Når man har fundet paradis

På stranden taler vi om, hvor smuk verden er. Jonattan fortæller, at det her er det smukkeste sted han nogensinde har set og at han altid har drømt om at se turkisblåt vand, hvidt sand og palmer.

På én dag når vi at se vandet trække sig, så den hvide sandstrand blottes helt, hvorefter vandet stiger igen og øen med den fine restaurant bliver ø igen.

De lokale fejrer, at regntiden er forbi og tænder lys og fyrværkeri. Solen går ned i baggrunden og drengene leder efter krabber og konkylier.

Jeg tænker, at det bliver svært at vende tilbage til det danske vejr og den mørke tid, vi går i møde. Jeg kender følelsen af travlhed og regn, der fortsætter i en lang uendelighed.

Jeg vil ikke tænke på det, men gør det alligevel. Og forsøger som sædvanligt at finde udvejen, vejen væk fra den hverdag, der er svær at gemme sig fra. Jeg ved også, at når vi først er hjemme, opsluges vi igen og glemmer, hvordan livet virkelig kan føles og det er lidt trist. For lige nu lige her, er det smukt, eventyrligt og rigtigt og snart vil den følelse bare være et minde, vi af og til vil tale om under aftensmaden. Og vi vil sige “kan i huske dengang på Ngapali Beach, hvor vandet var turkisblåt og sandet hvidt og palmerne svajede i vinden.”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s