Året, der blev væk

Jeg gik ned.
Jeg gik rundt om mig selv.
Jeg gik i stå.

Jeg lærte at trække vejret igen.
Jeg lærte at gå- langsommere.
Jeg lærte at registrere og anerkende, det der var.
Jeg lærte, at jeg ikke gør mig godt som entreprenør. Fordi, jeg som chef bedst kan lide at min medarbejder har det rart.

Jeg faldt i søvn, men vågnede op – i 2017.

Her holdt jeg afsked på min tidligere arbejdsplads.
Jeg ville vise, at jeg ikke kan væltes.
Det var hårdt.
Hun holdt en tale.
Jeg lyttede, men jeg kan ikke huske et eneste ord.
Jeg koncentrerede mig mest om at overleve.
Jeg tog hjem.
Lukkede bogen.
Sundede mig.

En uge efter hørte jeg en sang- en åndsvag én.
Men den vækkede mig.

Jeg lytter nu til Mozarts klaverkoncerter.
Og tuder over en enkelt lille fuldstændig genial tone og længes efter et klaver, jeg kan spille fuldstændigt ugenialt på.
Jeg skriver bøger om små generte piger, der bare drømmer om at danse.
Og kører forbi en rød Ferrari, der hver eneste morgen minder mig om, at drømmene ligger lige om hjørnet og venter.