Jeg svæver- en lille bitte smule igen

Jeg er her. Jeg tænker i tekster konstant. Jeg skriver også- bare ikke her. Og det er egentlig trist. For jeg kan godt li det. Det at ha et sted, hvor ordene kan få en parkeringsplads, når tankerne konstant finder nye retninger.

Der har været ekstremt meget uro den sidste måneds tid. Banken har rodet rundt i vores lån og når økonomien sejler, sejler jeg også. Jeg bliver søsyg og det svimler for mine øjne.

Ydermere siger min tandlæge, at kronen ikke kan vente længere og midt i bankens cirkus, ender jeg med at skulle trylle penge op af en hat, der ikke findes.

Jeg er typen, der arbejder med helårsbudgetter: for vores fælles økonomi, min egen, min lille yogavirksomhed og min opsparing. Så jeg har kontrol. Når andre så skubber til det, jeg havde styr på, sortner det lidt.

Og det er ikke kun økonomien, der modtager en så fornem særbehandling i mit liv, jeg har også notesbøger med årsmål, delmål og mål for ugen, der kommer. Jeg er med andre ord kontrolfreak og ja, mit stjernetegn ER jomfru. Ingen overraskelse der.

Målene skal overholdes. Helst. Der stod Kørekort på min liste over 2016 mål. Derfor tog jeg det. Og det er ret fedt, for så har jeg altid et billed id på mig. Køre gør jeg ikke. For biler er vanvittige dræbermaskiner og jeg kan simpelthen ikke tage ansvaret for, hvad sådan én kan finde på.

Jeg har mål for 2017, jeg ikke kommer til at nå. De må overføres til 2018. Det er bare sådan det er. Og livet giver mening alligevel.

Det jeg forsøger at komme frem til er, at når kontrollen ryger, mister jeg det fodfæste, som gør at jeg kan flyve. Jeg behøver fodfæste for at kunne sætte ordentligt og kontrolleret af og svæve lidt, inden jeg finder jorden igen. Sådan er det. Jeg drømmer da. Jeg drømmer bare helst fra jorden. Og når jeg har kontrol og fodfæste og overskud til at svæve lidt, så er der også plads til alt det, der gør mig svævende langs jorden.

Det hele er okay. Og jeg skriver. Et eller andet. Hvis ikke det giver mening, er det nok meningen. Og jeg mærker lige nu en lille krog blive hægtet fast, så jeg stille og roligt kan lette ud i natten med meteorstorme og stjerneskud.