Sidste nat med kliken

“Man skal passe på, hvad man ønsker sig”…

I 2007 købte vi et lille rødt hus i Sverige. En uge inden Mattias blev født. Han skulle have muligheden for at være i naturen, når nu vi, hans forældre, aldrig ville kunne give ham andet end den lidt sørgelige 3 værelses i Husum. 

I 2011 ændrede alt sig, da vi arvede et lille gult hus med have. Pludselig skulle vi slå græs to steder og egentlig havde vi også stadig lejligheden. Vi havde ejendomme til op over begge ører. Det var hårdt, for meget og for dyrt. 

Vi satte de lille røde træhus til salg sammen med Den Sørgelige i Husum. 

Der skulle gå tre år før Husumlejligheden blev solgt. Træhuset var der ingen, der ville have og vi var pressede over det.

Vi kunne ikke vedligeholde det. Og weekenderne i Sverige var hårdt arbejde. Den svenske drøm om idyl blev sjældent rigtigt virkelig for os.

Det forandrede sig pludseligt for et par år siden, da drengene pludselig følte sig trygge i skoven rundt om huset. De nød friheden og gemte sig i kæmpebregnerne. Vi lavede mad over bål, sov i hjemmelavede huler i skoven og løb ture ved søen. Det røde hus blev pludselig en oase, hvor selv jeg og min stressudbrændte hjerne fik ro.

Huset stod dog stadig til salg. For vedligeholdelsen havde vi stadig hverken tid eller råd til. 

I torsdags skrev vores svenske ejendomsmægler, at hun havde en køber. Til det lille røde træhus. Til Træhuset. Vores træhus. Med minder om barsel og små babyer.  Om en nybagt far, der brugte hele dage på at bygge det fineste legehus. Om regnfulde somre og sneklædte vintre. Og masser af kærlighed og tømninger af muldttoilet….. og jeg græd mig selv i søvn. Højst uventet. Hvis den sms var kommet for fem eller bare to år siden, havde vi nok fejret med champagne.

Der har ikke været noget champagne. Ikke en dråbe. Til gengæld har jeg tudet en lille smule på mit arbejde og spurgt Kenneth flere gange, om vi mon kunne komme ud af aftalen. 

Det kan vi ikke. Men jeg kan pludselig slet ikke være i mig selv over, at Træhuset snart ikke er vores mere.

Jeg har sat den grimme orange stol hen foran vores store glasdøre, så jeg en sidste gang kan kigge ud på de træer og småfugle, der har dannet rammen om de sidste 10 års ferier, barsler og weekender. Jeg har haft det lille røde træhus lige så længe, som jeg har været mor. Og det at miste huset er som at miste en del af vores familie. 

Så i nat er det sidste nat med kliken, træerne, det hvide soveværelse, køjesengen og stilheden. Og det er så skide sørgeligt, at vi i morgen kl. 10 kører op i Klippan og skriver under på et stykke papir, der på én gang trækker drømmene om glade drenge og varme sommeraftener i skoven væk under os. Og tilbage står vi med det vi troede, vi ønskede- ét hus, ét simpelt liv med kun én græsplæne. Og pludselig er det eneste vi ønsker os kompleksiteten, de afskallede trævinduer og 2000 kvm græs, der skal slås hver tredje uge.

Vi siger farvel nu og græder lidt og intet bliver helt som før, for det røde træhus har forladt os for altid.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s