Alternativt soundtrack

Hanernes galen har vækket mig hver morgen i snart 3 uger nu.

Mine nætter har været akkompagneret af de små firbens piben og de større gekkoers mærkværdig råb.

Vi har samsovet sammenfiltret og været tæt tæt tæt.

Af og til lidt hårdt for en type som mig, der plejer at flygte ned i min kælder til yoga og ro. Her kan man ikke flygte. Vi er sammen.

Men jeg ser også på familierne i Laos. Børnene er en del af hele forældrenes (arbejds)dag. Jeg ser bemærkelsesværdigt mange mænd med babyer på armen og trods fattigdom virker det harmonisk.

Og jeg tænker på min egen hverdag, hvor børnene er i institutionerne, fordi jeg skal arbejde arbejde arbejde og heldagsskolen med uforståelige fyldfag som Faf og uuv. Jeg ved sgu ikke. Det virker bare ikke som det rigtige. Slet ikke lige nu og lige her.

I dag tager vi ud i det blå og ser flere laguner, grotter, afsvedne rismarker og de bløde bjerge, jeg godt kan lide.

Det bløde og varme Laos

Efter næsten en uge i Luang Prabang- godt nok i forskellige dele af byen og med et par smutture til bjergene, tog vi sydpå.

Vi har været et par dage i Vang Vieng med alt hvad det indebar af jointrygende backpackere, gamle amerikanske tresserflippere, der hørte Jimmi Hendrix højt og længe alt imens der blev drukket kæmpe Laobeer og festet i natten.

Men Vang Vieng var også megasmukt. Naturen var venlig med bløde bjerge, dybe grotter, blå laguner og hmong landsbyer. Lige nu er vi kortvarigt taget videre. Ud i ingenting- dog et par timers kørsel fra Vientiane, men laaangt væk fra byer og hovedveje. Vi bor i små bungalows med udsigt til brun grumset flod. Vi får serveret den lækreste Lao mad. Store sølvgrå fisk med lime, hvidløg og koriander. Hakket kylling med mynteblade og frisk frugt.

Det er fantastisk.

En lille sky franskmand leder stedet på en stille og respektfuld måde. Han hænger store hvide lagner op i mørket og tænder skarp lys, så det forvandles til en kæmpemæssig tv skærm, der tiltrækker de vildeste sommerfugle, natsværmere og knælere. Børnene bader her og vi har set slanger, frøer og kæmpe gekkoer. Kenneth er lykkelig langt væk fra byerne, markederne og tuk tukkerne. Og jeg giver slip og mærker ro, alt imens jeg fascineres af Andrea Hejlskovs flugtfortælling “Og den store flugt”.

Om den “rigtige” yoga

Hvornår er yoga rigtigt?

Når jeg har haft internet, har jeg kunne læse debatten om den lille yogaskole mod kædeyogacentrene.

Jeg forstår godt debatten. Jeg har selv i flere år drømt om den lille yogasal, der skulle være min egen. Men jeg ved også, at det er utopisk. Yogaen vil simpelthen blive for dyr og jeg vil ikke kunne få det til at løbe rundt. Altså med mindre at jeg tilbød uddannelser og dyre retreats, hvilket mit liv ikke er til lige nu.

Samtidig ved jeg også, fordi jeg selv underviser flere steder, også i en af de store kæder med billig yoga, at yogaen dér ikke er discount.

Jeg har ca 8 timers undervisning ved siden af mine 30 timer som projektleder i Scleroseforeningen. Det er meget. Jeg knokler for at det kan lade sig gøre. Men jeg elsker at undervise. Hver eneste time jeg underviser er med hele mig -100 procent. Jeg giver hele min verden, men får lige så meget igen, om det er seniorholdet i fysioterapien i nordvest, De-Stress holdet i det fuldstændigt magiske Salig eller mine forskellige hot og ashtanga hold i Doyoga. Jeg gør mig umage hver eneste gang. Og jeg sørger for at uddanne mig hvert eneste år. Jeg sætter penge og tid af, jeg egentlig ikke har, for hele tiden at kunne være den bedste version af den yogalærer, jeg vil være og blive.

Jeg uddanner mig hos dem, jeg ser op til- dem der ved noget om mere end bare stillingerne og som hæver mit niveau hver eneste gang jeg har uddannet mig. På grund af dem, bliver en times ashtanga meget meget mere, fordi min viden rækker længere. Mine destresstimer fylder jeg med mere end bare åndedræt og stilhed og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg sørger med andre ord for at uddanne mig bredt, så jeg ikke ender i den fanatiske dogmatiske yogaforståelse, hvor man prædiker kun en eneste yogaform, som den rigtige. Og derfor får dem, der deltager i mine timer alt fra min kæmpe store investering i yoga.

Og det er min pointe. Selvom yogaen er S.U. venlig er der stadig kvalitet i den. Jeg underviser og for mig er det virkelig det der giver mening. Og jeg giver det hele videre. Og jeg både guider og lytter- både før, under og efter mine timer Og for mig bliver det aldrig samlebånd, hvilket det heller ikke er for nogen af mine kollegaer, de forskellige steder, jeg underviser. Jeg har aldrig oplevet så meget vilje til at dele og begejstres, som i “faget” yogaundervisning. Så at yogaen bliver flad, når den er billig, skal vi nok ikke være bange for. Men vi kan stadig ærgre os over at de små centre nok ikke vil bestå på samme måde, som den lille købmand nok heller ikke gør det mere. Og det er trist. Det synes jeg også. Og min drøm passer heller ikke ind i den virkelighed. Men yogaen i sin rene form skal nok bestå. Det bekræftes jeg i hver eneste dag, når jeg møder mine kollegaer, der tager sig tid til at snakke, give et kram eller guide videre til lige præcis den indsigt, mennesket foran dem søger.

Feber og junglelyde

Og så kom sygdommene.

Mattias havde feber i forgårs nat, der gjorde mig så bange, at jeg hele natten lå helt tæt og lyttede til hans vejrtrækning. Det var vist bare en forkølelse og dagen efter var han oprejst igen.

Netop nu ligger Kenneth med kvalme- måske fordi han skulle “smage” på noget vand i et vandfald.

Vi andre har spist sandwich og drukket kakaomælk- fordi ris på syvende dag ikke lød mega tillokkende.

Men vi har gået i jungle i dag i mange timer, hørt vilde lyde fra papegøjer, set lokale stege rotter over bål, mødt de små mindretalsbefolkninger i bjergene og sejlet med halv fuld sejler på Mekong.

Luang prabang er en lille lun blød perle og alt er stadig godt.

Videre frem

Chiang kong – Pak Beng – Luang Prabang.

Vi har rejst langsomt. Efter fly kommer bil og derefter båd for at følge med.

Hjertebanken og stress ved visumkontoret. Sådan er det. Men også det passerer.

Slow boat på Mekong er ikke luksus, lækkert eller komfortabelt, men sjælen følger med.

Vi glider igennem de bløde, grønne bakkede landskaber af det brune grumsede Mekong vand, mens lysebrune sandstrande svæver forbi os med små smukke børn, der vinker til os i de lange langsomme både.

Backpackerne er her også. De står midt i båden og bliver fuldere og mere højtrystede for hver ny kæmpeøl, der deles. De følger med. Som det tynde øl, der ikke ænser, hvor de er, så længe festen er der. Jeg ved det godt. Har selv været en af dem- dog uden helt den samme respektløshed. De smider papir i Mekong og synger Come on Eilleen og det hele er helt forudsigeligt.

Og vi når frem efter 2 dages skvulpen i den brune suppe og ligger nu i noget, der virker alt for luksuriøst sammenlignet med de seneste dages kolde lysstofrørsoplyste rum med senge så hårde som sten.

I morgen tager vi den med ro og finder jordforbindelsen igen.

Vi fløj

Natten til tirsdag stod vi i samlet flok op kl. 03.30. En taxa hentede os i den iskolde tidlige morgen og vi var trætte og forpjuskede.

At flyve henover tiden gør kroppen og sindet døsigt og det føles uvirkeligt, at sidde på et vandrehjem 24 timer, 2 flyvninger, 3 lufthavne og ca. 45 grader senere. Men vi er her og har badet i en pool med forhåbninger om at vaske jetlagen af.

Chiang Mai dufter som jeg husker det og varmen gør min krop glad.

Vi er slet ikke færdige, for i morgen tidlig rejser vi videre til grænsen til Laos og sejlture på Mekong.