravler ud af et tv, med i mit rædsels repertoire. Det samme gjorde hende med håret fra Forbandelsen.
I starten af 30’erne stoppede jeg derfor med at se gyserfilm og andre ting, der bare kunne komme i nærheden af at forøge min i forvejen alt for åndsvagt store gruppe af hæsligheder, jeg slæber rundt på om natten.
De er der nemlig stadig. Hver gang jeg er alene hjemme eller sover i et rum alene.

Jonattan har altid kunne sove alene, i mørke rum. Jeg har altid beundret ham for det. Tænk at vide, at intet ondt sker i mørket.
I juleferien ændrede det sig. Han opdagede mørket. Anerkendte det og tog det til sig. For meget.
Han kan ikke være alene i sit værelse mere. Han nægter at sove med mindre, vi er i nærheden og værst af alt han vågner om natten, fordi der står mennesker i hans værelse. Ikke når han har åbne øjne, men når de er lukkede. De er grimme og onde. Og han er bange.
Jeg ved præcis, hvordan han har det, men jeg er jo den voksne, så jeg siger: “Jamen, Jonattan, der er jo ikke nogen.” Og “Far og jeg passer jo på dig- HELE tiden. For altid og for evigt.” Det er ligegyldigt. For de er der. Og jeg ved de er der. Og at de nok altid vil være der ….lidt.

Han kom ind og sov i vores seng en af de værste af nætterne. Jeg kunne ikke sove på de ti cm jeg havde til min krop, så jeg stod op. Jeg gik ind i drengeværelset med Ronaldo på væggene. Jeg lagde mig ned og lukkede øjnene. Træt. Jeg forsøgte at finde ro. Få styr på tankerne. Det eneste problem var, at der stod en mand bag ved hovedgærdet. Carries mor gemte sig bag døren. Kim Novak stod midt i rummet helt sindssyg og smuk. Hår begyndte at vokse ud af loftet og små pagehårspigers ansigter var hele tiden helt tæt på mit. De forsvinder aldrig.

Jeg kan ikke engang skyde skylden på mørket, for jeg havde ladet Real Madrid lavalampen være tændt.