I dag blev det ikke til smøger………..

Før i tiden kunne jeg godt finde på at købe to pakker smøger til ham. Men det er på en måde temmelig passé.
Han ryger nemlig ikke mere.
Der skulle gå ca. 54 år og så var han færdig med det.

Forleden dag opdagede jeg, at han pludselig var blevet mindre end mig. Det gav et lille stik. Måske fordi det mindede mig om, at han en dag vil være væk.

Han har ellers altid været der. Når jeg kom hjem fra skole. Når jeg gik om morgenen. Når jeg var syg og skulle blive hjemme. Så var han der. Og ikke som nutidsforældre (mig selv inklusiv) med den der slet skjulte irritation over ikke at kunne komme på arbejde. Nej, for han elskede og elsker selskabet. Konstant.

Han var og er fjollet som en lille pige og barnlig som en treårig. Han kan leve livet med en så forbilledlig lethed, mens han samtidig til tider rammes af livets voldsomme tyngde.

Han er ofte noget af det mest levende jeg kender, men kan pludselig gå i stå i det hele og derefter ikke røre sig en millimeter i flere dage.

Han er en rørende skabning, der mest af alt altid vil minde mig om Den Lille Prins med den barnlige nysgerrighed og overvældende kærlighed til verden og de nærmeste.

Han smelter en med hans umiddelbarhed og prikker til en for at få svar svar svar.
Han er med andre ord virkelig irriterende og virkelig virkelig elskelig.

Men det er netop det. Det der er.
Han har lært mig, at alt er flydende, at det er helt okay.
At sandheder kommer og går.
Og at man er den man er til man ikke er den, man var mere.

Jeg er sådan en heldig en, som i fødselsgave har fået en af de største (op)gaver og det er at have min far som far. Og det er jeg så umådelig glad for.

PS. Min mor er Pippi, det har jeg vist engang skrevet om, men tænker at jeg snart vil uddybe det:-)

 

Året, der blev væk

Jeg gik ned.
Jeg gik rundt om mig selv.
Jeg gik i stå.

Jeg lærte at trække vejret igen.
Jeg lærte at gå- langsommere.
Jeg lærte at registrere og anerkende, det der var.
Jeg lærte, at jeg ikke gør mig godt som entreprenør. Fordi, jeg som chef bedst kan lide at min medarbejder har det rart.

Jeg faldt i søvn, men vågnede op – i 2017.

Her holdt jeg afsked på min tidligere arbejdsplads.
Jeg ville vise, at jeg ikke kan væltes.
Det var hårdt.
Hun holdt en tale.
Jeg lyttede, men jeg kan ikke huske et eneste ord.
Jeg koncentrerede mig mest om at overleve.
Jeg tog hjem.
Lukkede bogen.
Sundede mig.

En uge efter hørte jeg en sang- en åndsvag én.
Men den vækkede mig.

Jeg lytter nu til Mozarts klaverkoncerter.
Og tuder over en enkelt lille fuldstændig genial tone og længes efter et klaver, jeg kan spille fuldstændigt ugenialt på.
Jeg skriver bøger om små generte piger, der bare drømmer om at danse.
Og kører forbi en rød Ferrari, der hver eneste morgen minder mig om, at drømmene ligger lige om hjørnet og venter.

Det er fredag 

Og jeg har krammet et andet menneske lige lidt for hårdt, fordi jeg blev sådan helt glad for at se hende. Hun havde støvler til Jonattan i en pose og det fineste opvarmede lift i ærmet.

Og jeg har gået morgentur på isglatte stier og veje i kridhvidt lys med varm kaffe i hånden og med ny menneskeven ved siden af mig. Vi talte kun om livet, sorg, døde forældre, angst og lykke.

Og jeg har kørt i flyverdragt ind til hulen i Store Kongensgade, hvor jeg underviste 20 glade damer. Vi grinede og havde røde kinder. Det gør planker, delfiner og krager ved en. 

Og på en hotelbar ved hovedbanen har jeg tænkt store tanker med fire mennesker, jeg næsten ikke kender, om afhoppere og exitere og inde og ude. 

Og jeg har købt slik for 97 kroner.

Og jeg har mødt et af de fineste mennesker, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Og haft en kort men meningsfuld lille snak på Rosenørns Allé, inden vi skulle videre i hver vores retning.

Og jeg har været til frisør med Mattias, hvor vi talte fodbold med frisøren fra Vestegnen. 

Og jeg har fået et job. Sådan et som jeg er glad for. Et jeg godt gider.

Og jeg har fundet en lille seksårig dreng i et skab, der ville forskrække mig, men som havde klukket så højt over sit eget genistregsgemmested, at jeg måtte finde skuespilleren i mig selv frem, da jeg skulle forestille at blive forskrækket.

Og jeg har sat mig i min sofa og tænkt, at livet er sådan helt okay.

De kommer frem om natten

Han stod altid lige bag mit senge hovedgærde om aftenen, når jeg skulle sove som barn. Jeg havde set en af de der afsnit af Sherlock Holmes med Jeremy Brett, som jo er den eneste rigtige Sherlock.
Det var ikke Brett, der stod bag mit hovedgærde, hver gang jeg ikke kiggede, men en mand, der sammen med sine søstre var blevet udsat for giftig røg og var blevet skør eller hjerneskadet eller noget i den retning. Han blev hentet af en gammeldags ambulance med tremmer for bagruden og han kiggede ud på dem med opspærrede øjne.
Bag min dør gemte Carries mor sig, helt religiøst vanvittig med en kniv parat til at slå sin datter ihjel med.
Ved siden af mit skrivebord stod Kim Novak i rollen fra Vertigo.
Jeg så dem aldrig, for når jeg åbnede øjnene var de væk, men når jeg lukkede dem igen, stod de helt skarpt nat efter nat efter nat i mit lille barneværelse, ungdomsværelse, min lille 2 værelses lejlighed i Stefansgade, på Nørrebrogade, Lundtoftegade. Hvert eneste sted jeg nogensinde har boet, har de altid været med.

Senere kom den ledløse The Ring type, der kravler ud af et tv, med i mit rædsels repertoire. Det samme gjorde hende med håret fra Forbandelsen.
I starten af 30’erne stoppede jeg derfor med at se gyserfilm og andre ting, der bare kunne komme i nærheden af at forøge min i forvejen alt for åndsvagt store gruppe af hæsligheder, jeg slæber rundt på om natten.
De er der nemlig stadig. Hver gang jeg er alene hjemme eller sover i et rum alene.

Jonattan har altid kunne sove alene, i mørke rum. Jeg har altid beundret ham for det. Tænk at vide, at intet ondt sker i mørket.
I juleferien ændrede det sig. Han opdagede mørket. Anerkendte det og tog det til sig. For meget.
Han kan ikke være alene i sit værelse mere. Han nægter at sove med mindre, vi er i nærheden og værst af alt han vågner om natten, fordi der står mennesker i hans værelse. Ikke når han har åbne øjne, men når de er lukkede. De er grimme og onde. Og han er bange.
Jeg ved præcis, hvordan han har det, men jeg er jo den voksne, så jeg siger: “Jamen, Jonattan, der er jo ikke nogen.” Og “Far og jeg passer jo på dig- HELE tiden. For altid og for evigt.” Det er ligegyldigt. For de er der. Og jeg ved de er der. Og at de nok altid vil være der ….lidt.

Han kom ind og sov i vores seng en af de værste af nætterne. Jeg kunne ikke sove på de ti cm jeg havde til min krop, så jeg stod op. Jeg gik ind i drengeværelset med Ronaldo på væggene. Jeg lagde mig ned og lukkede øjnene. Træt. Jeg forsøgte at finde ro. Få styr på tankerne. Det eneste problem var, at der stod en mand bag ved hovedgærdet. Carries mor gemte sig bag døren. Kim Novak stod midt i rummet helt sindssyg og smuk. Hår begyndte at vokse ud af loftet og små pagehårspigers ansigter var hele tiden helt tæt på mit. De forsvinder aldrig.

Jeg kan ikke engang skyde skylden på mørket, for jeg havde ladet Real Madrid lavalampen være tændt.

 

Dagpengene fra helvede

Dagpengene er kommet tættere på. Det er det allerværste, jeg ved.
Jeg kontaktede i dag min a-kasse for at få helt styr på det der med supplerende dagpenge, da jeg jo selvfølgelig gerne vil fortsætte min yogaundervisning.

Vidste I, at man ikke kan få supplerende dagpenge, hvis man får løn via fakturaer, man sender ud? Men hvis du har 15 timer som pædagogmedhjælper i en børnehave, kan du godt.
Bevares, hvis jeg lægger alle mine timer efter kl. 17.00, så må jeg godt modtage supplerende dagpenge. Men hey, hvis jeg arbejder, mens mine børn er i skole, så er det UT!

Jeg vidste godt, at jeg havde det sådan her med dagpengesystemet. Jeg oplevede det samme, da jeg afsluttede min uddannelse på universitetet. Jeg følte mig kvalt tilintetgjort og mindre værd. Jeg kunne bare ikke. Derfor søgte jeg arbejde i en kirke, som kirketjener på deltid. Tjente mindre end dagpengesatsen, men var væk fra det der system, der gør mig syg.

Jeg har i 13 år betalt til min A-kasse. Jeg har også en lønforsikring. Den kan jeg heller ikke bruge, hvis jeg underviser lidt ved siden af. Jeg har snart betalt 100.000 kroner til noget, jeg ikke rigtigt kan komme til at bruge med mindre, at jeg smider den eneste ting væk, der får mig til at føle mig i kategori med almindelig hverdagsmennesker- mit freelancejob.
My God.

Nå, men derfor. Hvis du har et job, så gi noget.

More than a woman

En lørdag aften i december viste DR2 eller DRK Saturday Night Fever. Det var sent. Kenneth lagde sig til rette. Han skulle ellers nok lige se dansefilm, kunne man se på ham.
Jeg syntes ikke, jeg var frisk nok til en halvfjerdser discofilm, så jeg gik i seng.

Jeg lagde mig op. Kiggede lidt på telefon, som jeg har for vane. Som om, at verden ikke er der, hvis ikke jeg ser billederne af den hele tiden.

Jeg lagde den dog hurtigt fra mig igen.

Der er nemlig sket en ændring. Med mig. Min hjerne er ikke et tilgroet overophedet drivhus mere. Der er luftet ud. Ryddet nogenlunde op. Sat skik på de fleste af planterne. Nogle er kasseret, andre er klippet lidt ned og alle har nu en plads. At jeg stadig glemmer at vande dem af og til og at de har lidt for mange visne blade, er ok.
For resten er i orden.
Der er, hvad der er.
Det der skal være.

Og derfor lagde jeg også mobilen fra mig 20 minutter før, jeg ellers ville have gjort. Slukkede lyset. Lagde mig godt til rette. Og lukkede øjnene. Og DER begyndte jeg at lytte. Til filmen. Soundtracket. Dette bløde univers af fine melodier, sunget af mænd med falsetstemmer.

Det var en lang lydmeditation.

Den førte mig dybere og dybere ind i barndommens land.
Jeg blev ført tilbage til den treværelses lejlighed vi boede i i Webersgade fra jeg var 5 til jeg var 10. En lejlighed, der i 2016 standarder ville være fuldstændig umulig at bo i for en familie på fire.

Men vi boede der.
Jeg kunne ikke mærke den var lille.
Det var bare mit hjem.
Der var det, der skulle være. Et badeværelse med et tapet med kæmpestore rosa blomster og avocado grøn baggrund. Der var påsatte træpaneler på væggene i stuen. De to sidste værelser skiftede tit status fra at være delt børneværelse, forældresoveværelse med skrivebord og walk in closet, delt forældre/børneværelse og spisestue osv. Alt var muligt. Og alle konstellationer var prøvet den dag, vi flyttede videre til Herlev.

Men mit nutids-jeg lå nu i sengen på Ferskenvej og lyttede til More than a woman og Stayin alive og tænkte tilbage på det sted, der endte med at være det ikoniske barndomshjem. Det jeg altid vender tilbage til i tankerne, når alt krakelerer.

Jeg husker, hvordan der skulle luftes ud, når gæsterne var gået hjem en sen lørdag aften. Hvordan den gule røg hang tungt i luften, mens de voksne ryddede ud og havde sat She med Charles Aznavour på, medens jeg nød musikken og den kolde luft, der kom udefra.

More than a woman fadede ud og mine tanker standsede og førte mig tilbage til sengen på Ferskenvej.
Tilbage var vejrtrækningen.
Mig som 41 årig.
Hvilende.
Nostalgisk.
Men lykkelig.
Mere er der ikke i det.

Når Zen Master Buddha Larsen taler, lytter man.

Vi sad ved morgenmaden og jeg begyndte at fortælle drengene om den åndsvage drøm, jeg havde haft lige inden jeg vågnede.
Vi var i Lalandia, mig, Kenneth og drengene. Det var et kæmpe sted og mere stilfuldt end den virkelige verdens Lalandia.
Jeg var alene. De andre var allerede gået i gang med vandløjerne.
Jeg havde lagt mit badetøj i et skab i et omklædningsrum ved en lille bro. Jeg gik på udkig efter et federe skab i andre omklædningsrum. Og til sidst havde jeg været så mange steder, at jeg ikke kunne finde tilbage til MIT skab og mine ting. Det var vildt frustrerende, for jeg kunne se min familie hygge sig og lege bag glasset.
“Haha”, sagde jeg, da jeg var færdig med at fortælle og tænkte,  de nok syntes,  at jeg var helt crazy med sådan en fjollet Lalandia-drøm.

Kenneth sad med sin kaffekop i hånden og sagde så: “Måske det er lidt sådan, du har det lige nu. Lidt udenfor den verden vi andre er i, mens du løber rundt for at finde det helt helt rigtige sted at være. Det virker som om, at du måske er lidt presset.”

Øhm, tak for det, Zen Master Buddha Larsen, sådan havde jeg ikke lige set den drøm.
Men jo. Min underbevidsthed havde simpelthen valgt at give mig et ordentligt spark i røven med Lalandia som et billede på det liv, jeg ikke lige nu deltager i og brugt skabe som symbol for alle de (tomme) projekter, der endnu ikke er kommet fyld i.
“Du kan kun fylde et skab af gangen, vælg et, Fru Jacobsen,”sagde den.

Underbevidstheden.

 

Hvad jeg lærte af 2016 

  • At sige nej…..tak (især til pligt og skyld og ‘jeg ved godt du har rigtig meget lige nu, meeeen ku jeg få dig til bare lige at kigge på’-ting) 
  • At alle har krav på en normal vejrtrækning -hele tiden (ikke kun hveranden uge)
  • At det er en decideret fysisk oplevelse ‘at gå ned med stress’
  • At det dog tager længst tid for hjernen at hele
  • At hvis jobbet former ens identitet, er man fattig. Punktum.
  • At det er ok at snuble, det giver dig muligheden for at tjekke verden ud i frøperspektiv 
  • At andre mennesker er dejlige 
  • At rejser er vigtige
  • At jeg ikke behøver at veje mig hver dag- jeg skal nok opdage det, hvis jeg pludselig vejer 100 kilo
  • At jeg godt kan lide at løbe igen
  • At bøger er bedre end nyheder 
  • At der stadig er plads til nye vigtige mennesker i mit liv
  • Og at jeg i 2016 netop blev klar over, at der faktisk er 3-4 styks af de der nye vigtige mennesker, der er virkelig vigtige
  • At alt nok skal gå

Der har været stille

Min far græder altid, når julen slutter. Han er relativt dårlig både til begyndelser og afslutninger. Han har bevaret hver en dråbe af den barnlige jul. Jeg beundrer hans vilje til at ville holde fast i det gode. Og forblive barn helt og fuldt.

I år havde jeg for første gang – som mor- tid til at nyde julen. Og finde barndommens jul frem. Jeg kan virkelig godt lide jul. Og lige præcis i forhold til julen, ejer jeg ikke en snert af sarkasme eller ironi. Julen skal nemlig ikke forveksles med det rædselsregime, der udfoldes i institutioner og på arbejdspladser. Den jul er jo den menneskelige variant af foie gras produktion, hvor vi alle holdes fast og får mast skyldmedskyld arrangementer ned i halsen med tørre æbleskiver og sød gløgg på toppen. 

Jeg har også tilbragt mere end et sammenlagt døgn i Tiger butikkerne. Her har jeg indkøbt lige nøjagtigt 78 lortegaver. Men alt det har intet som helst at gøre med JULEN. Den rigtige jul. Julen er ikke indkøb og pligtkomsammen, men forventningen om bedre tider og glæde og krammere. Og det kan jeg ret godt lide. 

Jeg elsker også julemusikken og -lets be honest – marcipan, nougat og pebernødder. Jeg gik All in i år. Wham har spillet på repeat i mine ører. At George Michael døde, var noget lort, men godt han i det mindste også levede og skrev alle de klassikere, der for evigt vil stå så lysende klare.

Og ja, jeg har været stille. For jeg har sådan set kun haft en bold i luften de sidste par uger. Den bold hed jul. Og efter nytår vil jeg lægge julebolden til side til næste år og kaste en eneste ny bold op i luften. Den hedder livet. Og den er stor og kræver nok lidt mere overblik. Men det bliver den og kun den, jeg vil beskæftige mig med de næste par måneder. Og min plan er at skrive om den proces herinde, så jeg håber I vil kigge med af og til.

Kæmpe julekrammer og nytårskindkys herfra😘🤗