Når Zen Master Buddha Larsen taler, lytter man.

Vi sad ved morgenmaden og jeg begyndte at fortælle drengene om den åndsvage drøm, jeg havde haft lige inden jeg vågnede.
Vi var i Lalandia, mig, Kenneth og drengene. Det var et kæmpe sted og mere stilfuldt end den virkelige verdens Lalandia.
Jeg var alene. De andre var allerede gået i gang med vandløjerne.
Jeg havde lagt mit badetøj i et skab i et omklædningsrum ved en lille bro. Jeg gik på udkig efter et federe skab i andre omklædningsrum. Og til sidst havde jeg været så mange steder, at jeg ikke kunne finde tilbage til MIT skab og mine ting. Det var vildt frustrerende, for jeg kunne se min familie hygge sig og lege bag glasset.
“Haha”, sagde jeg, da jeg var færdig med at fortælle og tænkte,  de nok syntes,  at jeg var helt crazy med sådan en fjollet Lalandia-drøm.

Kenneth sad med sin kaffekop i hånden og sagde så: “Måske det er lidt sådan, du har det lige nu. Lidt udenfor den verden vi andre er i, mens du løber rundt for at finde det helt helt rigtige sted at være. Det virker som om, at du måske er lidt presset.”

Øhm, tak for det, Zen Master Buddha Larsen, sådan havde jeg ikke lige set den drøm.
Men jo. Min underbevidsthed havde simpelthen valgt at give mig et ordentligt spark i røven med Lalandia som et billede på det liv, jeg ikke lige nu deltager i og brugt skabe som symbol for alle de (tomme) projekter, der endnu ikke er kommet fyld i.
“Du kan kun fylde et skab af gangen, vælg et, Fru Jacobsen,”sagde den.

Underbevidstheden.

 

Hvad jeg lærte af 2016 

  • At sige nej…..tak (især til pligt og skyld og ‘jeg ved godt du har rigtig meget lige nu, meeeen ku jeg få dig til bare lige at kigge på’-ting) 
  • At alle har krav på en normal vejrtrækning -hele tiden (ikke kun hveranden uge)
  • At det er en decideret fysisk oplevelse ‘at gå ned med stress’
  • At det dog tager længst tid for hjernen at hele
  • At hvis jobbet former ens identitet, er man fattig. Punktum.
  • At det er ok at snuble, det giver dig muligheden for at tjekke verden ud i frøperspektiv 
  • At andre mennesker er dejlige 
  • At rejser er vigtige
  • At jeg ikke behøver at veje mig hver dag- jeg skal nok opdage det, hvis jeg pludselig vejer 100 kilo
  • At jeg godt kan lide at løbe igen
  • At bøger er bedre end nyheder 
  • At der stadig er plads til nye vigtige mennesker i mit liv
  • Og at jeg i 2016 netop blev klar over, at der faktisk er 3-4 styks af de der nye vigtige mennesker, der er virkelig vigtige
  • At alt nok skal gå

Der har været stille

Min far græder altid, når julen slutter. Han er relativt dårlig både til begyndelser og afslutninger. Han har bevaret hver en dråbe af den barnlige jul. Jeg beundrer hans vilje til at ville holde fast i det gode. Og forblive barn helt og fuldt.

I år havde jeg for første gang – som mor- tid til at nyde julen. Og finde barndommens jul frem. Jeg kan virkelig godt lide jul. Og lige præcis i forhold til julen, ejer jeg ikke en snert af sarkasme eller ironi. Julen skal nemlig ikke forveksles med det rædselsregime, der udfoldes i institutioner og på arbejdspladser. Den jul er jo den menneskelige variant af foie gras produktion, hvor vi alle holdes fast og får mast skyldmedskyld arrangementer ned i halsen med tørre æbleskiver og sød gløgg på toppen. 

Jeg har også tilbragt mere end et sammenlagt døgn i Tiger butikkerne. Her har jeg indkøbt lige nøjagtigt 78 lortegaver. Men alt det har intet som helst at gøre med JULEN. Den rigtige jul. Julen er ikke indkøb og pligtkomsammen, men forventningen om bedre tider og glæde og krammere. Og det kan jeg ret godt lide. 

Jeg elsker også julemusikken og -lets be honest – marcipan, nougat og pebernødder. Jeg gik All in i år. Wham har spillet på repeat i mine ører. At George Michael døde, var noget lort, men godt han i det mindste også levede og skrev alle de klassikere, der for evigt vil stå så lysende klare.

Og ja, jeg har været stille. For jeg har sådan set kun haft en bold i luften de sidste par uger. Den bold hed jul. Og efter nytår vil jeg lægge julebolden til side til næste år og kaste en eneste ny bold op i luften. Den hedder livet. Og den er stor og kræver nok lidt mere overblik. Men det bliver den og kun den, jeg vil beskæftige mig med de næste par måneder. Og min plan er at skrive om den proces herinde, så jeg håber I vil kigge med af og til.

Kæmpe julekrammer og nytårskindkys herfra😘🤗

Den nærsynede, der opdagede verden – lidt sent

Vi har alle vores helt egne skelsættende begivenheder i vores liv. Jeg har også mange. Store og små. Fødsler, uddannelser, rejser, mødet med vigtige mennesker. Og så er der den der sætning. En sætning, jeg har sagt højt til mig selv i et par år. Da jeg tog min yogalæreruddannelse, blev vi introduceret til begrebet Dharma (ikke hende fra tv-serien). Dharma, “den rette vej” (gennem livet). Det blev vist beskrevet sådan, at: Det er bedre at gøre sine egen dharma uperfekt, end en andens dharma perfekt.” Jeg blev så ramt af den sætning. Den har kørt rundt i knolden på mig lige siden. Den slog mig omkuld. For var det ikke det, jeg havde gjort det meste af mit liv?  I hvert fald fra det tidspunkt, hvor man begynder at kunne mærke, at verden har forventninger til dig?
Jeg har en fornemmelse af, at erkendelsen af Dharma, måske var med til at gøre mig syg og rask igen. Man kan gå bevidstløs rundt i andres dharma og have det ok, men når man vågner, begynder det at gøre ondt. Og man kvæles langsomt. Det var min oplevelse.

Som barn havde jeg få, men meget tætte venner. Jeg var ekstremt introvert og ekstremt loyal. En svær kombination i en verden, der allerede dengang hyldede det ekstroverte, det charmerende og det lette.
Jeg var en lille nørd, der læste tykke bøger med mine allerede dengang meget nærsynede øjne. Jeg læste om Himalayaeventyr, om frygtelige børneskæbner i 1930’erne og eventyr i fjerne fantasilande. Dengang ville jeg til enhver tid vælge bøgerne frem for mennesker. Jeg syntes mennesker var svære. Men jeg stod stadig ved bøgerne, nærsynetheden og mig selv.

Senere måtte jeg tage del i den verden, jeg ikke forstod.

Jeg kan stadig få helt ondt i maven over alle de strategier, man skal have og kompetencer, man skal mestre for at overleve et helt almindeligt lille drengeliv i 0. klasse. Og min erfaring er nærmest ikke eksisterende. Som barn lod jeg mig bare drive med strømmen. Fulgte med, der hvor de andre gik og gik hjem og læste “Guds blinde øje” og forstod meget mere dér.

Strategierne og kompetencerne har jeg stadig ikke. Jeg famler, når jeg på en eller anden måde skal støtte mine børn i det sociale liv. Jeg kan jo se, at dem der kommer længst, også er dem, der viser vejen. Ikke dem der følger.

Jeg har sådan set fulgt andre hele livet. Min vej havde været anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan jeg lyttede til, hvad jeg ville og ikke hvad andre gjorde. Jeg har oplevet og gennemført spændende og gode ting, men jeg tænker tit på, om det egentlig er min vej, jeg er gået.
Som 41 årig er der allerede mange ting, jeg nu forstår baglæns. En indsigt der forhåbentlig kan tjene mig, når jeg ser fremad og går forlæns.

Jeg er ikke ekstremt introvert mere. Snarere tværtimod. Jeg har med årene fundet en lille pige med rottehaler og fregner på næsen frem, der godt tør sige til en næsten fremmed: “dig kan jeg godt lide. Skal vi lege?”.
Jeg har mødt flere mennesker de sidste 10 år, der tiltalte mig i en sådan grad, at jeg måtte lære dem bedre at kende.
Den nysgerrighed besad jeg ikke som barn. Det er en besynderlig side at finde frem i sine 30’ere. Men det har været en kæmpe gave at møde voksne mennesker, der har haft en så fin betydning for mit liv. Jeg ville for eksempel ikke have været krammet foran bageren foruden i morges -i mit løbetøj og et menneske, der i sin sårbarhed havde brug for at tale.   Lige der i morgentrafikken.
For nyligt stod jeg i en metro og talte sagte om en mors selvmordsforsøg med et andet menneske, der pludselig kom ind i mit liv for fem år siden. Et venskab, der stille har udviklet sig. Det samme som flere andre bekendtskaber har. Jeg har mødt så ufatteligt fine mennesker det seneste årti.

Og nu hvor det hele skal leves forlæns, håber jeg så meget, at alt det andet i mit liv, vil give lige så meget mening nu, hvor jeg er faldet af den vej, jeg ikke rigtigt selv har valgt. Planen er i hvert fald at beholde rottehalerne og fregnerne på næsen og møde verden med lige så meget nysgerrighed, som jeg har gjort med menneskene i den. Og så vil jeg for første gang i dette liv gå ud ad den vej, der var tiltænkt mig. Og jeg vil forhåbentlig blive på den. Og læse bøger med min endnu mere nærsynede øjne. Men med en kæmpe åbenhed og erkendelse. Og alle mine nye venner. 2015-08-30-09-57-48

Når virkelighed, drømme og personlighed clasher i et stort livspuslespil

Når man sidder med øjnene på Toysrus’ hjemmeside og et øre på Krejlerkongen på Tv2/Fri, ved jeg simpelthen ikke hvem jeg er. Samme dilemma sidder jeg i hver eneste dag, når jeg går i kælderen for at udføre en bjergmeditation og lidt yin yoga, hvorefter jeg går direkte op og fniser af en Svend Brinkmann opdatering på Facebook, fordi jeg elsker hans ironisering af alle de der selvudviklingstyper.
Ofte starter jeg dagen med lunken vand og citron og cirka en time efter indtager jeg min chiagrød, om aftenen tømmer jeg en Carletti pose med p-tærter. Og fatter ikke hvem jeg er. Det har jeg nok aldrig vidst.

Hvad hvis nu ens billede af sig selv ikke stemmer overens med den, man i virkeligheden er?

Som barn var jeg så genert, at jeg nærmest ikke kunne magte at være til. Alligevel var min største drøm at blive skuespiller og Susanne Brøgger-agtig forfatter. Det stemte overhovedet ikke ens med den måde jeg forvaltede min plads i verden på, men alligevel var det det, jeg ville.
Da jeg blev ældre fik jeg større og større interesse for psykologien og religion og tro. Men fordi genertheden stadig prægede min hverdag, blev mine mundtlige karakterer i gymnasiet ikke prangende og jeg endte derfor med et gennemsnitligt gennemsnit, hvilket betød so long til psykologien og hello til teologien.

Jeg opdagede mere og mere i de år på universitetet, at jeg ikke brød mig om mange mennesker samlet på et sted og i særdeleshed at tale i store (og mindre) forsamlinger. Det blev så invaliderende, at et forestående oplæg kunne ødelægge hele min hverdag.
Angst for at tale i forsamlinger -små og store- hang overhovedet ikke sammen med præsteembedet. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det simpelthen ikke nyttede noget at gå med den.
Den følelse prægede mit liv i over 20 år.

Hvad jeg elsker allermest at beskæftige mig med nu, spørger du?
At gå ind i en stor sal med masser af glade mennesker, der har blikket rettet mod mig. At undervise. Yoga. Jeg elsker at undervise store hold- mere end de små. Jeg taler stort set non-stop i 60 minutter, når jeg underviser. Og jeg forstår ingenting.

Men der er nok ingen pointer. Hvis der var, havde jeg knækket den. Koden altså.
Jeg begynder at forstå, at det ikke skal forstås. Livet altså. Og det altså er helt okay at sidde med selvbruner i hovedet, mens jeg læser Japansk litteratur og fniser af Phil fra Modern Family og spiser både kikærter og pulverbudding med den allerstørste nydelse, løber intervaller og laver yin yoga med Den gamle mand og havet i ørerne, mens jeg håber på, at der måske er et afsnit af Rundt på gulvet eller klipfiskerne i TV. Jeg kunne blive ved, men jeg gider ikke, jeg er alt for træt på den friske måde……..

 

Fyret #2 (en tankedetox)

  • Læste Haruki Murakami’s Kafka på Stranden og elskede den. Virkelig. Jeg forelskede mig ganske simpelthen i, at alt var i spil og at intet var givet. Og jeg lod mig bare rive med.
    Da jeg læste Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe, fik jeg en helt ejendommelig klarhed. Verden (min verden i hvert fald) stod så meget klarere, end før.
    Jeg er nu halvt igennem Norwegian Wood  og jeg forstår den ikke. Den giver ingen som helst mening. Er bare lidt kedelig. Hvorfor?  Er det mig?
  • I MBSR kurset er vi nået til Bjergmeditationen. Man visualiserer et bjerg og bliver til sidst selv til bjerget. Det er en god meditation. Meget bedre end de der, hvor man skal scanne krop og mærke åndedræt. Bjerget kan jeg forstå. Og hver gang ender jeg i James Hiltons Tabte Horisonter. Og det er et ret godt sted at ende.
  • Jeg har været til første og anden samtale på et job. Det gik virkelig godt. Begge gange. Jeg fortalte med ærlighed om mine styrker og især svagheder. Jeg sagde fra overfor “flere-bolde-i-luften”-spørgsmålet. Jeg lavede lidt sjov og var alvorlig.
    Jeg fik IKKE jobbet (fordi jeg var overkvalificeret, men hun nævnte dog min ærlighed flere gange i afslags-opkaldet)(?).
    Og jeg var lettet.
    Jeg skulle have lavet det samme, som jeg gjorde i Red Barnet. Jeg kunne næsten ikke bære det. Og havde søgt jobbet for at komme nærmere den økonomiske ro, som ofte hænger sammen med den mentale ro. Men der var noget andet på spil. For jeg stoler ikke nok på mig selv, når det gælder den slags arbejde. jeg giver ikke slip, når jeg kommer hjem, hvis deadline er i morgen. Hvis jeg vil lave en varig forandring i mit liv, skal jeg væk fra den slags jobs. Og det er eddermame lettere sagt end gjort, når det er dem, man med garanti bliver kaldt til samtale til.
  • Jeg kan ikke love mig selv, at jeg ikke søger en lignende stilling igen om to måneder, når lønnen fra Red Barnet stopper. Og måske ender jeg også med at blive nødt til at svare Ja til spørgsmålet om de mange bolde i luften.
    Jeg håber det dog ikke.
  • 2016-12-01-13-57-20Jeg har købt 78 pakkekalender gaver. Jepski. 48 til julesokkerne herhjemme. Og 30 til skole og frit.
    I Mattias klasse har de i stedet for pakkekalender fået nissevenner. Nissevennerne må ikke drille eller købe noget. MEN!!!!! De skal selv…..LAVE noget.
    Så da jeg allerede i september proklamerede, at der ikke ville være skyggen af en Shane/Ramasjang kalender på Ferskenvej i år, havde jeg ikke regnet med, at en klukkende Hybris ville sparke mig så gevaldigt over skinnebenene, som tilfældet blev.
    Så limpistol, grankogle, piberensere og køkkerullerør er nu fundet frem til endnu et år med brandsår på fingerspidserne forårsaget af limpistol og piberensere fra helvede.
  • Men på trods af institutionernes indvirkning på den hjemmelige jul, er det første jul i mange år, hvor jeg ikke får koldsved, kvalme og præstationsangst over om børnene kommer tæt på det julen egentlig handler om: ro, omsorg, nærhed og tid. Jeg er nemlig kommet tættere på det der besnærende Pyt, som alle taler om. Og så er jeg jo arbejdsløs, hvilket pynter gevaldigt på det der Pyt- lige nu. Ikke om to måneder.

 

 

 

 

Mavepusteren

Da jeg sprang ud i det store, dybe, mørke og til tider helt tyrkisblå hav, var det med en følelse af lige dele angst og kæmpe store sommerfugle i maven. Bevares jeg sprang ud i havet med en lille sikkerhedsvest, der var formet af en fritstilling, der sendte mig penge hver måned frem til februar 2017.
Det føltes som om, jeg havde fået et gavekort med overskriften:
“5 MÅNEDERS FRIHED- MÅ BRUGES PÅ HVAD SOM HELST. ”

Samtidig kan man jo ikke flygte fra sin egen personlighed, så med friheden fulgte angsten for, hvad der så skulle ske. Det var jo KUN 5 måneder.

Jeg har snart brugt to af de fem måneder. Så jeg gik i panik og søgte et arbejde. Dét, som jeg var til samtale hos i mandags.
Jeg kan godt huske, at det gav god mening, jobbet altså, da jeg søgte det. Det er 25 timer. Det er tæt på. Det er et område jeg kender så godt- at jeg får kvalme og åndenød af at tænke på det. Men det ville kunne betale regningerne og give mig ro.

Men tage min frihed.

Og hvem får FEM måneders frihed og leverer de to af dem tilbage?
Det er 1000 år siden, jeg har været så levende, så kamplysten, så idérig og fyldt med optimisme.

Jeg har talt med kloge mennesker om det- altså min mand, mor og den klogeste pige jeg kender, Ida Tania Westergaard.
De taler alle sammen klart og tydeligt dansk og bruger alle deres logiske sans. De taler alle sammen for sikkerhedsnettet. De ser alle sammen logikken i at starte på arbejde igen, komme ind i kampen, give hamsterhjulet en chance mere. De kender mig jo også godt nok til at vide, at jeg virkelig holder af sikkerhedsnet, seler og veste. Jeg er faktisk lidt tosset med dem. Men da de begyndte at smuldre rundt om mig, begyndte jeg at skrive på en bog, min blog fik noget mere omsorg og fik sit eget domæne, yogaundervisningen tog fart, jeg begyndte at overveje at både mindfulness og æteriske olier kunne spiller større roller i den virksomhed, jeg i øjeblikket kalder YogaFlow/ v. Camilla Jacobsen.

De fleste ville nok tænke, at jeg vel godt kan det hele med blot 25 timer. Det vil være en hverdag bestående af 25 timer+ yogaundervisning, skrive bog, blog og tage uddannelser og kurser i mindfulness og olier.

Men det kan jeg ikke.

Da jeg gik ned med stress, havde jeg en arbejdsuge på 37 timer og max. 2 yogaundervisninger om ugen og tog et kørekort. Det endte ikke overbevisende.

Jeg har sjældent været så splittet, som nu. For verden er én ting og mine drømme noget andet. Min familie kan ikke vente på, at YogaFlow/v. Camilla Jacobsen omsætter for millioner. Vi skal jo holde ferier, der er lige så magiske som vores Italienske eventyr i sommer. Og jeg er så meget i mod voksne, der skal realisere sig selv så meget, at resten af familien står i kulissen og venter på, at deres eget liv kan starte.
Så jeg må hellere tage til anden samtale på mandag og gøre mig umage og svare på spørgsmål om administrationsbidrag og semifrie og temaøremærkede midler.

Det bliver lidt af en mavepuster.

Stod i kø på livets vej, mens andre overhalede mig

Mopper er død.
Og hvad skal vi så tænke om det, siger du?
Ja, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det jeg tænkte, da jeg læste det på de sociale medier var, at hun og de, hendes familie, alle havde regnet med, at hun blev godt op i 90’erne. Det blev hun ikke. Hun blev 78 år. Altså 15-20 år mindre, end hun havde regnet med.

Jeg er 41 år. Det er mere, end jeg havde forestillet mig, jeg ville blive, da jeg var i mine slut teenage-år og start 20’ere.

Men nu sidder jeg her. Jeg håber, at jeg stadig er i gang med første halvdel af mit liv. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, hvad i morgen bringer og jeg ved ikke, hvornår den bringer det.

Men tænk, hvis jeg “kun” bliver 78 år, så har jeg 27 år tilbage (Ahem 37 år. Jeg kunne ikke regne, min lillebror gjorde mig opmærksom på fejlen tsk..). Det er ikke meget!
Jeg er stadig ved at finde mit ståsted. Aner ikke på nogen måder, hvor jeg er på vej hen. Har tusindevis af drømme, som jeg ikke aner, hvordan jeg får ført ud i livet.

Jeg bliver helt mat i kroppen, når jeg opdager, at dem der læser nyhederne  op på TV er ti år yngre, end jeg er. Når seje businessdamer viser sig at være i slutningen af 30’erne og ministre i midten af 20’erne, så føles det næsten som et rabalderhøjt slag lige i knolden.
“Hvad pokker i lokker har du ellers lige gået og spenderet din tid med de sidste 25 år?”, spørger jeg mig selv om- og æder et honninghjerte mere. For det er jo korrekt. Hvad har jeg egentlig gået og lavet. Jeg har læst teologi og mit ophold i Rom gjorde mig helt og aldeles klar over, at jeg ikke skulle være præst i den danske folkekirke. Alligevel læste jeg færdig og tog slutlån og hele molletjavsen.
Efter jeg blev færdig og kunne kalde mig Kand. Theol. har min karrierevej udviklet sig ganske spændende. Jeg har nemlig valgt den lige vej, som: 1. Kirketjener (på deltid). 2. Aktivitetsmedarbejder på et menighedsplejehjem (på deltid) og 3. Søgt fonde i 8! et halvt! år! (ikke på deltid).

I kan godt se den røde tråd, ik???????

Nej?

Det kan jeg faktisk heller ikke. Og det er så nok der matheden for alvor tager fat. For hvad søren i helvede har jeg da lige forestillet mig med det her?
2016-11-23-14-08-05

Jeg har hængt med et øje på jobbet og det andet spejdende ud i horisonten i håbet om, at alt det jeg drømte om, ville rulle ned til mig og lande lige foran mine fødder.

Indtil videre lader den der fantasikugle af fede ting vente på sig. Og jeg har sådan lidt en dårlig mavefornemmelse, der siger mig, at jeg nok bliver nødt til selv at hente den.
Og deri ligger min allerstørste angst, for tænk hvis jeg ikke får lettet rumpetten og fundet den, inden jeg igen sidder i et job (nr. 4), der igen ikke giver nogen som helst mening?

 

 

 

 

Når enhjørningen forsvinder og pensionsordningen kalder

I dag opdagede jeg, at en nær ven havde skiftet sit navn på Facebook. Skiftet var ret stort fra et almindeligt “sen”-efternavn til et grønlandsk pigenavn, som nu fungerede som efternavn.
Jeg spurgte forsigtigt til skiftet og hun svarede, at hun havde været til numerolog.
Jeg fyldtes med omsorg og tænkte “Okay, vi har alle vores egne særprægede redningsplanker.” Og gav hende derpå en “You go girl”- agtig kommentar.

Og ja, det viste sig så, at hun bare havde skiftet navn på grund af sit job, så man ikke kunne finde hende på Facebook. Og så stod jeg der- mere Phoebe end nogensinde før.  Men det var okay. For hellere dumme sig på den måde, end at spørge hende om hun ” Seriøst mener det?” og så få et “Ja” tilbage. Hvad ville nogen af os kunne bruge det til?

Hvis jeg en dag skiftede Jacobsen ud med Poirot eller Månelanding ved jeg da godt, at cirka 89 % af hele min omgangskreds ville knække sammen i latterkramper og pege helt usigeligt længe fingre af mig. I know. Men så ville jeg da nok også være glad for de sidste 11 %, der sagde “Hey, håber det virker” eller ” Fedt navn” eller whatever.

Vi lever i så fantasiløse tider, at når man endelig møder folk, der løber efter enhjørningen, der bor 3. sal til venstre i Regnbuen nord for Falkoner Allé, så har vi så pisse travlt med at pege fingre og grine hånligt, medens vi går 2-meters skridt ned til metroen, vi skal med, så vi med lynets hast kan komme ind på kontoret, der ligger i skygge, så der altid skal være tændt lysstofrørslys i loftet og hvor vinduet er placeret så højt, at du skal stå på en stol, hvis du vil åbne det.
Jeg ved det, for jeg har været der.
Og det mørke sted er egentlig heller ikke det allerfedeste sted at være i hele verden.
Og ja, lige nu er jeg vel stadig der, hvor jeg ligger lidt på lur efter enhjørningen og eventuelt en enkelt lille nisse. Men det er godt nok også et virkelig sjovere sted, selvom nogle vil kalde det KUK KUK- land.

Samtidig kan jeg berolige alle med, at jeg jo nok også en dag ender på kontoret uden lys og med vinduet, man ikke kan nå. For jeg har søgt arbejde. Jeg har også været til samtale. Jeg har også haft så voldsom en hovedpine bagefter, at jeg troede mit hoved skulle sprænges. Så 2-meterskridtverdenen kalder sagte på mig igen. Den lokker med sin faste løn og pensionsopsparing, mens Regnbuen 3. sal til venstre lige nu virker lidt længere væk, end  i går. Og jeg ved ikke hvilken retning jeg skal gå eller løbe, for ingen af stederne giver jo vildt meget mening.
2014-07-14-13-08-41