Jeg vænner mig snart til det hele igen.

Når jeg hjemvender fra en ferie, hvis destination er længere væk, end lad os sige Sverige, Norge og Tyskland, er det første jeg tænker altid, at Danmark er så umådelig røvsygt, firkantet, ligelinjet, grantræsagtigt og frikadellelugtende. Det er i første omgang ikke skønhed, vi ruller os i i glædesrus og boblende latter. Vi bor i ting, der fungerer, giver mening og er praktiske.

Med rejserne væk, opdager jeg altid at smuk til hver en tid trumfer praktisk. Og at duften af søde kager, stegt hvidløg og stærk parfume gør mig lykkeligere end kanel, brun sovs og duften af angst for allergifremkaldende dufte i enhver afskygning.

Jeg ved også, at der max går 2 uger, så har jeg vænnet mig til livet i Danmark. Jeg retter ind. Går i netto og køber den samme yoghurt som alle andre, for her er der 4 eller 5 smage og alt er ens. Jeg cykler på arbejde i regnvejr med praktisk tøj, så jeg ikke bliver våd. Jeg spiser min røvsyge broccoli og detoxer og forsager hvidt brød og ser House of cards ligesom alle andre.

Og så bliver det mørkere. Efteråret og vinteren tager livet efter arbejde. Jeg tager bare hjem. Det er mørkt og koldt, så det er rarest at være derhjemme. Måske løber jeg en tur. Jeg gider ikke. Men ellers bliver jeg tyk. Der bliver trangt i huset. Børnene slås. Jeg bliver mere og mere rasende. Og stresset.

Med de mørke dage kommer også forældremøderne, skolearrangementerne, lege grupperne og forældrefesterne.

Med foråret kommer sommerferie planerne. Drømmene vokser. Der skal være varmt. Dufte. Mad. Lune nætter. Stille morgener.

Månederne op til ferien handler om planlægning, stress over om alt er i orden, mange opgaver på arbejdet, så man løber lidt for stærkt, pulsen stiger, børnene føles mere belastende end ellers. Jeg begynder at overveje, om vi bør droppe ferien. Det er så bøvlet. Stressende. Og angsten for, at vi allesammen dør tager til.

Bum. Og pludselig er den der. Ferien. Og de første 3-4 dage er halvt fantastiske, halvt et helvede.

Vi overlevede flyturen. Vi er ankommet. Men vi er sammen. Hele tiden. All. The. Time.

Det sker helt uden, at jeg mærker det. Pludselig er alt godt. Hjernen er faldet til ro. Hjertet slår. Normalt. Dobbeltslagene er aftaget.

Jeg får lyst til at spille spil med børnene og læse rigtige papirbøger.

Og så slutter det hele. Lige så pludseligt som det startede. Og man befinder sig igen i en metro fra lufthavnen til flintholm station. Og det eneste man kan tænke er, hvor ualmindelig grim Danmark er.

Og hvert år beslutter jeg, at dette år skal være anderledes. Dette år er året, hvor jeg giver slip, lærer lidt af de der sydeuropæere, drikker lidt mere rosé og spiser hvidt brød, hvis jeg har lyst.

Håber det i år er året, hvor det sker.

(Indtil videre ser det dog ikke lovende ud, jeg har allerede haft regnfrakke på og miljøvenlig lærredsnet med i Superbrugsen (hvor jeg rent faktisk både købte broccoli og cultura med den spændende smag af hindbær)).

2 thoughts on “Jeg vænner mig snart til det hele igen.

  1. Jeg kender det så udemærket. Der er bare noget over at sidde kl. 23.15 og bestille sin aftensmad med solrøde kinder (fordi man har glemt solcreme), mens børn leger på legepladsen mens forældrene drikker vin og spiser pasta i lange baner, lanternerne er tændt og ingen er på vej i seng.

    – A

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s