Når man har fundet paradis

På stranden taler vi om, hvor smuk verden er. Jonattan fortæller, at det her er det smukkeste sted han nogensinde har set og at han altid har drømt om at se turkisblåt vand, hvidt sand og palmer.

På én dag når vi at se vandet trække sig, så den hvide sandstrand blottes helt, hvorefter vandet stiger igen og øen med den fine restaurant bliver ø igen.

De lokale fejrer, at regntiden er forbi og tænder lys og fyrværkeri. Solen går ned i baggrunden og drengene leder efter krabber og konkylier.

Jeg tænker, at det bliver svært at vende tilbage til det danske vejr og den mørke tid, vi går i møde. Jeg kender følelsen af travlhed og regn, der fortsætter i en lang uendelighed.

Jeg vil ikke tænke på det, men gør det alligevel. Og forsøger som sædvanligt at finde udvejen, vejen væk fra den hverdag, der er svær at gemme sig fra. Jeg ved også, at når vi først er hjemme, opsluges vi igen og glemmer, hvordan livet virkelig kan føles og det er lidt trist. For lige nu lige her, er det smukt, eventyrligt og rigtigt og snart vil den følelse bare være et minde, vi af og til vil tale om under aftensmaden. Og vi vil sige “kan i huske dengang på Ngapali Beach, hvor vandet var turkisblåt og sandet hvidt og palmerne svajede i vinden.”

Bjerge, søer og pagoder

Mit blik lander på avocadotræet og den tynde kun lidt giftige slange i nabotræet, chiliplantagerne og kvinder med farvestrålende tørklæder viklet om hovedet, som drager. Her lugter af røg, hvidløg og regn. Her er smukt og mudret og stærkt. Vi har spist frokost hos en familie, der smiler og peger på drengene og så på Kenneth og mig. De er optagede af, at vi også er en familie. Det er vi. Og det er de. Og man mærker deres hengivenhed langt væk.

Vi er gået fra Kalaw til inle søen og sovet på madrasser under myggenet i bjergene.

Søde, smukke omsorgsfulde mennesker har lavet alt for meget mad til os, masseret Jonattans ben, holdt øje med, om vi havde det godt og guidet os gennem bjerge med cobraslanger, giftige larver, kæmper huller i jorden og mudder, der er næsten umuligt at stå fast i.

Jorden er rød og ligner blod, kød eller Mars. Men det føles helt rigtigt at gå på den røde jord midt i bjergene.

Før Kalaw og Inle var vi i Bagan.

Det tog kun tre dage at blive forelsket i Bagan. Overalt hvor vi cyklede, gik eller kørte, lå store og små templer og pagoder. Gyldne, ødelagte, storslåede og fyldt med buddhaer i 1000 forskellige afskygninger.

Bagan føltes som en blød dyne at lande på og menneskene omkring os var venlige, omsorgsfulde, humoristiske og smukke med stjerner og smil i deres øjne. Vi kørte på cykel og i en lille taxa med kun plads til tre, så Jonattan måtte sidde foran hos den søde chauffør med det åbne tillidsfulde ansigt. Da Jonattan faldt i søvn i hans arme, vendte chaufføren sig om og smilte ” sleeping”.

Bagan var et stort omsorgsfuldt empatisk kram, der fortsætter for hvert skridt, vi tager videre rundt i Myanmar.

Alt godt.

Oh, den vej til Mandalay

På flyet så jeg rocketman, som satte sig som en knude i maven. Resten af flyturen kørte Goodbye yellow brick road på konstant repeat i min hjerne. Det var ok, det er en god sang. Jeg fik så bare ikke sovet. I Bangkok lufthavn havde vi 6 timers pause, som vi brugte på at powernappe på skift og spise dragefrugt og chips. Flyet til mandalay var slidt og småt, men turen tog kun et par timer.

Alt det man hader i lufthavne, når man ankommer til lande langt langt væk, var her en helt helt rolig oplevelse. Der var en fin kø, som alle overholdt. Og visum blev stemplet på få sekunder og så var vi inde.

Turen til mandalay havde pyntet sig med honningmelonplantager og guldtempler med palmetræer rundt om. Men der var også trebenede hunde, 1 million knallerter der dyttede og hele landsbyer bestående af faldefærdige huse, skrald, røg og snavs langs landevejen.

Mandalay var kaotisk, smuk, frodig, beskidt og larmende og for at det ikke sku være løgn blev Elton Johns smukke ballade afløst af den lettere insisterende Four Jacks sang: Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej, husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay? Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg, og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

Jeg har endnu ikke set en eneste flyvefisk, selvom vi nu sidder på 10 timers færgen til Bagan. Vi har sejlet to timer og Jonattan har kun spurgt 3 gange om, hvornår vi er der. Svaret er hver gang: ” Om lang tid. Så sæt dig roligt ned og kig på alt det, der er rundt om dig”.

Det er et godt råd, hvis jeg selv skal sige det. Så det er det, jeg vil gøre nu.