I dag blev det ikke til smøger………..

Før i tiden kunne jeg godt finde på at købe to pakker smøger til ham. Men det er på en måde temmelig passé.
Han ryger nemlig ikke mere.
Der skulle gå ca. 54 år og så var han færdig med det.

Forleden dag opdagede jeg, at han pludselig var blevet mindre end mig. Det gav et lille stik. Måske fordi det mindede mig om, at han en dag vil være væk.

Han har ellers altid været der. Når jeg kom hjem fra skole. Når jeg gik om morgenen. Når jeg var syg og skulle blive hjemme. Så var han der. Og ikke som nutidsforældre (mig selv inklusiv) med den der slet skjulte irritation over ikke at kunne komme på arbejde. Nej, for han elskede og elsker selskabet. Konstant.

Han var og er fjollet som en lille pige og barnlig som en treårig. Han kan leve livet med en så forbilledlig lethed, mens han samtidig til tider rammes af livets voldsomme tyngde.

Han er ofte noget af det mest levende jeg kender, men kan pludselig gå i stå i det hele og derefter ikke røre sig en millimeter i flere dage.

Han er en rørende skabning, der mest af alt altid vil minde mig om Den Lille Prins med den barnlige nysgerrighed og overvældende kærlighed til verden og de nærmeste.

Han smelter en med hans umiddelbarhed og prikker til en for at få svar svar svar.
Han er med andre ord virkelig irriterende og virkelig virkelig elskelig.

Men det er netop det. Det der er.
Han har lært mig, at alt er flydende, at det er helt okay.
At sandheder kommer og går.
Og at man er den man er til man ikke er den, man var mere.

Jeg er sådan en heldig en, som i fødselsgave har fået en af de største (op)gaver og det er at have min far som far. Og det er jeg så umådelig glad for.

PS. Min mor er Pippi, det har jeg vist engang skrevet om, men tænker at jeg snart vil uddybe det:-)