Jeg vænner mig snart til det hele igen.

Når jeg hjemvender fra en ferie, hvis destination er længere væk, end lad os sige Sverige, Norge og Tyskland, er det første jeg tænker altid, at Danmark er så umådelig røvsygt, firkantet, ligelinjet, grantræsagtigt og frikadellelugtende. Det er i første omgang ikke skønhed, vi ruller os i i glædesrus og boblende latter. Vi bor i ting, der fungerer, giver mening og er praktiske.

Med rejserne væk, opdager jeg altid at smuk til hver en tid trumfer praktisk. Og at duften af søde kager, stegt hvidløg og stærk parfume gør mig lykkeligere end kanel, brun sovs og duften af angst for allergifremkaldende dufte i enhver afskygning.

Jeg ved også, at der max går 2 uger, så har jeg vænnet mig til livet i Danmark. Jeg retter ind. Går i netto og køber den samme yoghurt som alle andre, for her er der 4 eller 5 smage og alt er ens. Jeg cykler på arbejde i regnvejr med praktisk tøj, så jeg ikke bliver våd. Jeg spiser min røvsyge broccoli og detoxer og forsager hvidt brød og ser House of cards ligesom alle andre.

Og så bliver det mørkere. Efteråret og vinteren tager livet efter arbejde. Jeg tager bare hjem. Det er mørkt og koldt, så det er rarest at være derhjemme. Måske løber jeg en tur. Jeg gider ikke. Men ellers bliver jeg tyk. Der bliver trangt i huset. Børnene slås. Jeg bliver mere og mere rasende. Og stresset.

Med de mørke dage kommer også forældremøderne, skolearrangementerne, lege grupperne og forældrefesterne.

Med foråret kommer sommerferie planerne. Drømmene vokser. Der skal være varmt. Dufte. Mad. Lune nætter. Stille morgener.

Månederne op til ferien handler om planlægning, stress over om alt er i orden, mange opgaver på arbejdet, så man løber lidt for stærkt, pulsen stiger, børnene føles mere belastende end ellers. Jeg begynder at overveje, om vi bør droppe ferien. Det er så bøvlet. Stressende. Og angsten for, at vi allesammen dør tager til.

Bum. Og pludselig er den der. Ferien. Og de første 3-4 dage er halvt fantastiske, halvt et helvede.

Vi overlevede flyturen. Vi er ankommet. Men vi er sammen. Hele tiden. All. The. Time.

Det sker helt uden, at jeg mærker det. Pludselig er alt godt. Hjernen er faldet til ro. Hjertet slår. Normalt. Dobbeltslagene er aftaget.

Jeg får lyst til at spille spil med børnene og læse rigtige papirbøger.

Og så slutter det hele. Lige så pludseligt som det startede. Og man befinder sig igen i en metro fra lufthavnen til flintholm station. Og det eneste man kan tænke er, hvor ualmindelig grim Danmark er.

Og hvert år beslutter jeg, at dette år skal være anderledes. Dette år er året, hvor jeg giver slip, lærer lidt af de der sydeuropæere, drikker lidt mere rosé og spiser hvidt brød, hvis jeg har lyst.

Håber det i år er året, hvor det sker.

(Indtil videre ser det dog ikke lovende ud, jeg har allerede haft regnfrakke på og miljøvenlig lærredsnet med i Superbrugsen (hvor jeg rent faktisk både købte broccoli og cultura med den spændende smag af hindbær)).

En status 

Jeg tjekker hver dag ind der, hvor jeg før i tiden (i flere år) havde “eksamens angst og stress” på daglig basis. Lige der hvor sommerfuglene baskede non stop rundt uden den mindste form for pause. 

Lige nu sover de. De vågner ofte, men jeg giver dem et ordentligt gok i nødden, hvis de vågner alt for meget op til dåd.

Jeg har helt klart fået mere styr på arbejde og liv balancen og jeg forsøger at have mere ro og mere vejrtrækning  (især den vigtige udånding får lidt ekstra fokus). 

Det er hårdt arbejde at have det godt. Men det er det værd.

Mit største problem er ambitionerne. Ikke dem om lederstillinger og højere løn. Nej, det er snarere dem jeg altid har kæmpet med: “jeg udvikler mig, derfor er jeg”  eller den endnu mere opslidende “jeg dygtiggør mig, derfor er jeg”. 

Jeg kæmper altså stadig kampen mod at være til helt uden anden mening, end at være til. Og det er virkelig svært. For mig. 

Italien hjælper dog. Meget. 

Sidste nat med kliken

“Man skal passe på, hvad man ønsker sig”…

I 2007 købte vi et lille rødt hus i Sverige. En uge inden Mattias blev født. Han skulle have muligheden for at være i naturen, når nu vi, hans forældre, aldrig ville kunne give ham andet end den lidt sørgelige 3 værelses i Husum. 

I 2011 ændrede alt sig, da vi arvede et lille gult hus med have. Pludselig skulle vi slå græs to steder og egentlig havde vi også stadig lejligheden. Vi havde ejendomme til op over begge ører. Det var hårdt, for meget og for dyrt. 

Vi satte de lille røde træhus til salg sammen med Den Sørgelige i Husum. 

Der skulle gå tre år før Husumlejligheden blev solgt. Træhuset var der ingen, der ville have og vi var pressede over det.

Vi kunne ikke vedligeholde det. Og weekenderne i Sverige var hårdt arbejde. Den svenske drøm om idyl blev sjældent rigtigt virkelig for os.

Det forandrede sig pludseligt for et par år siden, da drengene pludselig følte sig trygge i skoven rundt om huset. De nød friheden og gemte sig i kæmpebregnerne. Vi lavede mad over bål, sov i hjemmelavede huler i skoven og løb ture ved søen. Det røde hus blev pludselig en oase, hvor selv jeg og min stressudbrændte hjerne fik ro.

Huset stod dog stadig til salg. For vedligeholdelsen havde vi stadig hverken tid eller råd til. 

I torsdags skrev vores svenske ejendomsmægler, at hun havde en køber. Til det lille røde træhus. Til Træhuset. Vores træhus. Med minder om barsel og små babyer.  Om en nybagt far, der brugte hele dage på at bygge det fineste legehus. Om regnfulde somre og sneklædte vintre. Og masser af kærlighed og tømninger af muldttoilet….. og jeg græd mig selv i søvn. Højst uventet. Hvis den sms var kommet for fem eller bare to år siden, havde vi nok fejret med champagne.

Der har ikke været noget champagne. Ikke en dråbe. Til gengæld har jeg tudet en lille smule på mit arbejde og spurgt Kenneth flere gange, om vi mon kunne komme ud af aftalen. 

Det kan vi ikke. Men jeg kan pludselig slet ikke være i mig selv over, at Træhuset snart ikke er vores mere.

Jeg har sat den grimme orange stol hen foran vores store glasdøre, så jeg en sidste gang kan kigge ud på de træer og småfugle, der har dannet rammen om de sidste 10 års ferier, barsler og weekender. Jeg har haft det lille røde træhus lige så længe, som jeg har været mor. Og det at miste huset er som at miste en del af vores familie. 

Så i nat er det sidste nat med kliken, træerne, det hvide soveværelse, køjesengen og stilheden. Og det er så skide sørgeligt, at vi i morgen kl. 10 kører op i Klippan og skriver under på et stykke papir, der på én gang trækker drømmene om glade drenge og varme sommeraftener i skoven væk under os. Og tilbage står vi med det vi troede, vi ønskede- ét hus, ét simpelt liv med kun én græsplæne. Og pludselig er det eneste vi ønsker os kompleksiteten, de afskallede trævinduer og 2000 kvm græs, der skal slås hver tredje uge.

Vi siger farvel nu og græder lidt og intet bliver helt som før, for det røde træhus har forladt os for altid.